Fuck, sgu og søreme

Bandeord og andre kraftudtryk i tre generationer.

Af Marianne Rathje og Margrethe Heidemann Andersen

”De unge bander alt for meget”. Den opfattelse kan man finde i læserbreve og andre steder hvor den voksne generation omtaler unges sprog.

Men hvordan ser tidens sprogbrug egentlig ud når det gælder bandeord? Er det rigtigt at de unge bander mere end andre aldersgrupper, som de ældre generationer hævder det? Og hvad er det for bandeord de unge bruger? Disse spørgsmål vil vi besvare i denne artikel.

Hvad er et bandeord?

Betegnelserne bandeord, eder og kraftudtryk bruges ofte mere eller mindre synonymt om ord og udtryk der udtrykker følelser, og som bliver betragtet som mindre pænt eller ligefrem ”grimt” sprog (se Nyt fra Sprognævnet 1998/2). Derudover har bandeord, eder og kraftudtryk en del træk til fælles med nogle andre ord der også strider imod acceptabel sprogbrug, nemlig ”frække” eller ”vulgære” ord (dvs. ord der refererer til seksuallivet og til afføring), skældsord (fx din store idiot) og slangord (fx persillehakke om en knallert). Alle disse ord er fælles om at de træder i stedet for sprogets ”normale” ord og udtryk, og at deres funktion er at brugen af dem bevirker at opmærksomheden ikke bare rettes mod det der siges, men også mod måden det siges på (Politikens Slangordbog 2001, s. 6 f.). Ofte er grænsen mellem de forskellige typer af ord og udtryk ret flydende. Fx er vorherre på lokum if. Slangordbogen et slangagtigt udtryk for vorherre bevares, og narpisser er et slangord for skældsordet idiot.

I denne artikel kigger vi først og fremmest på bandeord og vulgære ord, og vi vil derfor ikke nærmere komme ind på skældsord og slangord. Men som vi har antydet, er grænserne ofte ret flydende, og der kan derfor være eksempler på bl.a. vulgære ord der kan opfattes som skældsord. Det gælder således din lort, hvor lort jo egentlig refererer til afføring, men her bruges som skældsord.

Religiøse bandeord

Sprognævnets tidligere formand, professor Erik Hansen, har inddelt danske bandeord i 3 store grupper: religion, sygdomme og ”kroppens nedre funktioner” (kronik af Søren E. Jensen i Kristeligt Dagblad 13.12.1996). De religiøse bandeord udgør den største gruppe, og det er også her vi finder de ældste bandeord. Nogle af dem stammer helt tilbage fra før reformationen, dvs. fra den tid hvor vi var katolikker i Danmark. Det gælder fx det lille ord såmænd, der formentlig er opstået ved en sammenblanding af eden ved alle helgener, alle hellige mænd og udtrykket som alle ved, som bekendt. I dag er såmænd så nedslidt at det næppe kan betegnes som et bandeord, og det er vel også de færreste der er klar over at det lille ord faktisk kan spores tilbage til en gammel ed.

Bandeord hvori fanden og helvede indgår, stammer fra reformationen. Det gælder fx eder som fanden æde mig, der er blevet nedslidt til fandeme, fanme og senere fame, og fanden spille mig, der er blevet svækket til spilleme. En lidt besynderlig ed, der ligesom de to forrige eksempler er et eksempel på en overleveret konjunktivform, er fanden gale mig, som det umiddelbart kan være svært at forstå. Verbet gale er et gammelt fællesgermansk ord der betyder ’synge’ (tænk på sangfuglen nattergal). Men gale kunne også betyde ’forhekse ved hjælp af sang’, og eden betød altså fanden forhekse mig ved hjælp af sang.

Sygdomme

I Danmark bander man ikke kun ved at påkalde sig hjælp fra Gud eller Fanden. Også forskellige frygtede sygdomme inddrages i bandeordene. En af de sygdomme er pokker, der ifølge Ordbog over det Danske Sprog, bind 16, 1936, er en betegnelse for ’kopper, udslæt og syfilis’. Pokker er ikke nogen almindeligt kendt sygdomsbetegnelse i dag, og det er måske årsagen til at pokker er blevet forstået som en anden benævnelse for djævlen, jf. udtrykket gå pokker i vold. Også sygdommen kræft indgår i bandeordene, jf. eder som kraft æde mig og kraft knuse mig. Kræft indgår også i udtrykket kraft stejle mig, hvor sygdomsbetegnelsen er blevet blandet sammen med forskellige eder hvori substantivet stejle (altså en pæl) eller verbet stejle (altså ligge på en stejle) indgår. I dag indgår stejlen ikke længere i vores eder, men tidligere kunne man støde på udtryk som Det er dog stejlers (Ordbog over det Danske Sprog, bind 21, 1943).

Kroppens nedre funktioner

Den sidste gruppe af bandeord omhandler afføring og seksuallivet. Det gælder ord og udtryk som lort, pisse og shit og seksuelle bandeord som fuck og fucking. De sidstnævnte bandeord kommer fra USA og er relativt nye i dansk (shit fra 1991 (i bandeordsbetydningen), fuck fra 1990, if. Pia Jarvad: Nye ord, 1999).

Den øgede mængde amerikanske bandeord hænger selvfølgelig sammen med den generelle angloamerikanske indflydelse på såvel vores sprog som vores kultur, men det kan også have betydning at det måske ikke opfattes som nær så slemt at bande på engelsk som på dansk, heller ikke når det gælder de mere grove amerikanske bandeord som fuck og fuck dig. Det kunne måske tyde på at seksuallivet i hvert fald i sproglig henseende stadigvæk er så tabubelagt at mange ønsker at mildne de seksuelle bandeord ved at hente dem fra et fremmedsprog.

Omskrivninger

Som nævnt kan bandeord og vulgære ord virke så stødende at man forsøger at mildne dem, fx ved at bruge fremmedsproglige ord og udtryk. Men der er også andre måder hvorpå man på dansk kan mildne en ed. Man kan fx stave lort højt l-o-r-t, og røven kan udtales med lukket ø og v trukket over i den næste stavelse (Kaj Bom: Slangordbogen, Politikens Forlag, 1974, s. 26). På samme måde kan for helvede mildnes ved at blive udtalt for hæwlede, og i den onde hyleme eller den onde lyneme kan onde udtales så det rimer på lunte (Else Bojsen: Fonetiske klicheer. I: Ord til andet. Iagttagelser og synspunkter 2. Dansk Sprognævns skrifter 10, 1980, s. 78). En anden måde er at man simpelthen erstatter det ”grimme” ord i en ed med et andet og mere acceptabelt ord. Fx kan man erstatte Satan med mandsnavnet Søren i eder som for søren, søreme og sørenjenseme. Også for sytten og for katten er omskrivninger af for satan. Tilsvarende er så til Hedehusene en mild version af så til hede (hule) helvede. Guds navn undgås i udtryk som helledu for hellige gud og bevares for vorherre bevare os. Ved den søde grød er tilsvarende en omskrivning af ved gud.

Hvem bander mest?

Der er altså overordnet 3 typer af bandeord: religiøse, om sygdomme og om kroppens nedre funktioner. De ovenstående typer af bandeord og mængden af bandeord i det hele taget har vi undersøgt ift. 3 forskellige aldersgrupper. Det materiale vi har undersøgt bandeordsbrugen i, består af 24 samtaler - altså et mundtligt materiale. Materialet er indsamlet af den ene af denne artikels forfattere, nemlig Marianne Rathje, i forbindelse med en ph.d.-afhandling om samtaleforskelle i tre forskellige generationer. De 24 samtaler, der er optaget i 2002/2003, varer ca. ½ time hver, og det er kvinder fra københavnsområdet der snakker sammen to og to på en cafe. Kvinderne kendte ikke hinanden i forvejen. De 24 deltagende kvinder har tre forskellige aldre: De unge er 16-18 år, de midaldrende er 37-46 år, og de ældre er 68-78 år. Kvinderne deltager hver i to samtaler - én samtale med en på deres egen alder, og én samtale med en der har en anden alder end de selv. Således er halvdelen af samtalerne med samtaledeltagere fra samme generation, og den anden halvdel er med samtaledeltagere der tilhører hver sin generation.

Det viser sig i materialet at forestillingen om at unge bander mere end andre generationer, ikke holder stik: De tre aldersgrupper bruger stort set lige mange bandeord. De unge bruger til sammen 71 bandeord, de midaldrende bruger i alt 70 bandeord, og de ældre bruger til sammen 62 bandeord. Det svarer til et gennemsnit pr. person pr. samtale på hhv. 4,5 bandeord for de unge, 4,4 for de midaldrende og 3,9 for de ældre. De ældre bander altså en smule mindre end de to øvrige generationer, men forskellen er ikke ret stor.

Hvilke bandeord bruger de?

De unge bander altså faktisk ikke mere end de øvrige generationer. Til gengæld er der stor forskel på hvilke bandeord de forskellige generationer bruger. For at få et overblik over hvilke typer bandeord de forskellige generationer anvender, har vi set på fordelingen af de tidligere omtalte tre typer, nemlig religiøse (fx sgu, gud og fandeme), sygdomme (fx kraftedeme) og kroppens nedre funktioner (fx pisse og fuck), dvs.om afføring og seksuallivet. Af de unges bandeord består ca. halvdelen af religiøse (56 %) og den anden halvdel af bandeord der har med kroppens nedre funktioner at gøre (44 %). Til gengæld er der ingen eksempler på bandeordstypen sygdomme blandt de unges bandeord.

Til sammenligning består størstedelen af både de midaldrendes og de ældres bandeord af typen religiøse (hhv. 92 % og 95 %). Sygdoms-typen og nedre funktioner-typen er repræsenteret i meget ringe mængder (hhv. 6 % og 3 % for de midaldrendes vedkommende og 3 % og 2 % for de ældres vedkommende). De unge har altså langt flere bandeord der er relateret til kroppens nedre funktioner end de to andre generationer.

Topscoreren blandt de unges bandeord er sgu, efterfulgt af fækale bandeord som skide og ikke en skid. På tredjepladsen kommer for de unges vedkommende bandeord hvori Fanden indgår, nemlig fandeme og hvor/hvordan fanden, efterfulgt af fækale og seksuelle udtryk som pisse, shit, fuck og fucked up. Som det ses er der en del amerikanske bandeord blandt de unges foretrukne – noget vi ikke finder blandt de andre generationers bandeord.

Det mest anvendte bandeord blandt de midaldrende er ligesom hos de unge sgu (og den omskrevne variant sgi). Herefter følger religiøse bandeord forbundet med Gud, nemlig gud, du godeste og gudskelov. På tredjepladsen ligger bandeord der er forbundet med navnet Søren, altså omskrivningerne søreme, for søren, hvad søren og sørens.

De mest yndede varianter blandt de ældre samtaledeltagere er religiøse udtryk forbundet med Gud, nemlig gud, du godeste, gudskelov og herregud. Herefter kommer omskrivningerne med Søren, nemlig søreme, for søren og hvad/hvor søren. På tredjepladsen kommer de to andre generationers yndlingsbandeord, sgu (med varianten sågu).

De midaldrendes og ældres bandeord er altså stort set de samme (om end i lidt forskellige prioriteringer), mens de unges skiller sig ud. De unges bandeord er i højere gradseksuelle, engelske og forbundet med afføring, mens de midaldrendes og ældres først og fremmest er religiøse og i høj grad omskrevne. De midaldrende og ældres omskrevne bandeord udgør i hver af disse generationer over en fjerdedel (hhv. 26 % og 27 %), mens omskrivninger i den unge generationer stort set er ikke-eksisterende (3 %). Til gengæld kunne man måske, som tidligere nævnt, se de unges engelske bandeord som en slags omskrivninger.

På tværs af generationerne

Der er altså forskel på hvilke bandeord de forskellige generationer bruger. Som tidligere nævnt er der dog nærmest ingen forskel på hvor meget generationerne bander. Men når man kigger på antallet af bandeord i samtalerne på tværs af generationerne, viser der sig et interessant resultat: Antallet af bandeord afhænger af alderen på den man taler med.

De unge bander således markant mere når de taler med andre unge, end når de taler med ikke-unge, dvs. midaldrende og ældre. De unge bander i gennemsnit intet mindre end tre gange så meget med jævnaldrende som med de øvrige generationer.

Også de midaldrende lægger en dæmper på deres banden når de taler med personer der er ældre end dem selv. Men omvendt bander de midaldrende mere når de taler med unge, end når de taler med jævnaldrende eller ældre. De midaldrende bander i gennemsnit næsten dobbelt så meget med unge som med jævnaldrende, og mere end ti gange så meget med unge i forhold til med ældre.

De ældre er dem der bander mest når de taler med ældre - der jo for deres vedkommende også er jævnaldrende. Og de ældre har samme antal bandeord når de taler med midaldrende og ældre. Til gengæld bander de ældre, lige som de to øvrige generationer, mest når de taler med unge. Dog er der ikke så stor forskel på antallet af bandeord de ældre bruger med unge i forhold til med ikke-unge, som der er i de to andre generationer.

Bandeordstyperne ændrer sig til gengæld ikke i forhold til samtalepartneres alder sådan som antallet af bandeord gør det. Der er ikke nævneværdig forskel på typerne af bandeord der anvendes, i forhold til den der tales med.

Er sproget blevet mere råt?

De unge i vores materiale bander altså ikke mere end de ældre generationer, men de bruger andre typer bandeord end de ældre generationer. Vi må understrege at havde vi undersøgt andre typer samtaler, informanter af begge køn, andre sociale grupper, informanter fra andre geografiske områder og øget antallet af informanter, var resultatet måske blevet et andet. Et andet forbehold vi må tage, er at selvom de unge i vores undersøgelse bander lige så meget som de ældre generationer, så er de bandeord de ældre og midaldrende anvender, måske kun bandeord ifølge ordbogsdefinitionerne. Vi har anset de ord der i ordbøgerne bliver karakteriseret som bandeord, for at være bandeord i vores artikel. Men måske opleves disse bandeord ikke alle som bandeord. Fx er udtryk som gud, sgu eller du godeste nok ikke bandeord efter særlig manges opfattelse. Med vores materiale kan vi dog ikke undersøge opfattelser af hvad der tæller som bandeord, og hvad der ikke gør.

Med de nævnte forbehold in mente er resultatet altså at de unge i vores materiale ikke bander mere end de ældre generationer, men de bruger andre typer bandeord. Betyder dette resultat at vores sprog er på vej til at blive mere råt? Om vores sprog befinder sig i en forråelsesproces, er vanskeligt at undersøge fordi tidligere tiders rå bandeord ikke er rå i dag – derfor er det en ulige og dermed umulig sammenligning. Men vores undersøgelse viser i hvert fald at de unge bruger andre bandeord end de voksne – og dermed har vi måske en forklaring på hvorfor de voksne tror de unge bander mere, og at sproget er blevet ”grimmere” end det var tidligere: Fordi de unges bandeord er anderledes end deres mors og mormors bandeord, opleves de af de voksne generationer som mere rå.

Et ord som fuck har to mulige skæbner: 1) De nuværende unge fortsætter med at bruge det når de bliver ældre. Dermed mister det sin stødende karakter og bliver harmløst, dels fordi den stødende betydning bliver udvandet, dels fordi de nye unge finder på nye ord der kan støde generationen der brugte fuck. 2) En anden mulighed er at de unge ophører med at bruge ordet fuck når de bliver ældre, dels fordi det ikke lønner sig at støde folk når man er afhængig af at få fx et job, dels fordi det ikke længere er smart at bruge ungdomsudtryk når man ikke længere er ung. Fuck mister dermed ikke sin stødende karakter, men kan genbruges af nye ungdomsgenerationer der har behov for (og nærmest som opgave) at støde deres omgivelser. For at kunne undersøge om der sker det ene eller det andet med et ord som fuck, må vi have et materiale hvori vi kan se hvad der sker med de nuværende unges sprog over tid, fx om disse stadig siger fuck om 20 år. Nærværende undersøgelse kan kun pege på at der ikke er forskel på hvilke bandeord der bruges blandt de midaldrende og de ældre – om dette så er et tegn på at de midaldrende har forladt de rå udtryk fra deres ungdom der adskilte dem fra den ældre generation, og at dette kan forudsige at de nuværende unge vil gøre det samme, eller det er et udtryk for at den midaldrende generation ikke havde bandeord der var mere stødende end deres forældres, kan vores materiale desværre ikke sige noget om.

Endelig har vi det undersøgelsesresultat at antallet af bandeord afhænger af den man taler med: Jo yngre samtalepartneren er, jo flere bandeord kan man bruge – jo ældre samtalepartneren er, jo mindre bander man. Ud over at dette resultat peger på at generationerne kommer hinanden i møde, nærmer sig den andens bandeordsfrekvens, antyder resultatet også at vi udmærket er klar over hvem der stereotypt er dem der bander: de unge, der skal signalere ungdom og oprør. Men resultatet viser også at de unge altså kan slukke for banderiet når de taler med ikke-unge. Dette viser os at banderiet i høj grad handler om (ungdoms)identitet – og det kan også indikere at unge stopper med at bruge bandeord når de bliver ældre og ikke længere har behov for (eller ret til) at bruge den signalværdi der ligger i de ungdommelige og oprørske bandeord. Medmindre de som voksne taler med en ung …

Marianne Rathje (f. 1973) er ph.d.-stipendiat i Dansk Sprognævn og Margrethe Heidemann Andersen (f. 1971) er forsker i Dansk Sprognævn