Hjerneforskere på fucking arbejde

Politiken 09 oktober 2005, 3 . sektion side 2

Alle sprog har bandeord, og der går en lige linje fra Preben Møller Hansens guldkorn over Shakespeare, Biblen og de aller tidligste skrifter for 5000 år siden. Kraftudtryk får os til at reagere, og i dag bruger forskerne dem i forsøg på at gennemskue hjernens arkitektur.

Af Natalie Angier, new york times og politiken

Må rappere kalder kvinder 'ludere' og 'søer'? Er det groft nedsættende eller bare udtryk for en ny generations måde at bruge sproget på, som man ikke skal lægge for meget i? Må skoleelever kalde deres lærer et fedt svin? Er det frisprog eller tegn på, at deres forældre aldrig har introduceret dem til basale konventioner om god opførsel?

Diskussionen om sproget og - typisk unges - brug af det er et af de emner, der igen og igen dukker op i den offentlige diskussion. Men forskere, der studerer sprogets udvikling og psykologien bag bandeord, har ingen anelse om, hvordan man egentlig kan definere ordentligt, velopdragent sprog. Det er almenmenneskeligt at bande, mener de. Hvert sprog og hver dialekt, der nogensinde er blevet forsket i, har vist sig at rumme sin egen forbudte tale. Det være sig døde eller levende sprog, sprog, der tales af millioner af mennesker eller af en lille stamme. Alle har de deres egne udgaver af frække ord.

Og de frække ord har det med at brede sig. Små børn kan dem udenad, længe før de har forstået ordenes betydning, fortæller John McWorther, der er sprogforsker ved Manhattan Institute og forfatter til bogen 'The Power of Babel', og store forfattere har altid brugt bandeord i deres værker.

»Den engelske dramatiker Ben Jonson (cirka 1572-1637) krydrede sine skuespil med udtryk som »tyranniske røvhuller«, og Shakespeare kunne knap nedfælde en strofe uden at ty til sin tids bandeord som »zounds« eller »sblood« - anstødelige sammentrækninger af 'Guds sår' (God's wounds) og 'Guds blod' (God's blood) - eller mageløse seksuelle ordspil«, fortæller McWorther.

Titlen 'Much Ado About Nothing' ('Stor ståhej for ingenting') er således et ordspil over 'Much Ado About an O Thing', hvor 'o thing' ('o-tingen') refererer til kvindens kønsdele. »Selv Bibelen bugner af frække passager, for eksempel i 2. Kongebog 18,27, hvor det i den relativt tamme bibeloversættelse hedder om nogle mænd, at de skal »æde deres eget skarn og drikke deres egen urin«, siger John McWorther.

Bandeord fortæller om hjernen

Faktisk, fortæller Guy Deutscher - der er sprogforsker ved University of Leiden i Holland og forfatter af bogen 'The Undfolding of Language: An Evolutionary Tour of Mankind's Greatest Invention' - indeholder de tidligste skrifter, der er omkring 5.000 år gamle, en hel del vovede beskrivelser af menneskekroppen og dens altid brogede funktioner. Og de skrevne ord er blot en afspejling af den mundtlige tradition, som Deutscher og mange andre psykologer og sproghistorikere mener kan dateres til dannelsen af menneskets strubehoved, hvis ikke før.

Nogle forskere er så imponeret af bandeordenes dybde og styrke, at de bruger dem som en kikkert ind i hjernens arkitektur. Som et middel til at undersøge de indviklede og komplicerede forbindelser mellem de nyere, 'højere' områder af hjernen, der styrer intellektet, fornuften og planlægningen, og de ældre, mere 'dyriske', neurale områder, der styrer vores følelser.

Forskere peger på, at det at bande ofte er en blanding af rå, spontane følelser og målrettet, kalkuleret list. Når mennesker bander over for en modpart, vil de sjældent lufte deres obskøniteter og fornærmelser vilkårligt. De vil snarere vurdere, hvem eller hvad de vrede på, og så tilpasse indholdet af det 'ukontrollerede' udbrud af bandeord derefter.

Netop fordi udgydelsen af bandeord på den måde trækker ligeligt på føle- og tænkeområderne i hjernen, mener forskere, at de ved at undersøge det neurale kredsløb bag bandeordene får ny indsigt i, hvordan de forskellige områder af hjernen kommunikerer.
Andre forskere har undersøgt bandeordenes psykologi, dvs. hvordan vores følelser og reflekser reagerer på lyden eller synet af et uartigt ord. De har fastslået, at lyden af bandeord bogstavelig talt gør folk ophidsede. Hvis man placerer varmeelektroder på forsøgspersoners arme og fingerspidser for at undersøge, hvordan deres hud reagerer, når de hører bandeord udtalt klart og tydeligt, viser de øjeblikkeligt de samme tegn som under seksuel ophidselse.

De får gåsehud, hårene på armene rejser sig, deres puls bliver hurtigere og deres åndedræt kortere.

Interessant nok opstår der en lignede reaktion blandt universitetsstuderende og andre, der sætter en ære i at være veluddannede, når de hører dårlig grammatik eller slangudtryk. Måske fordi de betragter det som irriterende eller udannet, fortæller Kate Burridge, der er sprogunderviser ved Monash University i Melbourne, Australien.

»Folk kan føle meget stærkt for sprog«, siger hun, »som om det er en højt skattet kunstgenstand, der for enhver pris skal beskyttes mod fordærvelse fra barbarer og sprogignoranter«.

Kate Burridge og en kollega fra Monash-universitetet, Keith Allen, har sammen skrevet 'Forbidden Words: Taboo and the Censoring of Language', som bliver udgivet næste år på Cambridge University Press.

Forskere har også fundet ud af, at sjofelheder kan krybe ind under gåsehuden og sætte sig fast. I en undersøgelse lagde forskerne ud med den velkendte Stroop-test, hvor man i hurtig rækkefølge viser undersøgelsespersonerne en serie ord i forskellige farver, hvorefter man beder dem gentage farverne i stedet for ordene. Hvis personerne ser ordet 'stol' skrevet med gult, skal de sige 'gul'.

Herefter sneg forskerne en række sjofle og vulgære ord ind blandt de andre ord, og da de noterede forsøgspersonernes svar, konstaterede de, at det tog betydelig længere tid at huske farven på de frække ord end farven på neutrale ord som 'stol'.

De pirrende ord distraherede tilsyneladende undersøgelsespersonerne, så de i mindre grad bed mærke i ordenes farve. Men de vovede indskud satte alligevel deres spor. I efterfølgende hukommelsesprøver var deltagerne ikke alene bedre til at huske de frække ord end de neutrale; de var også bedre til at huske farverne på dem.

Forskerne har også undersøgt, hvordan ord bliver rubriceret som 'forbudte', og hvordan udviklingen af groft sprog påvirker de overliggende niveauer af kultiveret sprogbrug. De er kommet frem til, at det, der i nogle kulturer er tabubelagt, ofte er et spejl af denne kulturs frygt og bevidsthedsmæssige fokus.

»I nogle kulturer hentes bandeord hovedsageligt fra sex og kropslige funktioner, mens de i andre for det meste hentes fra religionens område«, siger Deutscher. I samfund, hvor kvindens renhed og værdighed er af stor betydning, er det ifølge Deutscher »ikke overraskende, at mange bandeord er variationer over 'horeungetemaet' eller refererer til personens mors eller søsters kønsdele«.

'I Guds navn'

Selve det at bande stammer fra den store betydning, som tidligere kulturer knyttede til det at sværge ved en gud eller guder. I det gamle Babylon var det at sværge ved en guds navn ensbetydende med, at man kunne være næsten helt sikker på, at personen ikke løj, siger Deutscher og fortsætter: »Folk troede, at hvis man sværgede falsk ved en gud, ville den gud nedkaste sin vrede over dem«. En advarsel mod enhver form for misbrug af en hellig ed afspejles i det bibelske bud om, at man ikke må tage Herrens navn forfængeligt, og selv i dag aflægger vidner i en retssag i USA ed ved at lægge hånden på Bibelen og bekræfte, at de vil sige hele sandheden og intet andet. Blandt kristne er forbuddet mod at tage Herrens navn forfængeligt blevet udvidet til henkastede henvisninger til Guds søn eller sønnens kødelige lidelser for ikke at tale om kroppen og blodet. Og det gælder også opfindsomme sammentrækninger.

I dag synes det engelske udtryk 'oh golly' måske at være næsten komisk, men sådan har det ikke altid været. 'Golly' er en sammentrækning af 'God's body' og var derfor engang gudsbespottelse. Men hverken bibelske bud eller den mest ihærdige victorianske censor kan få den menneskelige bevidsthed til at stoppe forsøget på selv at omskrive udtrykkene for den uregerlige menneskekrop, dens kroniske, pinagtige behov og dens triste forfald. Ubehaget ved kroppens funktioner sover aldrig, siger Kate Burridge, og behovet for et stadig frisk udvalg af floromvundne omskrivninger for de beskidte emner har længe været en betydelig motor for sproglig opfindsomhed.

Når et ord først bliver for tæt forbundet med en specifik kropslig funktion, bliver det for sigende i forhold til det, der ikke må siges, forklarer hun. Og så begynder det at komme ind i tabuområdet og må erstattes af et nyt udtryk.

For eksempel stammer ordet 'toilet' fra det franske ord for et lille håndklæde og var oprindelig brugt som en behageligt indirekte måde at omtale stedet for natpotten eller tilsvarende anordning. Men toilet er siden kommet til at betyde porcelænskummen i sig selv og lyder derfor flere steder i verden for direkte at bruge i høfligt selskab. I stedet spørger man i USA om vej til 'the ladies' room' (dameværelset) eller, hvis man absolut vil være direkte, til 'badeværelset'.

Tilsvarende var det engelske ord for kiste, 'coffin', oprindelig udtryk for en almindelig kasse, men da ordet blev forbundet med døden, var det sket med at kalde en skotøjsæske for 'shoe coffin' eller at være kreativ ved at tænke 'outside the coffin'.

»Den tabuiserede betydning af ordet trænger altid enhver anden betydning, det kunne have haft, til side«, siger Burridge.

Forskere har for nylig forsøgt at tegne et kort over forbudte ords forbindelse med hjerneområder ved at studere de patienter, der lider af coprolalia, en sygelig og ukontrollabel trang til at bande.

Coprolalia rammer en mindre del af patienterne med det såkaldte Tourettes syndrom, en neurologisk uorden af ukendt oprindelse, der fortrinsvis består af kroniske motoriske og vokale tics. Patienterne kan for eksempel kendes på en konstant grimassering eller på hele tiden at skubbe deres briller op på næseryggen eller udstøde en strøm af små grynt eller hvin.

Mellem 8 og 30 procent af Tourettepatienterne har også coprolalia, og Tourettepatienternes amerikanske støttegruppe er bekymret over den populære opfattelse af Tourettes syndrom som en humoristisk og konstant bandende tilstand. Men for dem, der har coprolalia, er dette symptom også det mest ødelæggende og ydmygende aspekt ved deres tilstand, siger doktor Carlos Singer, der er leder af afdelingen for bevægelsesforstyrrelser på Miamis universitets lægeuddannelse.

Ikke alene kan det være chokerende for andre at høre en højrøstet mængde af bandeord komme ud uden nogen grund, nogle gange fra et barn eller en ung teenager. Bandeordene kan også være provokerende og personlige, rettet mod race, seksuel identitet eller kropsbygning hos en forbipasserende. Eller det kan være overlagte og gentagne sjofle referencer til en forhenværende elskers navn, mens man befinder sig i armene på en nuværende partner eller ægtefælle.

I en undersøgelse trykt i The Archives of General Psychiatry har doktor David A. Silbersweig, der er leder inden for neuropsykiatri og neuroafbildning på Weill Medical College på Cornell University i USA, beskrevet brugen af PET-skanning for at måle blodgennemstrømningen i hjernen og fastlægge, hvilke af dens områder der er i aktivitet hos Tourettepatienter ved udbrud af tics og coprolalia.

De fandt stærke tegn på aktivering af den basale ganglie, en kvartet af neuronbundter dybt i forhjernen og groft sagt på højde med midten af panden, der er kendt for at hjælpe til med at koordinere kroppens bevægelser, samt aktivitet i de vitale områder i den bageste del af den venstre forhjerne, der deltager i at forstå og skabe tale, især Brocas område. Forskerne så også aktivitet i de nervebaner, der samvirker med det limbiske system, den ønskebensformede central for de menneskelige følelser, og især i de 'handlingsbestemmende' områder i hjernen, hvor beslutninger om at handle eller afstå fra at handle måske bliver taget - den neurale kilde, der ifølge videnskabsfolk er kilden til enhver form for bevidsthed, høflighed eller fri vilje, som mennesker kan påberåbe sig. At hjernens handlingsbestemmende kontrollant er i stærk aktivitet i et anfald af coprolalia viser ifølge Silbersweig, hvor kompleks en handling trangen til at sige det forbudte kan være, og ikke kun hos Tourettepatienter. Personen gribes af en trang til at bande, at give stemme til noget ganske upassende.

Lingvistiske kredsløb af en højere orden går i gang for at udtænke indholdet af bandeordene. Hjernens impulskontrolcenter kæmper for at kortslutte sammenstødet mellem trangen fra det følelsesskabende limbiske system og de dydige højere hjernefunktioner, og det kan have held med det et stykke tid. Men trangen vokser, indtil talestrømmen til sidst bryder ud, så det forbudte bliver sagt.