Af: Georg Metz

2. december 2010

Information.dk

 

LINGUA TERTII IMPERII, Det tredie riges sprog.

 

Ord kan virke som bitte små doser arsenik: De sluges ubemærket, de

synes ikke at have nogen virkning, men efter nogen tid viser giftens

virkning sig alligevel. Disse linjer er titel og undertekst til Victor

Klemperers sprognotater, som han foretog i de 12 lange år under

nazismen 1933-45. Klemperer overlevede som jøde Holocaust. Anbragt i

den yderste udsatte kreds, i enhver henseende chikaneret og truet af

Gestapo, skånede Nürnberg-lovenes perverterede bestemmelser den

afskedigede litteraturprofessor og filolog, fordi han var gift med en

‘arisk’ kvinde.

 

Som man kan læse i dagbøgerne: Jeg vil aflægge vidnesbyrd til det

sidste, udstår Victor Klemperer ydmygelserne og angsten ved

omhyggeligt - i øvrigt under forøget livsfare - og med videnskabelig

metode at registrere og notere alle tanker og alle tildragelser

undervejs i mareridtet. For de sproglige iagttagelsers vedkommende

bliver disse notater til Klemperers vigtigste akademiske arbejde,

altså om sproget i diktaturets og ensretningens Tyskland.

 

LTI er en gennemgang af de ord og begreber, Hitler og hans håndgangne

betjener sig af, og som efter nazisternes magtovertagelse bliver

rigets stemme og dermed en væsentlig del af systemets

undertrykkelsesapparat.

 

Med nazismens ophøjelse så at sige til statsreligion bliver LTI også i

vid udstrækning folkets sprog. Giftstof i små doser, såfremt

arsenikken som i Hitlers diktatur indgives dag efter dag, har sin

virkning. Til sidst sidder giften i alle kroppens og forstandens

celler. Dette er selve propagandaens væsen, hvor sproget perverteres,

hvor tilbagetoget bliver til frontforkortelse: Frontverkürzung og

folkemordet til: Endlösung, og løgnene accepteres som den evige

sandhed. Klemperers gennemlyste eksempler er utallige. Man kan roligt

sige at Nazityskland skaber et Orwellsk nysprog.

 

LTI, nu omsider i en glimrende og indsigtsfuld dansk oversættelse af

Henning Vangsgaard, der også oversatte dagbøgerne, er i historisk

forstand en guldgrube til forståelse af mekanikken i Hitlers retorik

og af diktatorens begavede megafon, dr. Goebbels’ videreudvikling af

sin herres voldsretorik.

 

Præcist og smertefuldt

Ingen anden har fat i den lingvistiske og psykologiske retoriske

selvfremstilling så præcist og smertefuldt som Klemperer. Måske det

mest pinagtige er Klemperers påvisning af, at endog de mest

stigmatiserede ofre for voldsmagten også inficeres af førersproget.

Uanset at jøderne dag for dag mister rettigheder: retten til at udøve

deres fag, retten til at eje huse, bøger, husdyr, cykler, sidde på

bænkene i parken, gifte sig, arbejde, etc., konstaterer Klemperer at

jøder i hans kreds efterhånden uafvidende taler som Mein Kampf. Ikke

blot sniger ordforrådet sig ind med primitive sætningsopbygninger og

råheden, også tonefaldets afstumpethed smitter af. Regimets Volks-

empfänger, den billige obligatoriske radiomodtager i alle husstande,

gør sin virkning.

 

Den totalitære tankegangs forfærdende konsekvens er den endelige

erobring af sproget og monopoliseringen af ordene. Positivt ladede

gloser omdannes til skældsord. Humanität og Judentum er et par af

disse mængder af oprindeligt beskrivende grundbegreber, som nazisterne

ondulerer om til deres modsætninger.

 

Mekanismen er velkendt i andre kriseramte politiske systemer. Islam

bliver i vore dage akkurat som alt med jøder før ved konsekvent

negativ ladning af glosen til minusord. I vort eget aktuelle nysprog

er humanisme blevet til pladderhumanisme; tolerance til blødsødenhed

eller med Fogh Rasmussen til tossegodhed. I en Søren Krarups

aggressive lingua er menneskerettigheder menneskerettighedstyranni,

velgørenhed og bistand godhedsindustri. Indvendinger mod sprogets

primitivisering affærdiges med en øjeblikkelig tiltale for politisk

korrekthed.

 

I den sammenhæng yder den radikale udlægning af Luthers

‘gerningsretfærdiggørelse’ sit bidrag, hvor man kan aflade sine

menneskelige drifter ved at henholde sig til den rette lære om egen og

den nære næstes frelse frem for fjernere (humanistiske) krav.

1930’ernes totalitære sprogbrug har sine rødder, og væksten er ikke

visnet. Den danske udgave af LTI byder på et par blanke sider, hvor

læseren kan skrive eksempler fra aktuel dansk retorik. Noter selv hver

gang nogen bruger flosklen: historisk for at ophøje eget middelmål.

Den brugte de også i 30’erne.

 

Victor Klemperers arbejde er ikke blot et kildeskrifts bidrag til

forståelsen af retorikken i Hitlers 12-års Tusindårsrige. I

videnskabelig forstand er fremstillingen, som påvist af Henning

Vangsgaard, et oplysningsfilosofisk udogmatisk nyskabende værk.

 

LTI er samtidig en påmindelse om hvor nemt det er med et magtapparat i

ryggen at sætte sig på sproget. Hvem i Danmark får ikke et

undskyldende strejf i tonefaldet, når ord som humanisme og tolerance

sniger sig over læberne? Giften virker.