tekstarkiv

Introduktion

Harpens Kraft

H. C. Andersen: Hyrdinden og skorstensfejeren

B. S. Ingemann: Kong Valdemars Jagt

Herman Bang: Franz Pander

Henrik Pontoppidan: Fra hytterne

Historisk læsning  november-december 2017

Jydske Lov

Germand Gladensvend

Kingo: Keed af Verden

Brorson: Den yndigste Rose

Oehlenschläger: Guldhornene

St. St. Blicher: Hosekræmmeren

Grundtvig: De Levendes Land

J. P. Jacobsen: Pesten i Bergamo

S. Claussen: I en Frugthave

S. Claussen: Ekbatana

Johs. Jørgensen: Bekendelse

Johs. V. Jensen: Paa Memphis Station

Ludvig Holberg: Jeppe paa Bierget  1. akt  2. akt  3.akt  4. akt  5. akt

Ekspressionisme

Tom Kristensen: Landet Atlantis

Rudolf Broby-Johansen: Foråret kommer til cafeen, Bordelpige dræber ufødt

Pär Lagerkvist: Ångest

Otto Gelsted: Reklameskibet

 

Diverse

Retorik

Statsministerens nytårstale 2010

Martin Luther King: I have a dream

Mark Anthony's tale fra "Julius Caesar"

Bandeord og skældsord

Hjerneforskere på fucking arbejde af Natalie Angier, New York Times og Politiken 2005

Fuck, sgu og sørme. Bandeord og andre kraftudtryk i tre generationer

Ungdommen nu til dags (uddrag)

RAP-tekster

 

Da Vinci Mysteriet - den sande historie - Berlingske Tidende 29.-1.-05

Louis Aragon: Persiennes

 

Arbejdsspørgsmål

Arbejdsspørgsmål til Naja Marie Aidt: Som englene flyver

Arbejdsspørgsmål til Herman Bang: Franz Pander

Arbejdsspørgsmål til Henrik Pontoppidan: Naadsensbrød

Arbejdsspørgsmål til M. A. Hansen: Paradisæblerne

Arbejdsspørgsmål til Ludvig Holberg: Jeppe paa Bierget

Arbejdsspørgsmål til Blixen: Babettes Gæstebud

Arbejdsspørgsmål til S. A. Madsen: Se dagens lys

 

 

 

Links til DR-udsendelserne: Kampen om sproget

 

Kampen om sproget 1 - Dialekterne

Kampen om sproget 2 - Dagligdagens mange sprog

Kampen om sproget 3 - Det gode eksempel

Kampen om sproget 4 - Magtens sprog

Kampen om sproget 5 - Truslen fra engelsk

 

Tekster til Kampen om sproget

Georg Metz: Lingua Tertii Imperii

Avisen.dk: Politikernes ord styrer dine tanker

Finansministeriets krav ved OK 13

 

 

 

 

 

 

 

 

MIDDELALDER

 

JYDSKE LOV

1. bog § 27. Hvor længe en mand kan have en slegfred hos sig.
Hvis nogen har en slegfred i gårde hos sig i tre vintre og åbenlyst går til sengs med hende, og hun råder over lås og lukke og åbenlyst spiser og drikker med ham, da skal hun være hans ægtehustru og rette husfrue.

1. bog § 21. Om slegfredbørn.
Et slegfredbarn skal faderen føre til tinget og lyse på tinge, at det er hans barn, og tilskøde det, hvad han vil give det og så meget, som bliver tilskødet barnet, beholder det, og ikke mere. Men lyser han det i kuld og køn og ikke tilskøder det noget, da tager det halv lod i forhold til et ægtebarn. Men er der ingen ægtebørn, da tager slegfred­barnet, der blev tinglyst, arven efter faderen. Men får det nogen arv efter faderen, da arver det efter søskende lige med ægtebørn, medmindre faderen forud har kundgiort på tinge, at det skulde nøjes med det, faderen gav det i hænde, og ikke have mere og ikke arve efter søskende.

3. bog § 37. Hvis en mand bliver såret i horseng.
Bliver en mand såret i horseng med en anden mands kone, og slipper han bort levende, men dør af sårene, da skal han ligge på sine egne gerninger, og bonden skal være sagesløs. Men bliver han skriftet og får oprettet sin sidste vilje, da skal han begraves på kirkegården, hvis han dør. Men bliver han dræbt i horseng, da skal den, der dræbte ham, føre dyne og lagen, som han blev dræbt i, blodige til tinget med to mænds vidnesbyrd på, at han blev dræbt i  horseng og ikke andetsteds. Da skal han ligge uden for kirkegården og på sine egne gerninger. Men hvor som helst en mand bliver dræbt uden for horseng, selv om han sigtes for horsag, eller hvad han ellers sigtes for, da skal sandemænd altid træde til for at afgøre sagen.

3. bog § 25. Hvorledes der skal bødes for afhug på en levende mand.
Mister en mand sin tunge eller næse eller begge øjne eller begge hænder eller begge fødder eller det redskab, der hænger i bukserne, da skal der for hver af disse bødes fuld mandebod. Men mister en mand et øje eller en hånd eller en fod, skal der for hver af disse bødes halv mandebod. Men mister en mand sit øre, da skal der bødes fjerdedels mandebod, fordi det kan dækkes med hue og med hår. For tommelfinger bødes fjerdedels mandebod og for de andre fire (tilsammen) ligeledes fjerdedels mandebod, dog således, at for de to nærmeste bødes for hver en ottendedel af en mandebod og for hver af de to yderste en sekstendedel af en mandebod, og hvis en negl og det yderste led bliver afhugget, skal man bøde derfor, som om fingeren var helt afhugget.

Ordforklaring:

Slegfred: frille, elskerinde

 

Arbejdsspørgsmål

1. Hvad fortæller Jydske Lov om den sexuelle adfærd i middelalderen?

2. Hvad fortæller Jydske Lov om forholdet mellem mænd og kvinder i middelalderen?

3. Hvilke dele af  paragrafferne afspejler et traditionsbaseret slægtssamfund og hvilke er udtryk for et kristent samfund?

til top

 

 

Folkevise

Hjertebogen ca. 1550     

  Germand Gladensvend

grif

 
 
   
  Vor Kong' og vor unge Dronning
  de sejled dennem over Hav;
  der blev deres Skib paa Vanden holdt,
  de kunde ikke Børen faa.
5 Saa fløj han over den Rin.
   
  »Er her noget under Vandet,
  som Skibet holde maa,
  jeg giver Eder baade Guld og Sølv,
  I lader mig Børen faa.«
   
10 »Du haver ikke Guld eller Sølv,
  som dertil hjælpe maa;
  det er alt under din Linde,
  der jeg mon efter traa.«
   
  »Jeg haver ikke under min Linde
15 foruden min' Nøgler smaa;
  kommer jeg levendes til Lande,
  jeg lader mig andre slaa.«
   
  Saa tog hun de Nøgler smaa,
  hun kasted dennem udi Strand;
20 de fik Bør hin blide,
  de sejled saa glad til Land.
   
  Dronningen hun ganger paa hviden Sand,
  og hun fik fuldstor Harm:
  Hun følte Germand Gladensvend,
25 at han var kveg i Barm.
   
  Det var ikke derefter
  foruden Maaneder fem,
  Dronning hun ganger i Højeloft,
  hun fødte en Søn saa væn.
   
30 Født blev han om Aften,
  og kristned de hannem om Nat;
  de kalded hannem Germand Gladensvend,
  de dulgte hannem, mens de maatt'.
   
  Saa vel han vokste, saa vel han trevst,
35 sin Hest kunde han vel ride;
  hver Sind' han til sin Moder saa,
  saa saare da monne hun kvide.
   
  »I vider mig det, kær Moder min,
  og hvad jeg vil Eder bede:
40 hvi græder I saa jammerlig
  hver Sind' I mig ser?«
   
  »Hør du, Germand Gladensvend,
  jeg maa vel for dig kvide:
  du varst dig saa liden,
45 der du blev Trolden given.«
   
  »Hører I det, kære Moder min,
  I lader bortfare Eder Vaande;
  hvad Lykke Gud mig give vil,
  det formén mig ingen Mand.«
   
50 Det var om en Torsdag Morgen
  saa aarlig om den Høst,
  aaben da stod den Fruerstuedør,
  der kom saa væn en Røst.
   
  Ind da kom den lede Gam,
55 han sættes den Frue saa nær:
  »Mindes Eder det, Allerkæreste min,
  hvad I haver givet mig?«
   
  Hun svor om Gud, hun svor om Mænd
  og alt, hun sværge maatte:
60 hun vidste sig hverken Datter heller Søn
  der hun i Verden aatte.
   
  Bort da fløj den lede Gam,
  han gav saa slemt et Skrig:
  »Hvor jeg finder Germand Gladensvend,
65 da er han given mig.«
   
  Der han var fulde femten Aar,
  da lyste hannem en Jomfru at love:
  Konningens Datter af Engeland,
  den allerskønnest Jomfrue.
   
70 Saa saare da monne han længes
  bort til sin Fæstemø:
  »Min kære Moder, I laaner mig Eders Fjederham,
  mens jeg flyver bort under Ø.«
   
  »De Vinger de ere saa brede,
75 de ere saa vide om By,
  lever jeg vil til Sommer,
  jeg lader mig gøre en ny.«
   
  Han satte sig i sin Fjederham,
  han fløj alt saa trøst,
80 der ham kom midt paa Sund,
  der hørte han Gammerøst.
   
  »Vær velkommen, Germand Gladensvend,
  saa vel da kender jeg dig;
  du varst al saa liden,
85 der du varst given mig.«
   
  »Du lad mig flyve, du lad mig fare
  alt bort til min Fæstemø;
  først jeg kommer tilbage igen,
  vi findes vel under Ø.«
   
90 »Da skal jeg dig mærke,
  alt hvor du flyver fra mig:
  hvor du kommer blandt Ridder' og Svend',
  kende saa vil jeg dig.«
   
  Han hug ud hans højre Øje,
95 drak halvt hans Hjerteblod;
  saa fløj han til Jomfruens Bur,
  for Vilje hun var god.
   
  Han satte sig paa de Tinde
  saa gusten og saa bleg:
100 alle de Jomfruer i Buret var,
  de tabte baade Skæmt og Leg.
   
  Alle da sad de stolte Jomfruer,
  gav det dog lidet i gem,
  foruden stalten Sølverlad,
105 hun kasted baade Saks og Søm.
   
  Hun tog ud en Sølverkam,
  hun kæmte hans favre Haar,
  hver en Lok, hun redte,
  hun fælded saa modige Taare.
   
110 Hver en Lok hun redte,
  hun fældte saa modige Taare;
  alt banded hun hans Moder,
  hans Lykke havde gjort saa haarde.
   
  »Hør I det, Jomfru Sølverlad,
115 I bander ikke Moder min;
  hun kunde det intet i volde
  saa krank var Lykken min.«
   
  Han satte sig i sin Fjederham,
  og saa fløj han derfra;
120 hun satte sig i en anden,
  hun monne fast efter gaa.
   
  Alle de Fugle, hun mødte,
  dennem klipped hun alle saa smaa,
  foruden den leden Gam,
125 hannem kunde hun ikke naa.
   
  Det var Jomfru Sølverlad,
  hun fløj ud med den Strand,
  hun fandt ikke af Germand Gladensvend
  foruden hans højre Haand.
130 Saa fløj han over den Rin.

 
Ordforklaring:

Børen: vind - Rine: havet - Linde: bælte - traa: længes - harm: sorg - kveg: levende -

mens de maatt': så længe de kunne - Sind': gang - vider: opfylder - og hvad: som -

Vaande: sorg - Mænd: hellige mænd, helgener - aatte: ejede - Tinde: murtakker -

gav det dog lidet i gem: lagde ikke meget mærke til det - modige: sørgmodige -

kunde det intet i volde: havde ingen skyld deri

Gam: I Norden talte man om en kæmpefugl, Gam, som havde visse fællestræk med griffen, bl.a. den overvældende styrke. Griffen er et af de ældste fabeldyr, den har mere end 5.000 år på bagen og kendes fra sumererne. Grækerne overtog den, og herfra har den bredt sig til resten af Europa. Griffen er sammensat af en ørn og en løve: ørn foran, løve bagtil, men den er stor, ifølge nogle beretninger otte gange så stor som en løve, og den skal være i stand til at bortføre en hest med rytter. Nogle beretninger giver den slangehoved i stedet for ørnehoved.

 

Arbejdsspørgsmål til Germand Gladensvend

1. Bestem visetypen – hvilken type folkevise har vi her? Begrund din opfattelse.

2. Lav en kompositionsanalyse ud fra de afsnit, teksten falder i – kriterier for analysen er skift i tid og/eller sted.

3. Bestem det miljø, visen foregår i – find dokumentation i form af eksempler fra visen. Redegør i den sammenhæng for den livssituation, Germand befinder sig i.

4. Giv en karakteristik af moderen og af forholdet mellem Germand og moderen.

5. Opstil på baggrund af punkterne 3 og 4 nogle af visens centrale modsætninger. Når du sætter modsætningerne over for hinanden skal du bevæge dig fra tekstniveauet (hvad der rent faktisk står i teksten) over analyseniveauet og til et fortolkningsniveau.

6. Hvilke symboler finder vi i visen? Hvilken funktion har symbolerne, og hvad er det, der gør dem til symboler?

7. Giv en fortolkning af visen med udgangspunkt i en moderne psykologisk synsvinkel.

8. Vurdér hvilket budskab, visen ønsker at formidle – og til hvem?

til top

 

 

 

BAROK

THOMAS KINGO 1634-1703

 
Keed af Verden, og kier ad Himmelen

 
 
   
    Far, Verden, far vel,
  Jeg keedis nu længer at være din Træl,
  De Byrder, som du mig har bylted oppaa,
  Dem hvister jeg fra mig og vil dem forsmaa,
5 Jeg river mig løß, og jeg keedis nu ved
    Forfængelighed,
    Forfængelighed.
   
    Hvad er det dog alt
  Som Verden opsminker med fauer Gestalt?
10 Det er jo kun Skygger og skinnende Glar,
  Det er jo kun Bobler og skrattende Kar,
  Det er jo kun Ise-skrog, Skarn og Fortred,
    Forfængelighed,
    Forfængelighed.
   
15   Hvad er mine Aar,
  Som smugende svinder og snigende gaar?
  Hvad er min Bekymring? mit Tanke-fuld Sind?
  Min Sorrig? min Glæde? mit Hovedis Spind?
  Hvad er mit Arbeyde? min Møye? min Sved?
20   Forfængelighed,
    Forfængelighed.
   
    O Riigdom og Guld,
  Du Jorderiigs Afgud i skinnende Muld,
  Du est dog af Verdens bedragelig Ting,
25 Som voxer, aftager og vexlis omkring,
  Du est dog, i høyeste Mercke og Meed,
    Forfængelighed,
    Forfængelighed.
   
    Ach, Ære, hvad er?
30 Hvad er dine Kroner og Krandse du bær?
  Misundelse sidder dig aldjd paa Ryg,
  Du hemmelig stødis og sielden est tryg!
  Du ofte der snubler, hvor andre de gleed,
    Forfængelighed,
35   Forfængelighed.
   
    Ach, Yndist og Gunst,
  Du hastig opførte og faldende Dunst,
  Du konstig opblæsere, hvegende Vind,
  Som tusind har Øyen og dog løber blind,
40 Hvad est du naar mand dig ved Soolen hâr seed?
    Forfængelighed,
    Forfængelighed.
   
    Ach, Venskab og Troo,
  Som alt efter Lykken veedst Fløyet at snoo!
45 Du smukke Bedragere, heldige Skalk,
  Som skuffer saa ofte i Drøfvelsens Kalk
  Du est, som og jeg af Forfarenhed veed,
    Forfængelighed,
    Forfængelighed.
   
50   Ach, kiødelig Lyst,
  Som mangen med dødelig Læber hâr kyst,
  Dit fengende Tynder, din flyvende Gnist,
  Hâr mangen i ævige Luer henhvist,
  Din Skaal synis Hunning, men Drikken er leed
55   Forfængelighed,
    Forfængelighed.
   
    Saa far da, far vel,
  Du skalt nu ey lenger bedrage min Siæl,
  Bedragelig Verden, jeg takker dig af,
60 Og synker dig ned i Forglemmelsens Grav,
  Jeg lengis at bøde min Sorrig og Nød
    I Abrahams Skiød,
    I Abrahams Skiød.
   
    Der skal mine Aar
65 Begyndis i Ævigheds deylige Vaaer,
  Der skal ikke Dagen ved Solen opgry,
  Ey Maanen tilmaale mig Næde og Ny,
  Men JEsus er Solen, hvis Straaler er strød
    I Abrahams Skiød,
70   I Abrahams Skiød.
   
    Min Rigdom og Guld
  Skal være af idel Bestandighed fuld,
  Dend skal ikke Tyven bestiele mig da,
  Dend skal ey Spitzfindighed skakre mig fra,
75 Min Rigdom er frj for ald Jorderigs Stød
    I Abrahams Skiød,
    I Abrahams Skiød.
   
    Jeg Ære skal faa
  Fra Thronen min JEsus hand sidder oppaa,
80 Mig Kronen skal givis med Herlighed fyldt,
  Med Blodet af Lammet alt over forgyldt,
  Dend faar jeg, om Satan end selv det fortrød,
    I Abrahams Skiød,
    I Abrahams Skiød.
   
85   Med Yndist jeg skal
  Fremskinne blant Englenis hellige Tall,
  Misundeligt Øye mig ikke skal see,
  GUds Ansigt mig altjd i Øyne skal lee,
  Der skal jeg bespotte dend avindsyg Død
90   I Abrahams Skiød,
    I Abrahams Skiød.
   
    Der hâr jeg en Ven,
  Min JEsus, som elsker og elskis igien,
  Mit Øye der seer ham saadan som hand er,
95 Hand Kierligheds Himmel-bluß stedse frembær,
  Ved Aanden staar Kierlighed ævig i Glød
    I Abrahams Skiød,
    I Abrahams Skiød.
   
    Min Lyst og min Fryd
100 Forfriskis ved Engle-basuner og Lyd,
  Men GUd er ald Lysten for mig og for dem!
  Far op da, min Siæl, og ald Verden forglem!
  Mens glem ey at Lysten er ævig og sød
    I Abrahams Skiød,
105   I Abrahams Skiød.

 

Pieter Claesz (Holland 1597-1661): Vanitas ("forfængelighed")

 

Shakespeare, Macbeth akt 5 scene 5:

 Life's but a walking shadow, a poor player
That struts and frets his hour upon the stage
And then is heard no more: it is a tale
Told by an idiot, full of sound and fury,
Signifying nothing.
 


 
Ordforklaring:

1. bylted oppaa: lagt på - hvister: kaster - Forfængelighed: forgængelighed, tomhed

2. fauer Gestalt: smukt ydre - Glar: glas - skrattende: sprukne - Iseskrog: tynd is

3. smugende: smygende, umærkeligt

4. i høyeste Mercke og Meed: i egentligste forstand

5. gleed: gik uhindret

6. Dunst: luft, tåge - hvegende: ustadige

7. Troo: trofasthed - alt: helt - Fløyet: vejrhanen - heldige: yndige, indsmigrende - Skalk: slyngel - Drøfvelsens Kalk: bedrøvelsens (sorgens) bæger - Forfarenhed: erfaring

8. Tynder: tønder, let antændeligt stof - henhvist: henkastet

9. takker af: opgiver, forlader - bøde: få bod for - Abrahams Skiød (Lukas 16.22-23)

10. Næde og Ny: næ og ny, aftagende og tiltagende måne; billede på omskifteligheden i den jordiske verden.

11. skakre: narre - Stød: usikkerhed

12. Strofen bygger på forestillinger fra Johs. Åbenbaring (4-7) - Kronen: herbilledet på saligheden - Blodet af Lammet: Jesu offerblod - fortrød: ærgrede, harmede

13. Yndist: ynde, skønhed - avindsyg: misundelige

15. Mens: men

 

 

 

Arbejdsspørgsmål

1

Teksten er meget stramt komponeret. Redegør for digtets komposition.

 

2

Bestem digtets tema og hovedmodsætninger.

 

3

Hvorledes oplever digteren det jordiske liv ?

Hvilke elementer trækker han frem, som karakteriserer dette liv, og hvordan forholder han sig til dem ?

 

4

Tilsvarende bedes I karakterisere livet i Himlen efter døden (når han hviler i Abrahams skød). Prøv i øvrigt at finde ud af, hvorledes dette billede skal tolkes (at han opfatter sig selv liggende i Abrahams skød) ved at gå til Luk. 16:22 og læs fortællingen om den rige mand og Lazarus (se nedenfor)

 

5

Hvorledes afsluttes digtet ? (Digtets budskab) !

 

6

Påvis typiske baroktræk i dette digt.

 

7

Hvorledes kan man underbygge den påstand, at digtet udtrykker den barokale livs- og tilværelsesopfattelse ?

Sammenhold digtet med ovenstående vanitasbillede af Claesz samt citatet af Shakespeare

 

 

Lignelsen om den rige mand og Lazarus

v19  Der var en rig mand, som klædte sig i purpur og fint linned og hver dag levede i fest og pragt.

v20  Men en fattig mand ved navn Lazarus lå ved hans port, fuld af sår,

v21  og ønskede kun at spise sig mæt i det, der faldt fra den riges bord, og hundene kom tilmed og slikkede hans sår.

v22  Så døde den fattige, og han blev af englene båret hen i Abrahams skød. Også den rige døde og blev begravet.

v23  Da han slog øjnene op i dødsriget, hvor han pintes, ser han Abraham langt borte og Lazarus i hans skød.

v24  Fader Abraham! råbte han, forbarm dig over mig og send Lazarus, så han kan dyppe spidsen af sin finger i vand og læske min tunge, for jeg pines i disse luer.

v25  Men Abraham svarede: Barn, husk på, at du fik dit gode, mens du levede, og Lazarus på samme måde det onde; nu trøstes han her, mens du pines.

v26  Desuden er der lagt en dyb kløft mellem os og jer, for at de, som vil herfra over til jer, ikke skal kunne det, og de heller ikke skal komme over til os derovrefra.

v27  Da sagde han: Så beder jeg dig, fader, at du vil sende ham til min fars hus,

v28  for jeg har fem brødre, for at han kan advare dem, så ikke også de kommer til dette pinested.

v29  Men Abraham svarede: De har Moses og profeterne, dem kan de høre.

v30  Nej, fader Abraham! sagde han, men kommer der en til dem fra de døde, vil de omvende sig.

v31  Abraham svarede: Hvis de ikke hører Moses og profeterne, vil de heller ikke lade sig overbevise, selv om en står op fra de døde.«

 

 

 

 

til top

 

 

ROKOKO 

HANS ADOLPH BRORSON 1694-1764


 

  Den yndigste Rose er funden
Jeg er en Rose i Saron. Cant. 2. v. 1.
Mel. Med Sorgen og Klagen &c.


 
 
   
  1. 
  DEn yndigste Rose er funden
  Blant stiveste Torne oprunden,
  Vor JEsus den deyligste Pode
  Blant syndige Mennisker grode.
   
  2. 
5 Alt siden vi tabte dend Ære,
  GUds Billedes Frugter at bære,
  Var Verden forvildet og øde,
  Vi alle i Synden bortdøde.
   
  3. 
  Som Tidsler ey mere kand due,
10 End kastes i brændende Lue,
  Saa tiente ey Verden til andet,
  End vorde ved Ilden forbandet.
   
  4. 
  Da lod GUD en Rose opskyde,
  Og Sæden omsider frembryde,
15 At rense og gandske forsøde
  Vor Vextes fordervede Grøde.
   
  5. 
  Saa blomstrer GUds Kircke med Ære,
  Og yndige Frugter kand bære,
  Thi JEsus dends Grøde opliver,
20 Og Vædske i Vexterne giver.
   
  6. 
  Ald Verden nu burde sig fryde,
  Med Psalmer mangfoldig udbryde,
  Men mange har aldrig fornommen,
  At Rosen i Verden er kommen.
   
  7. 
25 Forhærdede Tidsel-Gemøtter,
  Saa stive, som Torne og Støtter,
  Hvi holde I Eder saa rancke
  I Stoltheds fordervede Tancke.
   
  8. 
  Ach søger de nædrige Stæder,
30 I Støvet for Frælseren græder,
  Saa faar I vor JEsum i Tale,
  Thi Roserne voxer i Dale.
   
  9. 
  Nu, JEsu, Du stetze skal være
  Min Smykke, min Rose og Ære,
35 Du gandske mit Hierte betager,
  Din Sødhed jeg finder og smager.
   
  10. 
  Min Rose mig smykker og pryder,
  Min Rose mig glæder og fryder;
  De giftige Lyster Hand døder,
40 Og Kaarset saa liflig forsøder.
   
  11. 
  Lad Verden mig alting betage,
  Lad Tornene rive og nage,
  Lad Hiertet kun daane og briste,
  Min Rose jeg aldrig vil miste.

 

Hør salmen her!


 
Ordforklaring:

Jeg er en rose I Saron. Cant. 2, v. 1: Højsangen kap. 2 vers 1. Brorson forstår ordene som udtalt af brudgommen i Højsangen, det vil i hans tolkning sige Jesus.

1. Pode: podekvist eller ung plante

2. Alt siden ... at bære: siden syndefaldet

4. Sæden: Abrahams og davids sæd eller efterkommere, dvs Jesus som Messias.

6. fornommen: opdaget, forstået

8. nedrige: lavtliggende

9. finder: føler

11. betage: fratage

 

HØJSANGEN kapitel 2

v1  Jeg er Sarons rose,
dalenes lilje.
v2  Som en lilje blandt tidsler
er min kæreste blandt unge piger.
v3  Som et æbletræ blandt skovens træer
er min elskede blandt unge mænd.
I hans skygge elsker jeg at sidde,
hans frugt er sød for min gane.

v4  Han har ført mig til vinhuset,
på skiltet over mig står: Kærlighed.
v5  Styrk mig med rosinkager,
forfrisk mig med æbler,
for jeg er syg af kærlighed.

v6  Hans venstre hånd er under mit hoved,
hans højre omfavner mig.
v7  Jeg besværger jer,
Jerusalems døtre,
ved gazellerne og ved hjortene på steppen:
Væk ikke kærligheden,
væk den ikke til live, før den selv vil!

v8  Hør, der er min elskede!
Se, der kommer han
springende hen over bjergene,
dansende hen over højene.
v9  Min elskede er som en gazelle,
som en hjortekalv.
Se, nu står han
bag vores mur,
han kigger ind ad vinduet,
spejder gennem gitteret.
v10  Så siger min elskede til mig:
Stå op, min kæreste,
kom dog, min smukke!
v11  For nu er regntiden ovre,
regnen er hørt op, den er borte.
v12  Blomsterne kommer til syne i landet,
sangens tid er inde,
turtelduens kurren høres i vores land.
v13  Figentræets frugt modnes,
vinstokkens blomster dufter.
Stå op, min kæreste,
kom dog, min smukke!

v14  Min due sidder i bjergkløften,
i skjul på klippevæggen.
Lad mig se din skikkelse,
lad mig høre din stemme;
for din stemme er dejlig,
din skikkelse er yndig.

v15  Fang dog rævene,
de små ræve!
De ødelægger vingårdene,
nu vores vingårde står i blomst.

v16  Min elskede er min, og jeg er hans,
han som vogter sin hjord blandt liljerne.
v17  Når dagen bliver sval
og skyggerne lange,
vend da om, min elskede, som en gazelle,
som en hjortekalv
på duftende bjerge.

 

til top

 

ROMANTIK

ADAM OEHLENSCHLÄGER 1779-1850

Guldhornene

 
 
   
  De higer og söger
  i gamle Böger,
  i oplukte Höie
  med speidende Öie,
5 paa Sværd og Skiolde
  i muldne Volde,
  paa Runestene
  blandt smuldnede Bene.
   
  Oltids Bedrifter
10 anede trylle;
  men i Mulm de sig hylle,
  de gamle Skrifter.
  Blikket stirrer,
  sig Tanken forvirrer.
15 I Taage de famle.
  „I gamle gamle
  hensvundne Dage!
  da det straalte i Norden,
  da Himlen var paa Jorden,
20 giv et Glimt tilbage!
   
  Skyen suser,
  Natten bruser,
  Gravhöien sukker,
  Rosen sig lukker.
25 De övre Regioner
  toner!
  De sig möde, de sig möde,
  de forklarede Höie,
  kampfarvede, röde,
30 med Stierneglands i Öie.
   
  „I som raver i blinde,
  skal finde
  et ældgammelt Minde,
  der skal komme og svinde!
35 Dets gyldne Sider
  skal Præget bære
  af de ældste Tider.
  Af det kan I lære.
  Med andagtsfuld Ære
40 I vor Gave belönne.
  Det skiönneste Skiönne,
  en Möe
  skal Helligdommen finde!“
  Saa synge de og svinde.
45 Lufttonerne döe!
   
  Hrymfaxe den sorte
  puster og dukker
  og i Havet sig begraver.
  Morgenens Porte
50 Delling oplukker,
  og Skinfaxe traver
  i straalende Lue
  paa Himlens Bue.
   
  Og Fuglene synge.
55 Dugperler bade
  Blomsterblade,
  som Vindene gynge.
  Og med svævende Fied
  en Möe hendandser
60 til Marken afsted.
  Violer hende krandser.
  Hendes Rosenkind brænder,
  hun har Lilliehænder.
  Let som en Hind
65 med muntert Sind,
  hun svæver og smiler;
  og som hun iler
  og paa Elskov grubler —
  hun snubler!
70 og stirrer og skuer
  gyldne Luer,
  og rödmer og bæver
  og zittrende hæver
  med undrende Aand,
75 af sorten Muld,
  med sneehvide Haand,
  det röde Guld.
   
  En sagte Torden
  dundrer!
80 Hele Norden
  undrer!
   
  Og hen de stimle
  i store Vrimle,
  og grave og söge
85 Skatten at foröge.
  Men intet Guld!
  Deres Haab har bedraget.
  De see kun det Muld,
  hvoraf de er taget.
   
90 Et Sekel svinder!!
   
  Over Klippetinder
  det atter bruser.
  Stormenes Sluser
  bryde med Vælde.
95 Over Norges Fielde
  til Danmarks Dale
  i Skyernes Sale,
  de forklarede Gamle
  sig atter samle.
   
100 „For de sieldne Faae
  som vor Gave forstaae,
  som ei Jordlænker binde,
  men hvis Siele sig hæve
  til det Eviges Tinde,
105 som ane det Höie
  i Naturens Öie,
  som tilbedende bæve
  for Guddommens Straaler,
  i Sole, i Violer,
110 i det Mindste, i det Störste,
  som brændende törste
  efter Livets Liv,
  som — o store Aand
  for de svundne Tider!
115 see dit Guddomsblik
  paa Helligdommens Sider,
  for dem lyder atter vort Bliv!
  Naturens Sön,
  ukiendt i Lön,
120 men som sine Fædre,
  kraftig og stor,
  dyrkende sin Jord,
  ham vil vi hædre,
  han skal atter finde!“
125 Saa synge de og svinde.
   
  Hrymfaxe den sorte
  puster og dukker,
  og i Havet sig begraver.
  Morgenens Porte
130 Delling oplukker,
  og Skinfaxe traver
  i straalende Lue,
  paa Himlens Bue.
   
  Ved lune Skov
135 Öxnene trække
  den tunge Plov,
  over sorten Dække.
   
  Da standser Ploven,
  og en Gysen farer
140 igiennem Skoven.
  Fugleskarer
  pludselig tier.
  Hellig Taushed
  alt indvier.
   
145 Da klinger i Muld
  det gamle Guld.
   
  Tvende Glimt fra Oldtidsdage
  funkler i de nye Tider.
  Selsomt vendte de tilbage,
150 gaadefyldt paa röde Sider.
   
  Mystisk Helligdom omsvæver
  deres gamle Tegn og Mærker.
  Guddomsglorien ombæver
  Evighedens Underværker.
   
155 Hædrer dem, thi Skiebnen skalter!
  snart maaskee de er forsvunden.
  Jesu Blod paa Herrens Alter
  fylde dem, som Blod i Lunden.
   
  Men I see kun deres Lue,
160 ikke det ærværdigt Höie!
  Sætte dem som Pragt tilskue
  for et mat nysgierrigt Öie.
   
  Himlen sortner, Storme brage!
  Visse Time du er kommen.
165 Hvad de gav de tog tilbage.
  Evig bortsvandt Helligdommen.
 

Skrevet sommeren 1802.

Ordforklaring:

De higer og söger: oldtidsforskerne - oplukte Höie: udgravede gravhøje - sig Tanken forvirrer: forskerne kommer ikke i forbindelse med fortiden ad tankens vej -I gamle Dage: Forskernes bøn (der tales til de gamle dage) - De övre Regioner: de højere luftlag -de forklarede Höie: guderne - röde: dvs i kobberrustninger - Hrymfaxe: nattens hest i nordisk mytologi - Delling: dagens far - Skinfaxe: dagens hest - Lilliehænder: romantisk idealisering af almuen - Sekel: århundrede -Guddomsblik paa Helligdommens Sider: de uforklarede billeder på hornenes sider - skalter: behandler vilkårligt -Sætte dem som Pragt tilskue: guldhornene var udstillet på Det kongelige Kunstkammer.

 

Hør indspilning af Guldhornene fremført Poul Reumert her!

 

 

Adam Oehlenschläger: "Guldhornene"

Her er et par opgaver og spørgsmål til overvejelse undervejs:

 

1

Lav en kompositionsanalyse - dvs. find de afsnit digtet falder i og prøv at bestemme indholdet i de forskellige afsnit. Sæt en kort overskrift på hvert hovedafsnit.

 

2

Digtet handler jo om, hvordan de to guldhorn blev fundet. Hvilke omstændigheder skal der ( ifølge digtet) til, før det er muligt at finde?

Og hvad karakteriserer de mennesker, som ikke finder noget?

 

3

Kig på naturbeskrivelserne i forbindelse med fundet af de to horn. Hvordan reagerer naturen? Kan du forklare naturens reaktion?

 

4

Første del af digtet er skrevet i oldtidens verseform. Anden del af digtet i moderne form (rytme, enderim osv.). Hvorfor mon Oehlenschläger har valgt to forskellige verseformer i det samme digt?

 

5

Sidste del af digtet beskriver det forhold, hornene er forsvundet fra deres udstillingsmontre (de blev stjålet og senere smeltet om).

Hvordan forklarer Oehlenschläger hornenes forsvinden? Hvad er årsagen?

 

6

Hvad er digtets budskab og menneskesyn?

 

Evaluering:

Lav et resume af det du har fået ud af denne undervisningsgang.

Navn:

 

 

 

 

 

 

                    »Den største Sorg i Verden her 
                    »Er dog at miste den, Man har kjer.« 

Stundom, naar jeg har vandret ret ude i den store Alhede, hvor jeg kun har havt den brune Lyng omkring mig og den blaae Himmel over mig; naar jeg vankede fjernt fra Menneskene og Mindesmærkerne om deres Puslen hernede, der i Grunden kun er Muldvarpeskud, som Tiden eller en og anden urolig Tamerlan engang jevner med Jorden; naar jeg svævede hjertelet, frihedstolt som Beduinen, hvem intet Huus, ingen snævert begrændset Mark fængsler til Pletten, men som ejer, besidder Alt hvad han seer, som - ikke boer - men lysterer hvor han vil; naar da mit vidt omsvævende Blik i Kimingen skimtede et Huus, og saaledes ubehageligen standsedes i sin lette Flugt: stundom opstod da, Gud forlade mig denne Flyvetanke; thi Andet var det dog ikke - det Ønske, gid denne Menneskevaaning var borte! der boer ogsaa Møje og Kummer; der trættes, der kives ogsaa om Mit og Dit! - Ak! den lykkelige Ørken er baade min og din, er Alles, er Ingens. - En Forstmand skal have foreslaaet at forstyrre hele Colonieanlægget, plante Skov paa Beboernes Marker og i deres sløjfede Byer; mig har stundom den langt umenneskeligere Tanke paatrængt sig: hvad om her endnu havde været lynggroet Hede, den Samme, som for Aartusinder siden, uforstyrret, uomrodet af Menneskehænder! Men, som sagt, jeg meente det ikke alvorligt. Thi naar jeg udmattet, mødig, smægtende af Hede og Tørst med smertelig Længsel tænkte paa Arabernes Telt og Kaffekjedel: da takkede jeg Gud, at et lyngtækt Huus - om end milelangt borte - forjettede mig Skygge og Vederqvægelse.
   Og befandt jeg mig saaledes for en Deel Aar siden en stille, varm Septemberdag langt ude i denne samme Hede, som jeg i arabisk Forstand kalder min. Ingen Vind bevægede den rødmende Lyng; Luften var lummer og døsig. De fjerne Bakker, som begrændsede Synskredsen syntes at svømme, liig Skyer, omkring den uhyre Slette; og antoge mange vidunderlige Skikkelser af Huse, Taarne, Slotte, Mennesker og Dyr; men alle af dunkle uformede Omrids, ustadige vexlende som Drømmebilleder: snart forvandledes en Hytte til en Kirke, denne igjen til en Pyramide; hist hævede sig et Spiir, her sank et andet; et Menneske blev til en Hest, og denne igjen til en Elephant; her gyngede en Baad, og der et Skib med udspændte Sejl. - Længe forlystede sig mit Øje ved Beskuelsen af disse phantastiske Figurer - et Panorama, som kun Søemanden og Ørkens Indvaaner har Lejlighed at nyde - da jeg omsider træt og tørstig begyndte at lede om et rigtigt Huus blandt de mange falske; jeg ønskede ret inderligt at bortbytte alle mine prægtige Feeslotte for en eneste menneskelig Hytte. Det lykkedes: jeg opdagede snart en virkelig Gaard uden Spiir og Taarne, hvis Omrids bleve tydeligere og skarpere, jo nærmere jeg kom den, og som, flankeret af Tørvestakke, saae langt større ud, end den virkelig var.
   Dens Beboere vare mig ubekjendte. Deres Klædedragt var fattig, deres Huusgeraad tarveligt; men jeg vidste, at Hedeboeren tit gjemmer ædelt Metal, i et umalet Skriin eller i et usselt Hængeskab, og en tyk Tegnebog indenfor en lappet Kofte; da derfor mit Blik ved Indtrædelsen faldt paa en Alkove fuldstoppet med Strømper, formodede jeg ganske rigtigt, at jeg befandt mig hos en velhavende Hosekræmmer. (I Parenthes være det sagt, at jeg ingen fattige kjender.)
   En halvgammel, graahærdet, men endnu kraftig Mand rejste sig fra Skiven, og bød mig Haanden med de Ord: »Velkommen! - med Forlov at spørge, hvor er den gode Ven fra?« - Man opholde sig ikke over saa ufiint og ligefremt et Spørgsmaal! Hedebonden er ligesaa gjæstfrie, men lidt mere nysgjerrig, end de skotske Lairder; og i Grunden kan Man ikke fortænke ham i, at han gjerne vil vide, hvem han beværter. Da jeg havde fortalt ham, hvo og hvorfra jeg var, kaldte han paa sin Kone, der strax satte frem, hvad Huset formaaede, og nødte mig med godhjertig Venlighed til at spise og drikke; skjøndt min Hunger og Tørst gjorde al Nøden overflødig.
   Jeg var midt i Maaltidet og midt i en politisk Samtale med min Vert, da en ung og overmaade dejlig Bondepige traadte ind, hvem jeg ufejlbarligen vilde have erklæret for en, fra grusomme Forældre og et modbydeligt Ægteskab bortflygtet, forklædt Frøken; hvis ikke hendes rødladne Hænder og uforfalskede Bondemaal havde overbeviist mig om, at ingen Travestering fandt Sted. Hun nikkede venligt, kastede et flygtigt Blik hen under Bordet, gik ud, og kom snart igjen med et Fad Melkogbrød, hvilket hun satte paa Gulvet med de Ord: »Deres Hund kan maaskee ogsaa trænge til Noget.« Jeg takkede for hendes Opmærksomhed; men denne var ganske henvendt til den store Hund, hvis Graadighed snart gjorde tomt Fad, og som nu paa sin Viis takkede Giverinden ved at stryge sig ind til hende; og da hun lidt ængstelig løftede Armen i Vejret, misforstod Chasseur denne Bevægelse, gjorde adroit, og trængte den skrigende Pige baglænds hen mod Alkoven - jeg kaldte Hunden af, og udtydede hende hans gode Mening. - Ikke skulde jeg have hendraget Læserens Opmærksomhed til et saa trivielt Optrin, undtagen for at anbringe den Bemærkning: at Alt klæder de Smukke godt; thi virkelig fremviste denne Bondepige, i Alt hvad hun sagde og foretog sig, en vis naturlig Ynde, som ingenlunde kunde skrives paa Coqvetteriets Regning, undtagen Man saaledes vil benævne en medfødt, uvitterlig Instinct.
   Da hun havde forladt Stuen, spurgte jeg Forældrene, om det var deres Datter. De bejaede det, med Tillæg, at hun var eneste Barn. »Hende beholde I vist ikke længe,« sagde jeg. »Gud bevare os! hvorledes mener De det?« spurgte Faderen; men et selvbehageligt Smiil viste, at han nok forstod min Mening. »Jeg tænker,« svarede jeg: »at hun neppe vil mangle Bejlere.« »Hm!« brummede han: »Bejlere kan vi faae nok af; men om de due Noget, det var det, vi skulde snakke om. At frie med et Lommeuhr og en sølvbeslagen Pibe, kan ikke gjøre Sagen klar; der vil Mere til at kjøre, end at sige Hyp! - Saamænd!« vedblev han, støttende begge Næver paa Bordet, og bukkende sig, for at kige ud af det lave Vindue: »kommer ikke der Een af dem - en Faaredreng, der nys er kravlet op af Lyngtoppene - hæ! Een af de Kumpener, der rende omkring med et Par Dos Hoser i en Tværsæk - dum Hund! frier til vor Datter med to Stude og halvtredie Koe - jo luur ham! - Stodder!« Al denne Udgydelse var ikke henvendt til mig, men til den Kommende, paa hvem han fæstede sit formørkede Blik, idet denne ad en Lyngvej vandrede ind mod Gaarden. Han var endnu saa langt borte, at jeg fik Tid til at udspørge min Vert om det unge Menneske, og erfare: at han var en Søn af nærmeste Naboe - som notabene dog boede over en halv Miil derfra - at Faderen kun ejede et lidet Boel, hvorpaa han endda skyldte Hosekræmmeren to Hundrede Daler; at Sønnen havde nogle Aar gaaet omkring med uldne Vare, og endelig havde vovet at bejle til den dejlige Cecil; men faaet et reent Afslag. - Medens jeg anhørte denne Beretning, var hun selv kommen ind; og hendes bekymrede Blik, der vexelviis deelte sig imellem Faderen og Vandreren derude, lod mig gjætte, at hun ikke deelte den Gamles Anskuelse af Sagen. - Saasnart den unge Kræmmer traadte ind af den ene Dør, gik hun ud af den anden; dog ikke uden et hurtigt, men ømt og smerteligt Øjekast.
   Min Vert vendte sig om mod den Indtrædende, greb med begge Hænder om Bordbladet, som om han fandt et Støttepunkt fornødent, og besvarede det unge Menneskes »Guds Fred! og Goddag!« med et tørt »Velkommen!« - Hiin blev først staaende en Stund, lod sine Øjne løbe omkring i Værelset, udtrak derpaa af Indrelommen en Tobakspibe, af Baglommen en Pung, bankede Piben ud paa Kakelovnen ved sin Side, og stoppede paany. Alt dette skedte langsomt, og ligesom i en afmaalt Tact, og min Vert forblev stedse ubevægelig i sin antagne Stilling.
   Den Fremmede var en meget smuk Karl, en ægte Søn af vor nordiske Natur, der driver langsomt, men kraftigt og varigt: lyshaaret, blaaøjet, rødkindet, hvis fiintdunede Hage Ragekniven endnu ikke havde berørt, skjøndt han vist allerede var sine fulde tive Aar. Han var paa Kræmmerviis klædt fornemmere end en almindelig Bonde, end selv den rige Hosekræmmer, i Frakke og vide Beenklæder, rødstribet Vest og blaatblommet Bomuldshalsklæde - han var ingen uværdig Tilbeder af den skjønne Cecilia. Mig behagede han ydermere ved et blidt og aabent Ansigt, der vidnede om Ærlighed, Taalmod og Udholdenhed - et Hovedtræk i den cimbriske Nationalcaracteer.
   Det varede en god Stund, inden Nogen af dem vilde bryde Tausheden. Endelig oplod dog Værten først sin Mund, spørgende langsomt, koldt og ligegyldigt: »hvor gjælder Rejsen idag, Esben?« Den Tiltalte svarede, medens han i Mag slog Ild til sin Pibe, og tændte den med lange Drag: »Ikke længere idag; men imorgen vil jeg afsted til Holsteen.« Herpaa blev atter en Pause, under hvilken Esben tog Stolene i Øjesyn, og valgte een, paa hvilken han satte sig. Imidlertid kom Moder og Datter ind; den unge Kræmmer nikkede ad dem med en saa fuldkommen rolig og uforandret Mine, at jeg skulde have troet, den skjønne Cecilia var ham aldeles ligegyldig, hvis jeg ikke havde vidst, at Kjerligheden i et saadant Bryst kan være stærk, hvor stille den end lader; at den ikke er en Lue, som blusser og gnistrer; men en Glød, der varmer jevnt og længe. Cecilia satte sig med et Suk ved den nederste Bordende, og begyndte ivrigen at strikke; hendes Moder nedlod sig med et sagte: »velkommen Esben!« ved Spinderokken.
   »Det skal vel være paa Handelens Vegne?« tog Verten nu Ordet. »Som det vil byde sig;« svarte hans Gjæst: »Een faaer at prøve, hvad der kan være at tjene i Sønden. Min Begjæring er ellers, at I ikke vilde jage for stærkt med at gifte Cecil hen, inden jeg kommer tilbage, og vi faae at see, hvordan min Lykke skal blive.« Cecil rødmede; men vedblev at stirre paa sit Arbejde. Moderen standsede Rokkehjulet med den ene Haand, lagde den anden i Skjødet, og saae stivt hen paa den Talende; men Faderen sagde, idet han vendte sig om til mig: »Mens Græsset groer, døer Horsemoer! Hvor kan Du forlange, at Cecil skal bie efter Dig? Du kan blive længe borte - kan hænde sig, Du kommer aldrig meer.« »Saa er det eders Skyld, Michel Krænsen!« faldt Esben ind: »Men det siger jeg Eder: dersom I tvinger Cecil til nogen Anden, gjør I stor Synd baade mod hende og mig.« Dermed rejste han sig, rakte begge de Gamle Haanden, og sagde dem et but Farvel. Til sin Kjereste sagde han, men i en lidt svagere og blødere Tone: »Farvel Cecil! og Tak for alt Godt! tænk paa mig til det Bedste, om Du ellers maae - Gud være med Dig! - og med Eder Allesammen! Farvel!« - Han vendte sig mod Døren, gjemte Pibe, Pung og Fyrtøj, hver Deel i sin behørige Lomme, tog Kjeppen, og vandrede bort, uden endog en eneste Gang at see sig tilbage. - Den gamle Mand smiilte, som før; hans Kone udstødte et »Aa ja!« og satte Rokken atter igang; men Taare trillede paa Taare ned over Cecilias Kinder.
   Jeg havde her den meest indbydende Anledning til at udvikle de Grundsætninger, der bør lede Forældre med Hensyn til deres Børns Giftermaal. Jeg kunde have erindret dem om, at Rigdom ikke er nok til ægteskabelig Lyksalighed, at Hjertet ogsaa maae have sin Stemme: at Klogskab overalt tilraader, at see mere paa Retskaffenhed, Flid og Dygtighed, end paa Penge; jeg kunde have foreholdt Faderen (thi Moderen lod til i det mindste at være neutral) hans Haardhed mod den eneste Datter. Men jeg kjendte Almuen for godt til at spilde unyttige Ord paa denne Materie; jeg vidste, at Formue gaaer for Alt i denne Stand - og - mon det er stort anderledes hos de andre Stænder? Jeg kjendte ydermere Bondens Fasthed, der gaaer lige til Haardnakkenhed, i denne Punkt, og at han i Controverser af denne Art med sine Overmænd ofte firer af, og lader som han gik over til deres Mening; saa Man fristes til at troe ham overbeviist og overvunden, naar han just er urokkeligst bestemt paa at følge sit eget Hoved. - Tilmed er der endnu een Betragtning, som byder mig, ikke ubuden at stikke min Finger imellem Kniv og Væg, mellem Dør og Karm, mellem Hammer og Ambolt, denne nemlig: mon ikke Riigdom alligevel er den reelleste af alle jordiske Goder? dem NB. som efter Epictets Inddeling »ere ikke i vor Magt.« Er Penge ikke tilstrækkelige Surrogater for alle sublunariske Herligheder? uforkastelige Representativer for Mad og Drikke, Klæder og Huuslye, for Agtelse og Venskab, ja for selv en vis Grad af Kjerlighed? Er Formue endelig ikke det, som forskaffer de fleste Nydelser, den største Uafhængighed? som erstatter de allerfleste Mangler? Er Armoden ikke den Klippe, hvorpaa baade Venskab og selve Kjerlighed ofte monne strande? - »Naar Krybben er tom, bides Hestene« siger Bonden; og hvad sige de Andre, naar Elskovsrusen er bortdunstet og Hvedebrødsdagene forbi? Vist nok var det ønskeligt, at Amor og Hymen stedse kunde følges ad; men de ville dog helst have Pluto i Ledtog med sig.
   Efter saadan Anskuelse af Verden, som den er - meer fornuftig maaskee, end Nogle vente og Andre ønske hos en Romanforfatter - vil Man finde det conseqvent, at jeg ikke indblandede mig i Esbens og Cecilias Roman, saameget mindre, som Samme fra den Førstes Side torde være en ret fornuftig Speculation, beregnet mindre paa Datterens Skjønhed og Hjerte, end paa Faderens fuldproppede Alkove og tunge Hængeskab. Og skjøndt jeg vel vidste, at reen Kjerlighed ikke er en reen poetisk Opfindelse, erkjendte jeg dog allerede dengang, at den fandtes oftere i Bøger, end udenfor dem. - Da altsaa den skjønne Cecilia var gaaet ud - formodentlig for useet at give Følelserne Afløb i en rigere Taarestrøm - henkastede jeg alene den Yttring: at det var Skade, den unge Knøs ikke sad varmere, eftersom det dog lod til, han var et skikkeligt Menneske, og havde Godhed for Pigen. »Dersom« lagde jeg til, »han engang kunde komme hjem igjen med en Snes gode Sedler - « »- og de saa vare hans egne« lagde gamle Michel polidsk til; »ja det var en anden Sag.«
   Jeg gik atter ud i min mennesketomme og sorgløse Hede. Langt borte til Siden saae jeg endnu Esben og Røghvirvlerne af hans Pibe; saaledes - tænkte jeg - uddamper hans Sorg og hans Kjerlighed; men den stakkels Cecilia? Jeg kastede endnu et Blik tilbage paa den rige Hosekræmmers Gaard og sagde ved mig selv, havde denne ikke lagt der, randt saa mange færre Taarer i Verden.

Der gik sex Aar hen, inden jeg igjen kom paa denne Kant af Heden; det var et ligedant stille, varmt September-Vejr som forrige Gang. Tørsten drev mig til Huus, og det traf sig saa, at Hosekræmmerens netop var det nærmeste. Ved at gjenkjende den gode Michel Krænsens eensomme Vaaning, kom jeg først i Tanke om den smukke Cecilia og hendes Kjereste; og Nysgjerrighed efter at vide, hvad Udfald denne Hedeidyl havde faaet, drev ligesaa stærkt som Tørsten. Under slige Omstændigheder er jeg meget tilbøjelig til at anticipere den virkelige Historie; jeg gjør mine Gisninger, jeg forestiller mig, hvorledes det kunde og borde være, og prøver hvorvidt mit Bestik vil stemme overeens med Skjæbnens Styrelse. Ak! som oftest ere mine Gjetningers Afdrivt fra Begivenhedernes rette Cours saare stor! Saaledes ogsaa her: Jeg tænkte mig Esben og Cecilia som Mand og Kone; hun med en Glut ved Brystet, Bedstefaderen med en eller to større paa sit Knæe, den unge Kræmmer selv som en drivtig og lykkelig Bestyrer af den nu udvidede Strømpehandel - men, det kom ganske anderledes.
   Idet jeg traadte ind i Forstuen, hørte jeg en blød kvindelig Stemme synge, hvad jeg i Førstningen antog for en inddyssende Vuggesang; dog var Tonen saa tungsindig, at min høje Forventning allerede fik et betydeligt Nedfald. Jeg blev staaende og lyttede: Visens Indhold var haabløs Elskovs Klage. Udtrykket var simpelt, men sandt og rørende; men min Hukommelse beholdt kun det ved Slutningen af hvert Vers gjenkommende Omqvæd:

           »Den største Sorg i Verden her, 
           Er dog at miste den, Man har kjer.« 
Med mørke Ahnelser aabnede jeg Stuedøren.
   Et middelaldrende stort og ført Bondekvindfolk, som sad og kartede, faldt mig først i Øjnene; men det var ikke hende, der sang. Den Syngende vendte Ryggen til, hun sad og rokkede hurtigt frem og tilbage, og bevægede Hænderne, som om hun spandt. Den første rejste sig, og bød mig Velkommen; men jeg gik frem for at see den Anden i Ansigtet. - Det var Cecilia, bleg, dog smuk endnu; indtil hun hævede sit Blik til mig: ak! da lyste Vanviddet ud af de matglimtende Øjne, af hele Aasynets vammelsøde Smiil. Ogsaa bemærkede jeg, at hun ingen Rok havde for sig; men at den, hun indbildte sig at træde, matte være af samme Stof som Macbeths Dolk. - Hun standsede baade med Sangen og med sit luftige Spind, og spurgte mig ivrigt: »Er I fra Holsteen? Saae I Esben? Kommer han snart?« Jeg fornam, hvorledes jeg var faren; og svarte ligesaa hurtigt: »Jo, nu bier han ikke ret længe, jeg skal hilse Dig fra ham.« »Saa maae jeg ud at møde ham!« raabte hun glad, sprang op fra sin lille Halmstol, og hoppede hen mod Døren. »Tøv lidt, Cecil!« sagde den Anden, og lagde Karterne tilside, »og lad mig komme med!« Dertil blinkede hun ad mig, og virrede med Hovedet - hendes Minespil var overflødigt. »Moer!« raabte hun højt mod Kjøkkendøren, »der er En herinde. Kom ind! for nu gaae vi.« Hun sprang efter den Vanvittige, som allerede var ude i Gaarden.
   Den Gamle kom ind; jeg gjenkjendte hende ikke; men formodede dog rigtignok, at hun maatte være den ulykkelige Piges Moder. Sorg og Alderdom havde vel ogsaa taget stærkt paa hende. Ej heller hun erindrede mig fra forrige Gang; men efter et »Velkommen! Sid ned!« gjorde hun det sædvanlige Spørgsmaal: »Med Forlov, hvor er den gode Mand fra?« Jeg sagde dette, og mindede hende tillige om, at jeg havde været der for nogle Aar siden. »Herre Gud!« raabte hun, og slog Hænderne sammen, »er det Dem? Vær saa god og sæt Dem op for Bordenden, mens jeg skjærer et Stykke Smørrebrød - maaskee De ogsaa er tørstig?« Uden at oppebie mit Svar skyndte hun sig ind i et lidet Sideværelse, og kom snart efter tilbage baade med Spise og Drikke.
   Vel var jeg begjærlig efter at erfare det Nærmere angaaende den stakkels Cecilia; men en Forudfølelse af noget særdeles Sørgeligt dæmpede min Nysgjerrighed, og afholdt mig fra ligefrem at spørge om det, jeg baade ønskede og frygtede at høre. »Er Manden ikke hjemme?« var min første Tiltale. »Min Mand?« sagde hun, »ham har vor Herre taget for længe siden; ja saamænd! det bliver nu tre Aar til Mikkelsdag, at jeg har siddet Enke - et Stykke endnu! vær saa god! og forsmaae det ikke! det er rigtignok kun Bondekost!« »Mange Tak!« svarte jeg, »jeg er mere tørstig end sulten - saa eders Mand er Eder nu falden fra - det var et stort Tab, en stor Sorg for Eder - « »Ak ja!« sukkede hun med taarefyldte Øjne; »men det var ikke den eneste - Herre Gud! saae De ikke vor Datter?« »Jo!« svarede jeg, »hun forekom mig lidt aparte - « »- Hun er reent afsindig« sagde hun, bristende i Graad, »vi maae holde et Menneske bare for at passe paa hende, og hun kan heller ikke tage sig stort Andet for; hun skulde rigtig nok fare med at spinde og binde lidt, men det har intet Skrid, for hun maae løbe med hende vel de sexten Gange om Dagen, naar hun kommer i Tanker om Esben - « »- Hvor er Esben?« afbrød jeg: »I Guds Rige« svarte hun, »saa De har ikke spurgt det? Ja Gud naade os! han fik en ynkelig Død; saadan en Elendighed har der aldrig Nogen hørt - De maae ikke være storagtig; spiis og drik, mens De lyster! - ja saamænd! jeg har gaaet Noget igjennem, siden De var her sidst. Tiderne ere ogsaa besværlige: med Hoserne er det forbi, og vi skal holde Fremmede til at see efter Alting.« Da jeg mærkede, at hendes Sorg over det Forbigangne, blandet med Omsorg for det Nærværende, ikke var større, end at hun jo vel vilde udholde at fortælle mig hendes Gjenvordigheder, bad jeg hende derom. Hun føjede mig villig i min Begjering, og gav mig en Beretning, som jeg - med Udeladelse af uvedkommende Indblandinger - vil levere saa godt jeg formaaer i Fortællerindens egen simple og enfoldige Stiil.
   »Vi og Kjeld Esbensen« - begyndte hun, efter at have trukket en Stol hen til Bordet, sat sig paa Samme, og lavet sit Strikketøj tilrette - »har været Naboer, siden jeg kom i Gaarden. Kjelds Esben og vores Cecil bleve gode Venner, inden Nogen vidste det. Vor Mand var ikke meget glad, og jeg ikke heller, for Esben havde ikke stort, og hans Fader slet Intet. Men vi tænkte alligevel, at Tøsen skulde have været klogere, end at lægge sig efter saadan en grøn Dreng. Han løb rigtig nok omkring med lidt Hoser, og tjente et Par Skilling; men hvorlangt skulde det række? Saa kom de og bejlede: vor Mand sagde nej - som ikke sært var - og dermed drog Esben ad Holsteen til. Vi fornam nok, at Cecil blev lidt tungsindig; men det kjerte vi os ikke efter; »hun glemmer ham vel« sáe vor Mand, »naar den Rette kommer.« Det varede heller ikke længe inden Mads Egelund - jeg veed ikke, om De kjender ham? han boer ellers et Par Miil herfra, han kom, og bejlede med en gjældfrie Gaard og tre tusind Daler paa Rente. Det kunde nok gaae an. Michel sagde straks Ja; men Cecil - Gud bedre! hun sagde Nej. Saa blev Manden vred, og holdt Huus med hende. Jeg syntes nok, han var for haard; men den salig Mand vilde helst raade sig selv; og derfor gik ogsaa han og Madses Fader til Præsten og lod lyse. Det gik godt to Søndage; men den tredie, da han sagde: »Haver Nogen Noget derimod at sige,« rejste Cecil sig i Stolen, og raabte: »Det har jeg; der er lyst tre Gange for mig og Esben i Paradiis.« Jeg tyssede paa hende; men det var for silde: ethvert Menneske i Kirken havde hørt det, og saae hen til vor Stol - vi overgik jo en stor Skam! - Endnu tænkte jeg ikke endda paa, at hun var gaaet fra Forstanden; men inden Præsten var kommen ned af Prækestolen, begyndte hun igjen at remse op om Esben og Paradiis, om Brudekjole og Brudeseng, og hist op og her ned, det Første var det Sidste, og det Sidste det Første. - Vi maatte med hende ud af Kirken. Salig Michel skjændte vel paa hende, og sagde: at det var hendes Skjelmsstykker; ja Gud hjælpe os for Skjelmsstykker! Det var hendes ramme Alvor; taabelig var hun og taabelig blev hun.«
   Her lod Fortællerinden Bindehosen synke i Skjødet, tog Uldnøglet fra den venstre Skulder, drejede det nogle Gange og bekikkede det paa alle Sider. Men hendes Tanker vare andensteds henne: efter et Par Minuters Ophold trykkede hun Nøglet ind imod begge Øjnene, hang det atter paa sin Hægte, og satte Strikkepindene i hurtig Bevægelse, idet hun saaledes sammenknyttede den sørgelige Begivenheds afrevne Traad.
   »Al hendes Tale gik ud paa, at hun var død og kommen i Paradiis, og der skulde hun giftes med Esben, saasnart han ogsaa var død; og det blev hun ved med baade Nætter og lyse Dage. Salig Michel fornam da, hvordan det hang sammen: »»Det er Guds Gjerning«« sagde han »»hans Villie kan Ingen modstaae;«« men det gik ham nær alligevel, og jeg veed nok, hvormangen god Time jeg har lagt i min Seng og grædt, naar alle de Andre vare til Ro. Sommetider kom det mig for, det havde været bedre, om de to unge Folk vare komne sammen: »»kan hænde sig«« sagde vor Mand; »»men det skulde nu ikke være.««
   »I det første Par Maaneder var hun slem uregjerlig og vi døjede Haardhed med hende; siden faldt hun noget til Rolighed, snakkede kun lidt; men sukkede og græd alt imellem. Ingen Ting vilde hun bestille, for »»i Himmerig«« sagde hun »»der er det Helligdag hver Dag.««
   »Saadan gik der saavel et halvt Aar hen; og det var for det meste dobbelt saa længe siden Esben var draget ud i Sønden, og Ingen havde spurgt Noget fra ham hverken Godt eller Ondt. Da hændte det sig en Dag allerbedst som vi sad her, salig Michel og Cecil og jeg, at Esben treen ind ad Døren. Han var kommen lige fra Rejsen, havde ikke været ved sit eget Hjem, og vidste ikke heller hvordan her stod til, indtil han kastede sine Øjne paa Pigen: saa kunde han nok see, at det var ikke rigtigt fat. »»Du tøver længe«« sagde hun, »»Brudesengen har staaet opredt over Aar og Dag; men siig mig først: er Du død eller levende?«« »»Herre Gud, Cecil!«« sagde han, »»Du kan jo vel see, at jeg er levende!«« »»Det var Skade«« svarte hun »»for saa kan Du ikke komme ind ad Paradisets Dør. Stræb at ligge Dig til at døe saasnart Du kan! thi Mads Egelund gaaer og lurer paa, om han ikke kunde komme først.«« »»Det er en maadelig Tilstand«« sagde han: »»Michel! Michel! I har gjort stor Uskjel imod os. Jeg er Mand nu paa fem Tusinde Daler saavel: Min Morbroer ude i Holsteen er død ugivt, og jeg skal arve ham.«« »»Hvad for Noget?«« sagde vor Mand »»det var Skade, vi ikke vidste det lidt før; men giv Dig Stunder! Pigen kan vel komme sig endnu.«« Esben rystede paa Hovedet, og gik hen til vor Datter, for at give hende Haand: »»Cecil!«« sagde han »»snak nu fornuftig! vi ere jo levende begge To, og naar Du vil være rimelig, saa gier dine Forældre deres Minde til, at vi maae faae hinanden.«« Men hun smed begge Hænderne om paa Ryggen, og raabte: »»Viig bort fra mig! hvad haver jeg med Dig at gjøre? Du er et Menneske, og jeg en Guds Engel.«« Da vendte han sig om, og stak i at græde ret bitterlig: »»Gud forlade Jer, Michel Krænsen!«« sagde han, »»hvad I har gjort imod os to syndige Mennesker!«« »»Giv Dig tilfreds!«« sagde vor Mand, »»det kan blive godt. Læg Dig nu her i Nat, og lad os see hvad hun siger i Morgen.««
   »Det var Aften, og der trak et strængt Vejr op med Torden og Lynild, det grusseligste jeg nogen Tid har kjendt - ret som Verden skulde forgaae. Saa blev Esben da tilsinds at slaae sig til Ro hos os, og saasnart Vejret linnede, lagde han sig i Overstuen. Vi Andre gik ogsaa tilsengs; men jeg kunde længe høre igjennem Væggen, hvordan han sukkede og græd; jeg troer ogsaa at han bad til Gud i Himlen. Endelig faldt jeg ogsaa hen. Cecil laae og sov i den Alkove ligeoverfor Michels og min her.«
   »Det kunde vel være en Timestid eller noget mere over Midnat, da jeg vaagnede. Det var stille udenfor, og Maanen skinnede ind ad Vinduet. Jeg laae og tænkte paa den Elendighed, som var overgaaet os; jeg tænkte mindst paa, at det var skeet, som jeg nu skal fortælle Jer. - Det kom mig for, at det var saa roligt henne hos Cecil; jeg kunde slet ikke høre, hun drog sin Aande; ikke heller fornam jeg mere til Esben. Det bares mig for, at det ikke var rigtigt. Jeg listede mig ud af min egen Seng og hen til Cecils. Jeg kikkede derind, jeg følte efter hende; men hun var der ikke. Nu blev jeg urolig i mit Sind, sprang ud i Kjøkkenet, og tændte Lys, og dermed gik jeg op i Overstuen. Aa Gud hjælp os naadelig og vel! hvad saae jeg der? Hun sad i Esbens Seng, og havde lagt hans Hoved i sit Skjød; men da jeg saae nøjere til, var han saa bleg som et Liig i hans Ansigt, og Lagnerne vare røde af Blod. Jeg gav et Skriig af mig, og segnede om paa Jorden; men Cecil vinkede ad mig med den ene Haand, og klappede hans Kind med den anden. »»Tys! tys!«« sagde hun »»nu sover min Kjereste den søde Søvn. Ligesaa snart som I have begravet hans Legeme, bære Englene hans Sjæl til Paradiis, og der skal saa vort Bryllup staae med stor Herlighed og Glæde.«« - Ak! ak! du milde Gud og Fader! hun havde skaaret Halsen over paa ham - den blodige Ragekniv laae paa Gulvet udenfor Sengen.«
   Her skjulte den ulykkelige Enke Ansigtet i sine Hænder, og græd bitterligen, mens Forfærdelse og Smerte sammenknugede mit Bryst. Endelig kom hun til sin vante Fatning, og vedblev som følger:
   »Der blev en stor Ynk og Jammer baade her og til Esbens; men gjort Gjerning staaer ikke til at ændre. Da de kom kjørende med ham til hans Forældre - de tænkte, at han var vel forvart ude i Holsteen - ja, da blev der en Skrigen og en Skraalen, som Gaarden skulde have falden. Han var en skikkelig Karl, og nu kommen til saa stort Middel og Riigdom, og maatte alligevel saa ynkelig døe i hans unge Alder, og det for hans Kjerestes Haand. - Salig Michel kunde heller aldrig glemme det; han blev ikke Mand siden. Et Par Maaneder efter blev han liggende syg, og saa tog vor Herre ham fra mig.«
   »Den selvsamme Dag, som han blev jordet faldt Cecil i en dyb Søvn, og sov hun saamænd tre Ætmaal ud i eet. Da hun vaagnede, var hendes Forstand kommen tilbage. Jeg sad ved hendes Seng, og ventede, at vor Herre skulde løse op for hende. Men allerbedst som hun laae, drog hun et dybt Suk, kastede sine Øjne paa mig, og sagde: »»hvorledes er det fat? hvor har jeg været? jeg har havt en underlig Drøm: det kom mig for, jeg var i Himmerig, og Esben hos mig. - Herre Gud, Moer! hvor er Esben? har I ikke hørt fra ham, siden han drog ad Holsteen?«« - Jeg vidste ikke ret, hvad jeg torde svare. Nej - sagde jeg - vi veed ikke Stort om ham. Hun sukkede! »»Hvor er Faer?«« spurgte hun saa. Din Fader har det godt - svarte jeg - ham har Gud taget til sig - da græd hun. »»Moer! lad mig see ham!«« sagde hun. Det kan Du ikke Barn! - svarte jeg - for han er jo i Jorden. »»Gud bevare os!«« skreeg hun, »»hvorlænge har jeg da sovet?«« - Heraf mærkede jeg, at hun ikke selv vidste, i hvad Tilstand hun havde været. »»Har I vækket mig, Moer!«« sagde hun igjen »»har I ingen Tjeneste gjort mig: jeg sov saa sødt; jeg drømte saa dejligt; Esben kom hver Nat og besøgte mig i skinnende hvide Klæder og med en rød Perlekrands om hans Hals!««
   Her faldt den Gamle atter hen i tungsindige Tanker, og først efter nogle dybe Hjertesuk tog hun atter ved.
   »Det stakkels Barn havde da faaet sin Forstand tilbage; men Gud veed, om det var bedre for hende. Hun var aldrig glad, men altid stille bedrøvet, talte ikke uden naar hun blev adspurgt, og passede sit Arbejde meget flittigt. Hun var hverken syg eller frisk.«
   »Det spurgtes da snart heromkring i Nabolavet, og et Fjerdingaarstid efter kom Mads Egelund, for at bejle til hende anden Gang. Men hun ville ikke vide af ham at sige, hverken for Lidt eller for Meget. Da han nu fornam, at hun slet ikke kunde lide ham, blev han studsig, og fik Ondt isinde. Jeg, og Folkene, og Alle de, der kom her, passede bestandig nøje paa, at vi ikke lod falde det mindste Ord om, hvordan hun selv i hendes Afsindighed havde undlivet den stakkels Esben; og hun tænkte vel ogsaa, at han enten var død eller gift derude i Sønden. - En Dag, som nu Mads er her, og trænger stærkt paa hende, om at give ham Ja, og hun saa svarer, at hun hellere vilde døe, end giftes med ham: siger han reent ud, at han slet ikke var saa hægen for Een, der havde skaaret Halsen over paa sin første Kjereste; og dermed fortæller han hende det Hele, som det var tilgaaet. Jeg staaer ude i Kjøkkenet og hørte det saa halvt om halvt. Jeg slænger hvad jeg har i Haanden, springer ind, og raaber til ham: Mads! Mads! Gud forlade Jer! hvad er det, I gjør? Men det var for silde: hun sad paa Bænken saa bleg som en kalket Væg, og Øjnene stode stivt i hendes Hoved. »»Hvad gjør jeg?«« sagde han, »»jeg siger jo ikke Andet, end hvad sandt er; det er bedre, hun faaer det at vide, end at holde hende for Nar, og lade hende gaae og vente efter en død Mand hendes hele Livstid. - Farvel! og Tak for mig!«« - Han gik; men hun var igjen falden tilbage, og faaer vel aldrig hendes Forstand mere i dette Liv. I seer selv, hvorledes hun er: al den Tid, hun ikke sover, synger hun den Vise, hun selv har digtet, dengang Esben drog til Holsteen, og bilder sig ind, at hun spinder paa Brudelagnerne. Ellers er hun dog rolig - Gud skee Lov! og gjør ikke det mindste Kræ Fortred: men vi tør alligevel ikke slippe hende af Sigte. Gud see i Naade til hende, og løse snart op for os Begge to!«
   Idet hun talte de sidste Ord, kom den Ulykkelige ind med sin Ledsagerske: »»Nej«« sagde hun, »»idag er han ikke at see; men imorgen har vi ham vist. Jeg maa skynde mig, om jeg skal blive færdig med Lagnerne.«« Hun satte sig hurtig ned paa sin lille Halmstol, og med Hænder og Fødder i rask Bevægelse, istemte hun atter sin Klagesang. Et langt, dybthentet Suk gik hvergang forud for Omqvædet: »Den største Sorg i Verden her, er dog at skilles fra den, Man har kjer.« Hendes skjønne blege Ansigt sænkede sig da ned mod Barmen, Hænder og Fødder hvilte et Øjeblik; men snart og skyndsomt rettede hun sig atter i Vejret, istemte et andet Vers, og satte Skyggerokken igang.
   I tungsindige Tanker vandrede jeg tilbage; min Sjæl havde antaget Ørkens Farve. Min Phantasie var ene sysselsat med Cecilia og hendes rædsomme Skjæbne. I hvert et fjernt Luftbillede troede jeg at see Hosekræmmerdatteren, hvorlunde hun sad og spandt, og rokkede, og slog ud med Armene. I Hjejlens sørgmodige Fløjten, i den eenlige Hedelærkes eensformige Klagetriller hørte jeg kun de sørgeligsande, af saamange tusinde saarede Hjerter dybtfølte Ord:
           »Den største Sorg udi Verden her, 
           Er dog at skilles fra den, Man har kjer.« 

 
Ordforklaring:

Hosekræmmer: omrejsende forhandler af hoser (strømper) og andre uldvarer - Tamerlan: den mongolske hærfører Timur Lenk - lysterer: drager rundt - Colonieanlægget: Frederik den 5. havde indkaldt tyske kolonister til at opdyrke heden - Skiven: bordet - Lairder: overhoveder for klaner - Travestering: forklædning - gjorde adroit: rejste sig på bagbenene - uvitterlig: ubevidst - Kumpener: fyre - Dos: dusin (12 stykker) - cimbrisk: jysk  - but: mut - Epictet: græsk-romersk filosof fra det 1. årh. e. Kr.. Han var stoiker og skelnede mellem, hvad der er i det enkelte menneskes magt, og hvad der ikke er det - sublunariske: jordiske - Hymen: den græske bryllupsgud - Pluto: rigdommens gud - anticipere: foregribe - karte: rense uld - Macbeths dolk: i Shakespeares skuespil "Macbeth" ser denne sit mordvåben i et syn - fare med: hjælpe med - binde: strikke - kjerte efter: bekymrede os om - for det meste: næsten - Uskjel: uret - Overstuen: storstuen - Ætmaal: døgn - studsig: stejl, genstridig - hægen for: ivrig efter

 

Arbejdsspørgsmål:

 

1. Redegør for novellens komposition.

2. Hvad er formålet med den indledende naturbeskrivelse og de refleksioner jeg-personen gør sig om menneskelivet ?

Hvilken livsholdning og hvilket menneskesyn kommer til udtryk i afsnittet ?

3. Giv en karakteristik af miljøet - herunder de værdier som er fremherskende hos hosekræmmeren. Vær klar til at give eksempler fra teksten som dokumentation.

4. Hvorledes opfattes kærlighedens væsen og vilkår hos hhv. hosekræmmeren, moderen, Cecil og hos fortælleren ?

5. Hvorfor går det som det går ?

Prøv at forklare Cecils reaktioner og sygdomsforløb i relation til den konflikt, hun befinder sig i.

6. Hvorfor hedder novellen " Hosekræmmeren" ?

7. Hvilket livs- og menneskesyn kommer til udtryk i novellen ?

8. Har du et bud på, hvad Blicher selv mener ??

9. Giver den indledende naturbeskrivelse mere mening, når man har læst hele novellen ?

10. Reflekter over hvorledes man kan placere teksten litteraturhistorisk

 

 

 

 

til top

 

N.F.S. Grundtvig 1783-1872

 
De Levendes Land
(1824)
 
 
   
  1. 
  O deilige Land,
  Hvor Haaret ei graaner og Tid har ei Tand,
  Hvor Solen ei brænder og Bølgen ei slaaer,
  Hvor Høsten omfavner den blomstrende Vaar,
5 Hvor Aften og Morgen gaae altid i Dands
   Med Middagens Glands!
   
  2. 
  Livsalige Land
  Hvor Glasset ei rinder med Graad eller Gran,
  Hvor Intet man savner, som Ønske er værd,
10 Hvor det ikkun fattes, som smertede her,
  Hvert Menneske søger med Længsel i Bryst
   Din smilende Kyst!
   
  3. 
  Forjættede Land!
  Du hilses i Morgenens speilklare Strand,
15 Naar Barnet mon skue din Lignelse skiøn
  Og drømmer, du findes, hvor Skoven er grøn,
  Hvor Barnet kan dele med Blomster og Siv
   Sit Smil og sit Liv!
   
  4. 
  O, flygtige Drøm
20 Om Evigheds-Øen i Tidernes Strøm,
  Om Templet for Glæden i Taarernes Dal
  Om Halvgude-Livet i Dødninge-Sal,
  Med dig fra de Fleste henfarer paa Stand
   De Levendes Land!
   
  5. 
25 O, skuffende Drøm!
  Du skinnende Boble paa Tidernes Strøm!
  Forgiæves dig Skjalden, med Mund og med Pen
  Af glimrende Skygger vil skabe igien,
  Naar Skyggen er ligest, da hulke de Smaa
30  Som stirre derpaa!
   
  6. 
  Fortryllende Drøm
  Om Evigheds-Perlen i Tidernes Strøm,
  Du giækker de Arme, der søge omsonst,
  Hvad Hjertet begiærer, i Billed og Konst,
35 Saa varigst de kalde hvad sikkert forgaaer
   Som Timer og Aar!
   
  7. 
  O, Kiærligheds Aand!
  Lad barnlig mig kysse din straalende Haand,
  Som rækker fra Himlen til Jorderigs Muld,
40 Og rører vort Øie med Fingre som Guld,
  Saa blaalig sig hæver bag buldrende Strand
   Det deilige Land!
   
  8. 
  O, himmelske Navn!
  Som aabner for vores din hellige Favn,
45 Saa Aanden, usmittet, kan røre ved Støv,
  Og levendegiøre det visnede Løv,
  O, lad mig nedknæle saa dybt i mit Leer,
   At Gud mig kun seer!
   
  9. 
  O, Vidunder-Tro,
50 Som slaaer over Dybet den hvælvede Bro,
  Der Iis-Gangen trodser i buldrende Strand,
  Fra Dødninge-Hjem til de Levendes Land,
  Sid lavere hos mig, du høibaarne Giæst!
   Det huger dig bedst!
   
  10. 
55 Letvingede Haab!
  Gud-Broder! gienfødt i den hellige Daab!
  For Reiserne mange til Landet bag Hav,
  For Tidender gode, for Trøsten du gav,
  Lad saa mig dig takke, at Glæde jeg seer,
60  Naar Haab er ei meer!
   
  11. 
  O, Kiærlighed selv!
  Du rolige Kilde for Kræfternes Elv!
  Han kalder Dig Fader, som løser vort Baand,
  Al Livs-Kraft i Sjælen er Gnist af din Aand;
65 Dit Rige er dér, hvor Man Død byder Trods,
   Det komme til os!
   
  12. 
  Vor Fader saa huld!
  Du giærne vil throne i Templet af Muld,
  Som Aanden opbygger i Midlerens Navn,
70 Med rygende Alter i Menneske-Favn,
  Med Himmellys-Bolig af Gnisten i Løn
   Til Dig og din Søn!
   
  13. 
  O, Christelighed!
  Du skiænker vort Hjerte hvad Verden ei veed;
75 Hvad svagt vi kun skimte, mens Øiet er blaat,
  Det lever dog i os, det føle vi godt,
  Mit Land, siger Livet, er Himmel og Jord,
   Hvor Kiærlighed boer!


 
Modstykke til Kingo: Keed af Verden og kier ad Himmelen.

Ordforklaring:

2. Glasset: timeglasset

4. Evigheds-Øen: hentyder muligvis til Atlantissagnet - Med dig: lykkedrømmen spærrer for de levendes land og dets virkelighed, der således forsvinder - paa Stand: straks

5. Naar Skyggen er ligest: når de digteriske fremstillinger ligner mest (er skuffelsen størst)

6. giækker: narrer

7. Kiærligheds Aand: helligånden; digtets 2. del er bygget op over treenigheden: ånd, søn, fader og over de tre tilsvarende kristne nøgleord: tro, håb og kærlighed.

8. O, himmelske Navn: Jesus - for vores: for os - i mit Leer: i ynkelig, jordisk skikkelse

9. den hvælvede Bro: (troens) bro der går fra døden til livet. Bag ligger forestillingen om Bifrost i nordisk mytologi og vel også regnbuen i kristen symbolik - Iis-Gangen: isdriften - huger: huer

10. Gud-Broder: dåbsbroder -gienfødt: med genfødslen i dåben fødes også håbet - Reiserne mange ... Tidener gode: i håbet rejses der til og fås kundskab om "landet" - naar Haab er ei meer: når håbets tid eller gerning er tilbagelagt eller udført (og  glæden opleves)

11. O, Kiærlighed selv: i denne strofe glider kærligheden og faderen (Gud) sammen - han: sønnen, Jesus - Det komme: lad det komme

12. Templet af Muld: mennesket, legemet - Midleren: Jesus som forsoneren - Alter i Menneske-Favn: faderen er i menneskets bryst - Himmellys-Bolig af gnisten i Løn: Den skjulte gnist af tro er nu blevet til et himmelsk lys i hjerterummet

13. mens Øiet er blaat: så længe vi lever

 

 

Hør salmen her!

 

 

Arbejdsspørgsmål:

1

Foretag en kompositionsanalyse og sæt overskrifter på de enkelte afsnit.

2

Giv en karakteristik af det land, Grundtvig indledningsvis beskriver. Hvilke kvaliteter rummer dette land ?

3

Påvis med udgangspunkt i ovenstående indholdet i og holdningen til den dualistiske tilværelsesforståelse, Grundtvig giver udtryk for.

4

Overvej Grundtvigs opfattelse af kunstens rolle i menneskets stræben efter idealiteten.

5

Fra strofe 7 og fremefter formulerer Grundtvig alternativet til stræben efter idealiteten. Hvad er det centrale indhold i dette alternativ ?

6

Med udgangspunkt i arbejdet med spørgsmål 1-5 kan I nu opstille modsætningen mellem stræben efter idealitet > < livet her og nu på jorden.

7

Hvilke etiske forpligtelser formulerer Grundtvig for det enkelte menneskes tilværelsesudfoldelse ?

8

Prøv i kort form, afslutningsvis, at beskrive Grundtvigs livssyn.

 

 


 

NATURALISME

 

J. P. Jacobsen (1847-85)

Pesten i Bergamo

(Mogens og andre Noveller, 1882)

 

Der var Gammel-Bergamo oppe paa Toppen af et lavt Bjærg, i Hegn bag Mure og Porte, og der var det nye Bergamo nede ved Bjærgets Fod, aabent for alle Vinde.
   En Dag brød Pesten ud dernede i den nye By og greb frygteligt om sig; der døde en Mængde Mennesker og de andre flygtede bort udover Sletten, ad alle Verdens fire Hjørner til. Og Borgerne i Gammel-Bergamo stak Ild paa den forladte By for at rense Luften, men det hjalp ikke, de begyndte ogsaa at dø oppe hos dem, først en om Dagen, saa fem, saa ti og saa en Snes, og da det var paa sit Højeste mange fler endnu.
   Og de kunde ikke flygte saadan som de i den nye By havde gjort.
   Der var jo de, der forsøgte det, men de kom til at leve et Liv som det jagede Dyrs, med Skjul i Grøfter og Stenkister, under Hegn og inde i de grønne Marker; for Bønderne, der baade det ene Sted og det andet havde faaet Pesten bragt i Gaarde af de første Flygtninge, de stenede hver fremmed Sjæl, de traf, bort fra deres Enemærker, eller slog dem ned som gale Hunde uden Naade eller Barmhjærtighed, i retfærdigt Nødværge som de mente.
   De maatte blive hvor de var de Folk fra Gammel-Bergamo, og Dag for Dag blev det varmere i Vejret og Dag for Dag blev den gruelige Smitte gridskere og gridskere i sit Tag. Forfærdelsen steg op som til Galenskab, og hvad der havde været af Orden og ret Regimente, det var som om Jorden havde slugt det og sendt det Værste istedet.
   Lige i Begyndelsen, da Pesten kom paa, havde Folk sluttet sig sammen i Enighed og Samdrægtighed, havde været paa Vagt efter at Ligene blev ordenlig og godt begravede, og havde hver Dag sørget for, at der blev tændt store Baal af Ild paa Torve og Pladser, at den sunde Røg kunde drive gjennem Gaderne. Enebær og Eddike var der bleven delt ud til de Fattige, og fremfor Alting havde Folk søgt til Kirkerne aarle og silde, enkeltvis og i Optog, hver Dag havde de været inde for Gud med deres Bønner, og hver Aften, naar Solen gik i Bjærge, havde alle Kirkernes Klokker raabt klagende imod Himlen fra deres hundrede svingende Svælg. Og Faster var der bleven paabudt og Relikvierne havde hver Dag staaet stillet frem paa Altrene.
   Endelig en Dag, de ikke vidste mere at gjøre, havde de fra Raadhusets Altan, under Basuners og Tubers Klang, udraabt den hellige Jomfru til Podesta eller Borgmester over Byen, nu og evindelig.
   Men det hjalp Altsammen ikke; der var Ingenting der hjalp.
   Og da Folk fornam det og efterhaanden blev faste i den Tro, at Himlen enten ikke vilde hjælpe eller ikke kunde, da ikke blot lagde de Hænderne i Skjødet, sigende, at Alting maatte komme som det komme skulde, nej, men det var som om Synden fra en dulgt og snigende Sot var bleven en ond og aabenbar, rasende Pest, der Haand i Haand med den legemlige Farsot higed efter at slaa Sjælen ihjel, ligesom denne efter at lægge deres Kroppe øde. Saa utrolige vare deres Gjerninger, saa uhyre deres Forhærdelse. Luften var fuld af Bespottelse og Ugudelighed, af Fraadseres Stønnen og Drankeres Hyl, og den vildeste Nat var ikke sortere af Uteerlighed end deres Dage var det.
   »Idag ville vi æde, thi imorgen skulle vi dø!« - Det var som havde de sat det ud efter Noder, at spille paa mangfoldige Instrumenter i een uendelig Helvedskoncert. Ja, havde ikke alle Synder forud været opfundne, saa var de blevet det her, for der var ikke den Vej, de jo vendte sig hen i deres Forkerthed. De unaturligste Laster florerede iblandt dem, og selv saadanne sjældne Synder som Nekromantia, Troldom og Djævlepaakaldelse var dem velbekjendte, thi de vare mange, som tænkte hos Helvedes Magter at faa den Beskyttelse, Himlen ikke havde villet yde.
   Alt hvad der hed Hjælpsomhed eller Medlidenhed var forsvundet af Sindene, Enhver havde kun Tanke for sig selv. Den Syge blev set paa som Alles fælles Fjende, og hændte det en Stakkel, at han faldt om paa Gaden, mat af Pestens første Febersvimmel, der var ikke en Dør, der aabnede sig for ham, men med Spydestik og med Stenkast blev han tvungen til at slæbe sig bort fra de Sundes Vej.
   Og Dag for Dag tog Pesten til, Sommersolen brændte ned over Byen, der faldt ikke en Regndraabe, der rørte sig ikke en Vind, og af Lig, der laa og raadnede i Husene, og af Lig, der var ilde skjult i Jorden, avledes der en kvælende Stank, som blandede sig med Gadernes stillestaaende Lugt og lokked Ravne og Krager til i Sværme og i Skyer, saa der var sort af dem paa Mure og paa Tage. Og rundt omkring paa Stadens Ringmur sad der enkeltvis underlige, store, udenlandske Fugle, langvejs fra, med rovlystne Næb og forventningsfuldt krummede Kløer, og de sad og saae med deres rolige, gridske Øjne indover, som biede de kun paa, at den ulykkelige By skulde blive een stor Aadselkule.
   Saa var det Elleveugersdagen efter at Pesten var udbrudt, at Taarnvægterne og andre Folk, der var tilvejrs paa høje Steder, kunde se et sælsomt Tog bugte sig fra Sletten ind igjennem den nye Byes Gader, mellem de røgsværtede Stenmure og Træskurenes sorte Askedynger. En Mængde Mennesker! vist henved de sekshundrede eller fler, Mænd og Kvinder, Gamle og Unge, og de havde store, sorte Kors imellem sig og brede Bannere over sig, røde som Ild og Blod. De synger imens de gaar, og sære fortvivlelsesfuldt klagende Toner bæres op igjennem den stille, lummervarme Luft.
   Brune, graa, sorte er deres Dragter, men Alle har de et rødt Mærke paa Brystet. Et Kors er det da de kommer nærmere. For de kommer stadigt nærmere. De presser sig op ad den stejle, murindhegnede Vej, som fører op til den gamle By. Der er et Mylder af deres hvide Ansigter, de har Svøber i Hænderne, der er en Ildregn malet af paa deres røde Faner. Og de sorte Kors svinger til den ene Side og til den anden i Trængslen.
   En Lugt stiger op fra den sammenstuvede Hob, af Sved, af Aske, af Vejstøv og gammel Kirkerøgelse. De synger ikke mer, de taler ikkeheller, blot den samlede trippende, hjordeagtige Lyd af deres nøgne Fødder.
   Ansigt ved Ansigt dukker ind i Taarnportens Mørke, og kommer ud i Lyset igjen paa den anden Side, med lystrætte Miner og halvvejs lukkede Laag.
   Saa begynder Sangen igjen: et Miserere, og de knuger Svøben og gaar stærkere til som ved en Krigssang.
   Som de kom fra en udhungret By ser de ud, Kinderne er hule paa dem, deres Kindben staar frem, der er ingen Blod i deres Læber og de har mørke Ringe under Øjnene.
   De fra Bergamo er stimlet sammen og ser paa dem med Forundring og med Uro. Røde, forsvirede Ansigter staa mod disse blege; sløve, utugtsmatte Blikke sænkes for disse hvasse, flammende Øjne; grinende Bespottere glemme Munden aaben over disse Hymner.
   Og der er Blod paa alle de Svøber af deres!
   Folk blev ganske underlig tilmode over disse Fremmede.
   Men det varede ikke længe, før man fik det Indtryk rystet af sig. Der var Nogle, der havde kjendt en halvgal Skomager fra Brescia igjen iblandt Korsdragerne, og straks var den hele Skare bleven til Latter ved ham. Imidlertid var det jo dog noget Nyt, en Adspredelse fra det dagligdags, og da de Fremmede marcherede afsted efter Domkirken, saa fulgte man efter, som man vilde fulgt efter en Bande Gjøglere eller efter en tam Bjørn.
   Men alt som man gik og skubbedes, blev man forbitret, man følte sig saa nøgtern overfor disse Menneskers Højtidelighed, og man forstod jo meget godt, at disse Skomagere og Skrædere var kommet her for at omvende En, bede for En, og tale de Ord, man ikke vilde høre. Og der var to magre, graahaarede Filosofer, som havde sat Ugudeligheden i System, de hidsede Mængden og æggede den ret af deres Hjærtens Ondskab, saa for hvert Skridt det gik mod Kirken, blev Mængdens Holdning mere truende, deres Vredesudbrud vildere, og der var kun lidt igjen, saa havde de lagt voldsom Haand paa disse fremmede Svøbeskrædere. Men saa aabnede, ikke hundrede Skridt fra Kirkedøren, et Værtshus sine Døre, og en hel Flok Svirebrødre styrtede ud, den ene paa Ryggen af den anden, og de satte sig i Spidsen for Processionen og førte den syngende og vrælende med de naragtigst andægtige Gebærder, undtagen en af dem, som vendte Mølle indtil helt op ad Kirketrappens græsgroede Trin. Saa lo man jo, og Alle kom fredeligt ind i Helligdommen.
   Det var underligt at være der igjen, at skride den igjennem dette store, kølige Rum, i denne Luft, der var ram af gammel Os fra Vokslystander, over disse indsunkne Fliser, Foden kjendte saa godt, og over disse Sten, hvis slidte Ornamenter og blanke Inskriptioner Tanken saa tidt havde trættet sig med. Og medens nu Øjet halvt nysgjerrigt, halvt uvilligt lod sig lokke til Hvile i det bløde Halvlys under Hvælvingerne, eller gled hen over den dæmpede Brogethed af støvet Guld og tilrøgede Farver, eller kom til at fordybe sig i Alterkrogenes sære Skygger, sa akom der et Slags Længsel op, der ikke var til at holde nede.
   Imidlertid drev de fra Værtshuset deres Uvæsen oppe ved selve Hovedalteret, og en stor og kraftig Slagter iblandt dem, en ung Mand, havde løst sit hvide Forklæde af og bundet sig det om Halsen, saa det hang som en Kaabe nedad hans Ryg, og saaledes holdt han Messe deroppe med de vildeste, vanvittigste Ord, fulde af Utugt og af Bespottelse; og en halvgammel lille Tyksak vims og væver, skjønt han var saa tyk, med et Ansigt som et flaaet Græskar; han var Degn og responderede med alle de liderligste Viser, der drev over Lande, og han knælede og han knigsede og vendte Bagdelen til Alteret og ringede med Klokken, som med en Narrebjælde, og slog Hjul om sig med Røgelseskarret; og de andre Drukne laa langs ad Knæfaldet saa lange de var, brølende af Latter, hikkende af Drik.
   Og hele Kirken lo og hujede, og hoverede over de Fremmede, og raabte til dem om at se godt efter, at de kunde blive kloge paa, hvad man regnede deres Vorherre for her i Gammel-Bergamo. For det var jo ikke saa meget fordi man vilde Gud noget, at man jublede over Optøjerne, som fordi man glædede sig ved, hvad for en Braad i Hjærtet paa disse Hellige hver Bespottelse maatte være.
   Midt i Skibet holdt de Hellige sig, og de stønnede af Kvide, deres Hjærter kogte i dem af Had og Hævntørst, og de bad med Øjne og Hænder op til Gud, at han dog vilde hævne sig for al den Haan, der blev vist ham her i hans eget Hus, de vilde saa gjærne gaa til Grunde sammen med disse Formastelige, blot han vilde vise sin Magt; med Vellyst vilde de knuses under hans Hæl, blot han vilde triumfere, og at Forfærdelse og Fortvivlelse og Anger, der var for silde, maatte komme til at skrige ud ad alle disse ugudelige Munde.
   Og de istemte et Miserere, der i hver Tone klang som et Raab efter den Ildregn, der kom ned over Sodoma, efter den Magt Samson havde, da han tog om Filisterhusets Søjler. De bad med Sang og med Ord, de blottede Skuldrene og bad med deres Svøber. Der laa de knælende Række for Række, blottede til Bæltestedet, og svang de braaddede Rebknuder mod deres blodstrimede Rygge. Vilde og rasende huggede de til, saa Blodet stod i Stænk fra de hvinende Svøber. Hvert slag var et Offer til Gud. At de anderledes kunde slaa, at de kunde rive sig i tusinde blodige Stykker her for hans Øjne! Dette Legeme, hvormed de havde syndet imod hans Bud, det skulde straffes, pines, gjøres til Intet, at han kunde se, hvor de hadede det, at han kunde se, hvor de var Hunde for at tækkes ham, ringere end Hunde under hans Vilje, det laveste Kryb, der aad Støv under hans Fodsaal! Og Slag paa Slag, til Armene faldt ned eller Krampen knytted dem i Knude. Der laa de Række for Række, med vanvidsfunklende Øjne, med Fraadeskyer for deres Munde, med Blodet rislende ned ad deres Kjød.
   Og de, som saae paa dette, følte med Et deres Hjærter banke, mærkede Varmen stige op i deres Kinder, og havde tungt ved at aande. Det var ligesom om noget Koldt strammede sig hen under deres Hovedhud og deres Knæ blev saa svage. For dette greb dem; der var et lille Vanvidspunkt i deres Hjærner, som forstod denne Galskab.
   Dette at føle sig som den vældige haarde Guddoms Træl, at sparke sig selv hen for hans Fødder, at være Hans, ikke i stille Fromhed, ikke i blide Bønners Uvirksomhed, men være det rasende, i en Selvfornedrelsens Rus, i Blod og Hyl og under vædeblinkende Svøbetunger, det var de oplagt til at forstaa, selv Slagteren blev stille, og de tandløse Filosofer dukkede deres graa Hoveder for de Øjne, de saae omkring sig.
   Og der blev ganske stille derinde i Kirken, kun en sagte Bølgen gik igjennem Hoben.
   Da stod en iblandt de Fremmede, en ung Munk, op over dem og talte. Han var bleg som et Lagen, hans sorte Øjne glødede som Kul, der er ved at slukkes, og de mørke, smertehærdede Træk om hans Mund var som var de skaaret med en Kniv i Træ og ikke Folder i et Menneskes Ansigt.
   Han strakte de tynde, forslidte Hænder op mod Himlen i Bøn, og de sorte Kutteærmer gled ned om hans hvide, magre Arme.
   Saa talte han.
   Om Helvede, talte han, om at det var uendeligt som Himlen er uendelig, om den ensomme Verden af Pine, hver af de Fordømte har at gjennemlide og at fylde med sine Skrig. Søer af Svovl var der, Marker af Skorpioner, Flammer, der lagde sig om ham, som en Kaabe den lægger sig, og stille, hærdede Flammer, der borede sig ind i ham som et Spydsblad, der drejes rundt i et Saar.
   Der var ganske stille, aandeløse lyttede de efter hans Ord, for han talte, som havde han set det med sine egne Øjne, og de spurgte sig selv, er ikke denne en af de Fordømte, som er sendt til os op af Helvedes Gab for at vidne for os.
   Saa prædikede han længe om Loven og Lovens Strænghed, om at hver Tøddel i den skulde opfyldes, og om at hver Overtrædelse, hvori de havde gjort sig skyldig, skulde regnes dem lige indtil Lod og til Unze. »Men Kristus er død for vore Synder, sige I, vi ere ikke mere under Loven. Men jeg siger Eder, at Helvede skal ikke blive bedraget for een af Eder og ikke een af Jærntænderne paa Helvedes Marterhjul skal gaa udenfor Eders Kjød. I stoler paa Golgathas Kors, kom, kom! kom at se det! jeg skal føre Jer lige til dets Fod. Det var en Fredag, som I vide, at de stødte ham ud igjennem en af deres Porte og lagde den tungeste Ende af et Kors paa hans Skuldre, og lod ham bære det til en gold og nøgen Lerbanke udenfor Byen, og de fulgte hobetals med og rørte Støvet med deres mange Fødder, saa der stod som en rød Sky der over Stedet. Og de rev hans Klæder af ham og blottede hans Legeme, saaledes som Lovens Herrer lader en Misdæder blotte for Alles Blikke, at Alle kan se det Kjød, som skal overantvordes til Pine, og de slængte ham ned paa hans Kors at ligge, og strakte ham der paa og hug en Nagle af Jærn gjennem hver af hans modstridende Hænder og en Nagle gjennem hans korslagte Fødder, med Køller hug de Naglerne i lige til Hovedet. Og de rejste Korset i et Hul i Jorden, men det vilde ikke staa fast og lige, og de rokkede det til og fra og drev Kiler og Pløkke ned rundt om det, og de, som gjorde det, slog deres Hatte ud, at Blodet fra hans Hænder ikke skulde dryppe dem i Øjnene. Og han deroppe saae ned for sig paa Soldaterne, som spillede om hans usyede Kjortel, og paa hele denne hujende Hob, som han led for, at den kunde frelses, og der var ikke et medlidende Øje i den hele Hob. Og de dernede saae igjen paa ham, som hang der lidende og svag, de saae paa det Brædt over hans Hoved, hvorpaa der var skrevet Jødernes Konge, og de spottede ham og raabte op til ham: »Du som nedbryder Templet og bygger det op paa tre Dage, frels nu Dig selv; er Du Guds Søn, da stig ned fra dette Kors.« Da fortørnedes Guds højbaarne Søn i sit Sind, og saae de var ikke Frelse værd, de Hobe, der opfylder Jorden, og han rev sine Fødder ud over Naglens Hoved, og kan knytted sine Hænder om Hændernes Nagler og drog dem ud, saa Korsets Arme spændtes som en Bue, og han sprang ned paa Jorden og rev sin Kjortel til sig, saa Terningerne raslede nedover Golgathas Skrænt, og han slyngede den om sig med en Konges Vrede og foer op til Himlen. Og Korset stod tomt tilbage, og det store Forsoningens Værk blev aldrig fuldbragt. Der er ingen Mægler mellem Gud og os; der er ingen Jesus død for os paa Korset, der er ingen Jesus død for os paa Korset, der er ingen Jesus død for os paa Korset.«
   Han tav.
   Ved de sidste Ord havde han bøjet sig frem over Mængden og baade med Læber og Hænder ligesom kastet sit Udsagn ned over deres Hoveder, og der var gaaet en Stønnen af Angst igjennem Kirken, og i Krogene var de begyndt at hulke.
   Da trængte Slagteren sig frem med opløftede, truende Hænder, bleg som et Lig, og han raabte: »Munk, Munk, vil Du nagle ham til Korset igjen, vil Du.« Og bagved ham lød det hvæsende hæst: »ja, ja, korsfæst, korsfæst ham!« Og fra alle Munde igjen truende, tryglende, rungede det i en Storm af Raab op imod Hvælvingerne: »korsfæst, korsfæst ham!«
   Og klart og lyst en enkelt bævende Røst: »korsfæst ham!«
   Men Munken saae ned over dette Flagr af opstrakte Hænder, mod disse fortrukne Ansigter, med de raabende Mundes mørke Aabninger, hvor Tandrækkerne lyste hvidt som Tænderne paa tirrede Rovdyr, og han bredte Armene i et Øjebliks Ekstase op mod Himlen og lo. Saa steg han ned, og hans Folk løftede deres Ildregnsbannere og deres tomme, sorte Kors, og trængte ud af Kirken, og atter drog de syngende henover Torvet og atter hen gjennem Taarnportens Gab.
   Og de fra Gammel-Bergamo stirrede efter dem, mens de gik ned ad Bjærget. Den stejle, murindhegnede Vej var taaget af Lys fra Solen, som sank derude over Sletten, og de var halvt at se kun nu for alt det Lys, men paa Byens røde Ringmur tegned Skyggerne sig sort og skarpt af deres store Kors, der svinged fra den ene Side og til den anden Side i Trængslen.
   Fjærnere blev Sangen; rødt glimted endnu et Banner eller to fra den nye Byes brandsorte Tomt, saa blev de borte i den lyse Slette.

 

 

Ordforklaring:

Podesta: borgmester - Nekromantia: trolddom hvorved man kaldte døde tilbage for at udspørge dem om fremtiden - Miserére: "forbarm dig", katolsk kirkesang - responderede: svarede - Braad: brod, torn, pig  - Lod og Unze: gamle vægtenheder

til top

 

 

SYMBOLISME

 

SOPHUS CLAUSSEN 1865-1931

I en Frugthave

 
 
   
  Faldt der Storm over solstille Flade?
  Min Sjæl flagred op som et Lin;
  og en lynflængt Tordenkaskade
  skylled Regn over grønne Blade.
5 Da det blev tyst, var du min.
   
  Det er fugtigt i Stikkelsbærgange
  og dufter, nu det er tyst,
  fra det dyngvaade Græs og de mange
  Kirsebærblomster, som prange
10 skært mod et Lufthav saa lyst.
   
  Lad mig vandre herind ved din Side,
  mørkøjede Jomfru fin;
  dine Hænder, de frugtblomst-hvide,
  lad tæt mig om Livet glide,
15 du min smidigrankende Vin.
   
  Og din Kind, den æbleblomst-røde,
  læn mod mig og kys min Mund.
  Dine Læber er vellugtsøde.
  Men de sarteste Kærtegn gløde
20 fra Øjnenes mørkblanke Grund.
   
  Har din Arm om min Hals jeg trukken
  og din Barm mod mit Hjærte tæt,
  saa jeg hører din sagteste Sukken,
  da fryser jeg ikke i Duggen,
25 da bæver jeg saligheds-let.
   
  Mod Solnedgangs-Blaaet højne
  Frugtblomsterne deres Pragt.
  Foran mig to undrende Øjne,
  foran mig din Barm og din nøgne
30 Arm mig om Nakken lagt.
   
  Du er vaad om din Fod, du rene,
  og krydret som Frugthavens Lugt.
  Lad os kysses tyst og alene!
  Vi er selv som to Æblegrene,
35 skal blomstre og bære Frugt.

til top

 


 

Ekbátana

 
 
   
  Jeg husker den Vaar, da mit Hjærte i Kim
  undfangede Drømmen og søgte et Rim,
  hvis Glans skulde synke, jeg ved ej hvorfra,
  som naar Solen gik ned i Ekbátana.
   
5 En Spotter gav mig med Lærdom at ane,
  at Vægten paa Ordet var Ekbatáne.
  Den traurige Tosse, han ved ej da,
  at Hjærtet det elsker Ekbátana.
   
  Byen med tusind henslængte Terrasser,
10 Løngange, svimlende Mure — som passer
  der bagest i Persien, hvor Rosen er fra,
  begravet i Minder — Ekbátana.
   
  Hin fjærne Vaar, da min Sjæl laa i Kim
  og drømte umulige Roser og Rim,
15 er svunden, skønt Luften var lys ogsaa da,
  som den Sol, der forsvandt bag Ekbátana.
   
  Men Drømmen har rejst sig en Vaar i Paris,
  da Verden blev dyb og assyrisk og vis,
  som blødte den yppigste Oldtid endda ...
20 Jeg har levet en Dag i Ekbátana.
   
  Min Sjæl har flydt som en Syrings af Toner,
  til Solfaldet farvede Parkernes Kroner
  og Hjærtet sov ind i sin Højhed — som fra
  en Solnedgang over Ekbátana.
   
25 Men Folkets Sæder? den stoltes Bedrift?
  hvad nyt og sælsomt skal levnes derfra?
  En Rædsel, et Vanvid i Kileskrift
  paa dit Dronningelegem — Ekbátana.
   
  Men Rosen, det dyreste, Verden har drømt,
30 al Livets Vellyst — hvad var den da?
  Et Tegn kun, en Blomst, som blev givet paa Skrømt
  ved en kongelig Fest i Ekbátana.
   
  Da blev jeg taalmodig og stolt. Jeg har drømt
  en dybere Lykke, end nogen har tømt.
35 Lad Syndflodens Vande mig bære herfra
  — jeg har levet en Dag i Ekbátana.

 


 
Skrevet i 1895. Indgår i romanen Valfart der skildrer (kærligheds)oplevelser fra Claussens rejse til Paris og Italien 1892-94.

Ordforklaring:

Ekbatana; by i den oldpersiske provins Medien; dens palads fremhæves af den græske historiker Herodot for sin store skønhed.

4. Hin fjærne Vaar: hentydning til Claussens ungdomsforelskelse

5. Men Drømmen har rejst sig en Vaar i Paris: bliver forelsket i en dansk pige i Paris 1893 - assyrisk: jf. oldtidsriget Assyrien

6. Syrings: rørfløjte, panfløjte

7. Kileskrift: oldtidsskrift hvis gåde endnu ikke var løst på  digtets tid

 

Arbejdsspørgsmål til Sophus Claussen: "Ekbatana"

Digtet er en refleksion - en retrospektion, hvor jeget ser tilbage på en fase og nogle oplevelser i sit liv.

1. Lav en kompositionsanalyse ud fra de stadier i livet, digtet omtaler.

2. Karakteriser jegets forestillinger om Ekbatana. Hvordan ser der ud i Ekbatana?

3. Hvad er modsætningen mellem jeget og "en spotter" (strofe 2)?

4. Fra strofe 4 beskrives en oplevelse i Paris. Hvad er det centrale indhold i denne oplevelse, og på hvilken måde hænger den sammen med det, der beskrives i de første 3 strofer?

5. Hvorledes slutter teksten - hvilken livsholdning kommer til udtryk?

 

 

til top

 

 

JOHANNES JØRGENSEN 1866-1956

Bekendelse
 fra digtsamlingen Bekendelse, 1894

1
Den halve Maane sank bag sorte Træer
og glimted gylden mellem mørke Blade.
To Røster hørte jeg, én fjærn, én nær.

2
Musik til Dans langt borte i en Gade,
Musik af vege, elskovssyge Strænge ;
mit Legems Røst, som mine Tanker hade.

3
Men nær- mig suste Løvet blødt og længe
- et Sus som Havet og de tunge Skove,
et Sus fra Himlens stjærnestrøede Enge.

4
Jeg standsed, hviled, kunde ikke sove.
og mens mit Blik den fjærne Maane søgte,
jeg bares vidt paa Evighedens Vove.

5
Oh Evighed, hvi vil fra dig vi flygte?
De bryndesyge Violiner tier,
og Festen slukker snart sin sidste Lygte.

6
Men dine evighøje Melodier
som Solskin Sjæl og Sind og Sanser bærer -
0 Evighed! Forløser og Befrier!

7
Som Maanelys igennem Mulm sig skærer
den søde Sang om sommerhede Synder,
vor Hjærne frygter, men vort Blod begærer.

8
Men som et Hav i Fred du sagte nynner,
og som en stor og stille Skov du suser,
o Tempel, i hvis Port vort Liv begynder!

9
Om Jordens Kyst din Stjærne-Brænding bruser,
og Livet nærer du af dunkle Strømme -
o Afrundsdyb, der ængster og beruser!

10
Hvor skal, O Evighed, fra dig vi rømme?
I Dyrets Puls dit store Hjærte banker;
du higer gennem gyldne Plantedrømme

11
mod Sol og Luft og rene, lyse Tanker.
Og hvor min Sjæl sig end i Verden vender,
og hvor mit Legem gennem Natten vanker,

O Evighed! jeg er i dine Hænder!

Ordforklaring:

5. bryndesyge: begær

 

til top



 

JOHANNES V. JENSEN 1873-1950


Paa Memphis Station

Halvt vaagen og halvt blundende
slået af en klam Virkelighed, men endnu borte
i en indre Gus af danaidiske Drømme
staar jeg og hakker Tænder
paa Memphis Station, Tennessee.
Det regner.

Natten er saa øde og udslukt
og Regnen hudfletter Jorden
med en vidløs, dunkel Energi.
Alting er klægt og uigennemtrængeligt.

Hvorfor holder Toget her Time efter Time?
Hvorfor er min Skæbne gaaet i staa her?
Skal jeg flygte fra Regnen og Aandsfortærelsen
i Danmark, Indien og Japan
for at regne inde og raadne i Memphis,
Tennessee, U.S.A.?

Og nu dages det. Lyset siver glædesløst
ind over dette vaade Fængsel.
Dagen blotter ubarmhjertigt
de kolde Skinner og al den sorte Søle
Ventesalen med Chokoladeautomat,
Appelsinskaller, Cigar- og Tændstikstumper
Dagen griner igennem med spyende Tagrender
og et evigt Gitter af Regn,
Regn, siger jeg fra Himmel og til Jord.

Hvor Verden er døv og uflyttelig,
hvor Skaberen er talentløs!
Og hvorfor bliver jeg ved at betale mit Kontingent
til denne plebejiske Kneippkur af en Tilværelse!

Stille! Se hvor Maskinen,
den vældige Tingest, staar rolig og syder
og hyller sig i Røg, den er taalmodig.
Tænd piben paa fastende liv,
forband Gud og svælg din Smærte!

Gaa så dog hen og bliv i Memphis!
Dit liv er jo alligevel ikke andet
end et surt Regnvejr, og din Skæbne
var altid at hænge forsinket
i en eller anden miserabel Ventesal -
Bliv i Memphis, Tennessee!

For inde i et af disse plakathujende Huse
venter Lykken dig, Lykken,
hvis du blot kan æde din Utaalmodighed -
også her sover en rund ung Jomfru
med Øret begravet i sit Haar,
hun vil komme dig i møde
en fin dag på Gaden
som en bølge af Vellugt
med en Mine som om hun kendte dig.

Er det ikke Foraar?
Falder Regnen ikke frodigt?
Lyder den ikke som en forelsket Mumlen,
en lang dæmpet Kærlighedspassiar
Mund mod Mund
mellem Regnen og Jorden?
Dagen gryede saa sorgfuldt,
men se nu lyser Regnfaldet!
Under du ikke Dagen dens Kampret?
Det er dog nu lyst. Og der slaar Muldlugt
ind mellem Perronens rustne Jærnstivere
blandet med Regnstøvets ramme Aande -
en Foraarsanelse -
er det ikke trøstigt?

Og se nu, se hvor Mississipi
i sin seng af oversvømmede Skove
vaagner mod Dagen!
Se hvor Kæmpefloden nyder sin Bugtning!
Hvor den flommer kongeligt i Bue og svinger Flaader
af Træer og laset Drivtømmer i sine Hvirvler!
Se hvor den fører en uhyre Hjuldamper
i sin Syndflodsfavn
som en Danser, der er herre paa Gulvet!
Se de sunkne Næs - Oh hvilken urmægtig Ro
over Landskabet af druknede Skove!
Ser du ikke, hvor Strømmens Morgenvande
klæder sig milebredt med Dagens tarvelige Lys
og vandrer rundt under de svangre Skyer!

Fat dig også du, Uforsonlige!
Vil du aldrig glemme, at man lovede dig Evigheden?
Forholder du Jorden din arme Taknemlighed?
Hvad vil du da med dit Elskerhjærte?

Fat dig og bliv i Memphis,
Meld dig som Borger paa Torvet,
gaa ind og livsassurer dig imellem de andre,
betal din Præmie af Lumpenhed,
at de kan vide sig sikre for dig,
og du ikke skal blive hældt ud af Foreningen.
Gør kur til hin Jomfru med Roser og Guldring
og start et Savskæreri som andre Mennesker.
Hank rolig op i Gummistøvlerne …
Se dig ud, smøg din vise Pibe
i sphinxforladte Memphis …

Ah, der kommer det elendige Godstog,
som vi har ventet paa i seks Timer.
Det kommer langsomt ind - med knuste Sider,
det pifter svagt, Vognene lammer paa tre Hjul,
og de sprængte Ruf drypper af Jord og Slam.
Men paa Tenderen mellem Kullene
ligger fire Skikkelser
dækket af blodvaade Frakker.

Da pruster vor store Ekspresmaskine,
gaar lidt frem og standser dybt sukkende
og staar færdig til Spring. Sporet er frit.

Og vi rejser videre
gennem de oversvømmede Skove
under regnens gabende Sluser.

 

Ordforklaring:

1. danaidiske: iflg. græsk mytologi skulle danaiderne i underverdenen fylde et bundløst kar

5. plebejiske: grove, pøbelagtige - Kneippkur: en vandkur opkaldt efter en tysk naturlæge ved navn Kneipp

13. sphinxforladte Memphis: i oldtidens Memphis i Ægypten fandtes den gådefulde sfinx, en løve med menneskehoved

14. Ruf: vogntag - tenderen: kulvognen

 

Arbejdspørgsmål til Johannes V. Jensen: "På Memphis Station"

Udgangspunktet for teksten er at Johs. V. Jensen - på vej jorden rundt - er strandet i Memphis, fordi jernbanesporet er blokeret. Han står i ventesalen og venter på videre forbindelse.

1. Lav en kompositionsanalyse og sæt overskrift på de enkelte afsnit.

2. Hvorledes opleves morgenen - "ankomsten" til virkeligheden?, Hvorfor ændres denne oplevelse undervejs, og hvad er det konkret, der ændrer oplevelsen?

3. Opstil hovedmodsætningen at rejse eller at blive i Memphis. Hvilke kvaliteter, evt. begrænsninger rummer de to muligheder?

4. Giv en karakteristik af livet i Memphis, som det leves af almindelige mennesker og bestem, hvilke muligheder Johannes V. Jensen umiddelbart ser i dette liv.

5. Digtet slutter med, at Jensen rejser videre. Hvorfor gør han det? Hvilken betydning har de indkommende tog for hans beslutning ?

 

til top

L. Holberg: Jeppe paa Bierget (1723), Act. I

Hoved-Personerne i Comoedien:

Jeppe paa Bierget
Nille hans Hustrue
Baron Nilus
Hans Secreteer
Jacob Skoemager
Dommeren

 

 

Act. I.

 

 

 

Sc. 1.

 

NILLE.
Jeg troer neppe, at der er saadant doven Slyngel i det heele Herret, som min Mand, jeg kand neppe faa ham vaagen, naar jeg træcker ham efter Haaret af Sengen. I Dag veed nu den Slyngel, at det er Torv-Dag, og dog alligevel ligger og sover saa lenge. Hr. Poul sagde nylig til mig: Nille! du est aldt for haard mod din Mand, hand er og bør dog være Herre i Huset; men jeg svarede ham: Nej! min gode Hr. Poul! dersom jeg vilde lade min Mand regiere i Huset et Aar, saa fik hverken Herskabet Land-Gilde eller Præsten Offer; thi hand skulde i den Tid æde og dricke op alt hvad der var i Huset, skulde jeg lade den Mand raade i Huset, der er færdig at selge Boeskab, Kone og Børn ja sig selv for Brendeviin? hvorpaa Hr. Poul tiede gandske still, og strøg sig om Munden. Ridefogden holder med mig og siger: Moorlille! agt du kun icke hvad Præsten siger. Der staar vel i Ritualen, at du skal være din Mand hørig og lydig, men derimod staar der i dit Fæstebrev, som er nyere end Ritualen, at du skal holde din Gaard ved lige, og svare din Land-Gilde, hvilket du umueligt kand giøre, dersom du icke træcker din Mand hver Dag efter Haaret og prygler ham til Arbeide; nu træckede jeg ham af Sengen, og gik ud i Laden at see hvordan Arbeidet gik for sig; da jeg kom ind igien, sad hand paa Stolen, og sov med Buxerne, reverenter talt, paa det ene Been, hvorudover Crabasken strax maatte af Krogen, og min gode Jeppe smørres, til hand blev fuldkommen Vaagen igien; det eeneste, som hand er bange for er Mester Erich (saa kalder jeg Crabasken). Hej Jeppe! er din Fæhund endnu icke kommen i Klæderne? har du Lyst at tale med Mester Erich end engang? hej Jeppe! her ind!
 

Sc. 2.

 

Jeppe. Nille.

JEPPE.
 

Jeg maa jo have Tid at klæde mig, Nille, jeg kand dog icke gaa som et Sviin foruden Buxer og Trøye til Byen.

 

NILLE.
 
Har, du Skabhals, icke kundet tage ti par Buxer paa dig, siden jeg væckede dig i Maares.

 

JEPPE.
 
Har du lagt Mester Erich fra dig Nille?

 

NILLE.
 
Ja jeg har, men jeg veed strax hvor hand er at finde igien, dersom du icke er hørtig. Her hid! see hvor hand kryber. Her hid! du skal til Byen at kiøbe mig to Pund grøn Sæbe; see der har du Penge dertil. Men hør! hvis du inden fire Timer icke er her paa Stædet igien, da skal Mester Erich dantze Polsk Dantz paa din Ryg.

 

JEPPE.
 
Hvor kand jeg gaae fire Miil i fire Timer Nille?

 

NILLE.
 
Hvem siger du skal gaae? du Hanrej! du skal løbe. Jeg har engang sagt Dommen af, giør nu hvad dig lyster.

Sc. 3.

 

JEPPE (alleene.)
 

Nu gaaer den Soe ind, og æder Froekost, og jeg Stackelsmand skal gaae fire Miil og faar hverken Vaat eller Tørt, kand nogen Mand have saadan forbandet Kone som jeg har? jeg troer virkelig, at hun er Søskende Barn til Lucifer. Folk siger vel i Herredet, at Jeppe dricker; men de siger icke, hvorfor Jeppe dricker; thi jeg fik aldrig saa mange Hug i ti Aar, jeg var under Malicien, som jeg faaer paa en Dag af den slemme Qvinde; hun slaar mig, Ridefogden driver mig til Arbeid som et Beest, og Degnen giør mig til Hanrej. Maa jeg da icke vel dricke? maa jeg da icke bruge de Midler, som Naturen giver os at bortdrive Sorg med? var jeg en Taasse, saa gik saadant mig icke saa meget til Hierte, saa drak jeg ej heller icke, men det er en afgiort Ting, at jeg er en vittig Mand, derfor føler jeg saadant meer end en anden, derfor maa jeg og dricke. Min Naboe Moons Christophersen siger tit til mig, saasom hand er min gode Ven: Fanden fare i din tycke Mave, Jeppe, du maatte slaae fra dig, saa blev Kiellingen nok god. Men jeg kand icke slaae fra mig for tre Aarsagers Skyld. Først fordi jeg har ingen Corasie. For det andet for den forbandede Mester Erich, som henger bag Sengen, hvilken min Ryg icke kand tencke paa uden hand maa græde. For det tredie, efterdi jeg er, uden at rose mig selv, et ejegot Gemyt, og en god Christen, som aldrig søger at hevne mig, endogsaa icke paa Degnen, som sætter mig et Horn paa efter et andet; thi jeg offrer ham hans 3 Hellige-Dage derfor oven i Kiøbet, da der er icke den Ære i ham at give mig et Kruus Øll det heele Aar. Intet gik mig meer til Hierte end de spidige Ord, som hand gav mig forgangen Aar; thi, da jeg fortaalte, at en vild Tyr, som aldrig frygtede noget Menniske, engang blev bange for mig, svarede hand: kandst du icke begribe det Jeppe? Tyren saae, at du havde større Horn end den selv havde, og derfor icke holdt raadeligt at stanges med sin Overmand. Jeg kræver jer til Vidne got Folk, om icke saadane Ord kunde trenge en ærlig Mand til Marv og Been. Jeg er dog saa skickelig, at jeg har aldrig ønsket Livet af min Kone. Tvert imod da hun laae syg af Guulsot i Fior, ønskede jeg, at hun maatte leve; thi som Helvede er allereede fuld af onde Qvinder, kunde Lucifer, maa skee, skicke hende tilbage igien, og saa blev hun endda værre end hun er, men om Degnen døde, vilde jeg glæde mig, saa vel paa mine egne Vegne som paa andres; thi hand giør mig kun Fortræd og er Meenigheden til ingen Nytte. Det er en ulærd Dievel; thi hand duer icke til at holde ringeste Tone, end sige støbe et ærligt Voxlys. Nej da var hans Formand Christoffer anden Karl. Hand tog Troen over fra tolv Degne i sin Tid, saadan Stemme havde hand. Engang sat jeg mig dog for at bryde over tverts med Degnen, som Nille selv hørte derpaa, da hand skielte mig for Hanrej, og sagde: Fanden være din Hanrej, Mads Degn! men hvad skeede? Mester Erich maatte strax af Veggen, og skille Trætten, og blev min Rygg saa brav tærsket af min Hustrue, at jeg maatte bede Degnen om Forladelse, og tacke ham, at hand, som en vel studeret Mand, vilde giøre mit Huus den Ære. Siden den Tid har jeg aldrig tenkt paa at giøre Modstand. Ja! ja! Moons Christoffersen! du og andre Bønder har got ved at sige, hvis Koner har ingen Mester Erich liggende bag Sengen; havde jeg et Ønske i Verden, saa vilde jeg bede, at min Kone enten ingen Arme havde, eller jeg ingen Rygg, thi Munden maa hun bruge saa meget som hun gider. Men jeg maa gaa til Jacob Skoemager paa Vejen, hand tør nok give mig for en ß. Brendeviin paa Credit; thi jeg maa have noget at ledske mig paa. Hej! Jacob Skoemager! er du opstaaen? luk op Jacob!

Sc. 4.

 

Jacob Skoemager i blotte Skiorte. Jeppe.

JACOB.
 

Hvo Pocker vil her ind saa tilig?

 

JEPPE.
 
God Morgen, Jacob Skoemager!

 

JACOB.
 
Tack Jeppe, du est saare tilig paa færde i Dag.

 

JEPPE.
 
Lad mig faa for en Skilling Brendeviin Jacob!

 

JACOB.
 
Ja nok, flye mig Skillingen.

 

JEPPE.
 
Du skal i Morgen faa den, naar jeg kommer tilbage.

 

JACOB.
 
Jacob Skoemager skiencker icke paa Borg, jeg veed du har jo sagte en ß. eller to at betale med.

 

JEPPE.
 
Skam der har Jacob uden nogle Skillinger, min Hustrue flyede mig at kiøbe noget for i Byen.

 

JACOB.
 
Jeg veed du kand jo tinge to ß. af paa de Varer du kiøber, hvad er dit Kiøbmandskab?

 

JEPPE.
 
Jeg skal kiøbe to Pund grøn Sæbe.

 

JACOB.
 
Ej kandstu icke sige, at du gav en Skilling eller to meere for Pundet end du gier.

 

JEPPE.
 
Jeg er saa bange min Hustrue faar det at vide, saa faar jeg en Ulycke.

 

JACOB.
 
Snak! hvor skulde hun faa det at vide, kandst du icke sværge paa, at du udgav alle Pengene, du est saa dum som et Fæe.

 

JEPPE.
 
Det er sant nok, Jacob, det kand jeg endelig giøre.

 

JACOB.
 
Flye hid din Skilling da.

 

JEPPE.
 
See der! men du maa give mig en Skilling tilbage.

 

JACOB (kommer ind med Glaset, dricker ham ti<%8>l)
 
Singot Jeppe.

 

JEPPE.
 
Du drak som en Skielm.

 

JACOB.
 
Ej! jeg veed det er jo Sædvane, at Verten dricker Giesterne til.

 

JEPPE.
 
Jeg veed det nok, men Skam faa den der først fant paa den Sædvane. Din Skaal Jacob.

 

JACOB.
 
Tack Jeppe! du kommer til at tage for den anden Skilling med, du kand dog icke bringe den tilbage, uden du vil have et Glas Brendeviin til gode, naar du kommer igien; thi jeg har min Troe ingen eeneste Skilling.

 

JEPPE.
 
Skam der giør! skal den fortæres, saa skal det strax skee, paa det jeg kand føle, at jeg faar noget i Maven, men dricker du ogsaa deraf, saa betaler jeg intet.

 

JACOB.
 
Singot Jeppe.

 

JEPPE.
 
Gud bevare vore Venner, og Skam faa alle vore Uvenner. Det giorde got i Maven Ach! Ach!

 

JACOB.
 
Lycke paa Reisen Jeppe!

 

JEPPE.
 
Tack Jacob Skoemager.

Sc. 5.

 

JEPPE (alleene)
(Blir lystig og begynder at synge)

      En hvid Høne og en broget Høne
      De satte sig op mod en Hane &c.

 
Ach! gid jeg turde dricke for en Skilling endnu, Ach! gid jeg turde dricke for en Skilling endnu. Jeg troer jeg giør det. Nej! der blir en Ulycke af, kunde jeg kun først faa Kroen af Sigte, saa havde jeg ingen Nød, men det er ligesom een holder mig tilbage. Jeg maa der ind igien. Dog hvad er det du giør Jeppe? jeg seer Nille ligesom staar mig for Vejen med Mester Erich i Haanden. Jeg maa vende om igien. Ach! gid jeg torde dricke for en Skilling endnu; min Mave siger, du skal, min Rygg, du skal icke, hvem skal jeg nu giøre imod? er icke min Mave meere end min Rygg? jeg meener jo. Skal jeg bancke paa, hej! Jacob Skoemager herud! men den forbandede Qvinde kommer mig igien for; vilde hun kun saaledes slaae, at Rygg-Beenene fik ingen Skade, skyttede jeg Fanden om det, men hun slaar som - - Ach! Gud bedre mig arme Mand, hvad skal jeg giøre. Tving din Natur Jeppe, er det icke en Skam, at du skulle styrte dig i Ulycke for et lumpen Glas Brendeviin? nej! det skal icke skee denne gang, jeg maa fort. Ach! gid jeg torde dricke kun for en ß. endnu. Det var min Ulycke, at jeg først fik Smag derpaa, nu kand jeg icke komme afsted; fort Been! Drollen skal splide jer ad, om I icke gaar. Nej de Carnalier vil saa mari icke. De vil til Kroen igien, mine Lemmer fører Kriig med hinanden, Maven og Beenene vil til Kroen og Ryggen til Byen. Vil I gaa I Hunde? I Bestier! I Skabhalse! nej Pocker fare efter dem, de vil til Kroen igien, jeg har meere Møje med mine Been at faa dem til at gaa fra Kroen, end med mit broget Hors at faa det fra Stalden; Ach! gid jeg torde kun dricke for een eniste Skilling endnu; hvem veed, om Jacob Skoemager icke tør borge mig for en Skilling eller to, naar jeg beder ham meget derom. Hej Jacob! nok et Glas Brendeviin for to Skilling.

Scen. 6.

 

Jacob. Jeppe.

JACOB.
 

See Jeppe! est du kommen tilbage? jeg tenkte nok, at du fik for lit. Hvad vil en Styver Brendeviin forslaae, det kand jo icke komme neden for Halsen.

 

JEPPE.
 
Det er sant Jacob, lad mig faa end for en Styver; naar jeg først har drucket, saa faar hand vel at borge mig, enten hand vil eller ej.

 

JACOB.
 
Her er en Styver Brendeviin, Jeppe, men Pengene først.

 

JEPPE.
 
Du kand jo sagt borge mig, mens jeg dricker, som der staar i Ordsproget.

 

JACOB.
 
Vi agter ingen Ordsprog, Jeppe, vil du icke betale forud, saa faar du icke en Taar, vi har forsvoret at borge nogen, icke engang Ridefogden selv.

 

JEPPE (grædende.)
 
Kand du icke sagte borge mig, jeg er jo en ærlig Mand?

 

JACOB.
 
Ingen Borgen.

 

JEPPE.
 
Der har du en Styver da, din Pracker! nu er det giort, drick nu Jeppe! Ach det giorde got.

 

JACOB.
 
Ja det kand bage en Skielm indvortes.

 

JEPPE.
 
Det er det allerbeste med Brendeviin, at mand faar saadan Coratie derefter. Nu tencker jeg icke meere hverken paa min Hustrue eller Mester Erich, saa blev jeg forandret af det sidste Glas. Kand du den Viise Jacob!
 
   Liden Kirsten og Hr. Peder de sat over Bord
           Peteheia
   De talte saa meget skiendeligt Ord
           Polemeia
   Om Sommeren synger den lystige Stær
           Peteheia
   Fanden ta Nille den Acker-Mær
           Polemeia
   Jeg gik ud i grønnen Lund
           Peteheia
   Degnen det er en Racker-Hund
           Polemeia
   Jeg satte mig paa min Abelgraa Hest
           Peteheia
   Degnen det er en Racker-Beest
           Polemeia
   Om I vil vide min Hustrues Navn
           Peteheia
   Da heeder hun saa Last og Skam
           Polemeia.

Den Viise har jeg selv giort, Jacob!

 

JACOB.
 
Du har Fanden heller?

 

JEPPE.
 
Jeppe er icke saa taabelig som du meener, jeg har ogsaa giort en Viise om Skoemagerne, som gaar saaledes:
   Skoemageren med sin Bass og Fiol
           Philepom, Philepom.

 

JACOB.
 
Ej du Nar! den er giort over Spillemænd.

 

JEPPE.
 
Ja det er sant. Hør Jacob! giv mig nok for en Styver Brendeviin.

 

JACOB.
 
Gott! nu kand jeg see, du er en smuk Mand, som under mit Huus en Skilling.

 

JEPPE.
 
Hej Jacob! giv mig kun for fire Skilling.

 

JACOB.
 
Ja vel.
 
(Jeppe siunger igien.)
   Jorden dricker Vand
   Havet dricker Soel
   Soelen dricker Hav
   Alting i Verden dricker
   Hvorfor maa jeg daa
   Ej dricke ligesaa?

JACOB.
 

Singot Jeppe.

 

JEPPE.
 
Mir zu.

 

JACOB.
 
Godtaar med Halvparten.

 

JEPPE.
 
Ich tank ju Jacob drik man dat dig di Dyvel haal, dat ist dig vell undt.

 

JACOB.
 
Jeg hører, at du kand snacke Tydsk, Jeppe!

 

JEPPE.
 
Ja vist. Det er saa gammel dat, men jeg snacker det icke gierne, uden jeg er fuld.

 

JACOB.
 
Ja saa snacker du det dog i det ringeste engang om Dagen.

 

JEPPE.
 
Jeg har været 10 Aar under Malicien, og skulde icke forstaa mine Sprog.

 

JACOB.
 
Jeg veed det nok Jeppe, vi har jo været i Companen sammen i to Aar.

 

JEPPE.
 
Det er sant, nu erindrer jeg det. Du blev jo hengt engang, da du løb bort ved Vissmar.

 

JACOB.
 
Jeg skulde henges, men jeg fik Pardon igien, saa Nær hielper saa mangen Mand.

 

JEPPE.
 
Det var Skade du blev icke hengt, Jacob, men var du icke med i den Auction, som stod paa den Heede, du veedst vel selv.

 

JACOB.
 
Ej! hvor har jeg icke været med?

 

JEPPE.
 
Jeg glemmer aldrig den første Psalme Svensken skiød. Jeg troer der falt paa engang af 3000 om jeg sagde 4000 Mænd. Dass ging fordyvled zu Jacob, du kanst wol das ihukommen, ich kan nicht negten, dass ik jo bange var in dat Slag.

 

JACOB.
 
Ja, ja! Døden er haard at gaae paa, mand er saa Gudsfrygtig, naar mand gaar imod Fienden.

 

JEPPE.
 
Ja det er sant; jeg veed icke hvoraf det kand komme; thi jeg laae og læste den heele Nat, førend Auctionen skulde staa i Davids Psaltkar.

 

JACOB.
 
Jeg undrer mig over, at du, som har været Soldat tilforn, lader dig cujonere af din Hustrue.

 

JEPPE.
 
Jeg! gid jeg kun havde hende hid, saa skulde du see hvor jeg skulde bastenere hende. Nok et Glas Jacob! jeg har endnu 8 ß. tilbage, og naar de ere opdrukne, dricker jeg paa Borg. Lad mig faa et Kruus Øll ogsaa.
   In Leipsig var en Mand
   In Leipsig var en Mand
   In Leipsig var en Læderen Mand
   In Leipsig var en Læderen Mand
   In Leipsig var en Mand
   Die Mand han nam en Fru &c.

 

JACOB.
 
Singot Jeppe.

 

JEPPE.
 
Hej! He - - - - - i! He - - - - Din Skaal og min Skaal og alle gode Venners Skaal He - - - - - He - - - - i.

 

JACOB.
 
Vil du icke dricke Rifogdens Skaal.

 

JEPPE.
 
Jo nok, giv mig for fire Skilling endnu, Rifogden er en skickelig Mand; naar vi sticker ham en Daler i Næven, giør han sin Saligheds Eed for Herskabet, at vi icke kand betale Land-Gilde. En Skielm der nu har fleere Penger, du borger mig nok for en Styver eller to.

 

JACOB.
 
Nej Jeppe! du taaler icke at dricke meer nu. Jeg er icke den Mand, der vil, at Giesterne skal overvælde sig i mit Huus, og dricke meer end de har got af. Jeg vil heller miste min Næring; thi det er en Synd.

 

JEPPE.
 
Hej! nok for en Styver.

 

JACOB.
 
Nej Jeppe nu skiencker jeg icke meer, tenk, at du har en lang Vej at gaa.

 

JEPPE.
 
Hundsvot, Caronie, Beest, Slyngel Hej He - - - - i - - i.

 

JACOB.
 
Far vel Jeppe, Løcke paa Reisen.

Sc. 7.

 

Jeppe (alleene.)
 

Ach Jeppe! du er fuld som et Beest, mine Been vil icke bære mig. Vil I staa eller ej I Carnalier, Hej saa! Hvad er Klocken? Hej Jacob Hundsvot Skuster! Hej! nok for en Styver, vil I staa I Hunde! nej Drolen far efter mig om de vil staa, tack Jacob Skoemager! lad os faa en frisk, hør Cammerat! hvor gaar Vejen til Byen? staa siger jeg! see! Beestet er fuld. Du drak som en Skielm Jacob, er det for en Styver Brendeviin - Du maaler som en Tyrk.
 
(Medens hand saa taler falder hand om og blir liggende.)

 

Sc. 8.

 

Baron Nilus. Secreteren. Cammer-Tienere. 2. Laqveier.

BARONEN.
Det lader sig ansee i Aar til et frugtbar Aar, see engang hvor tyk Byggen staar.

SECRETEREN.
 

Ja det er sant, Eders Naade, men det betyder, at en Tønde Bygg vil icke komme højere i Aar end til 5 Mark.

 

BARONEN.
 
Det vil intet sige. Bønderne staar sig dog altid bedre udi de gode Tider.

 

SECRETEREN.
 
Jeg veed icke hvordan det er, Eders Naade, Bønderne klage sig dog altid og vil have Sædkorn, enten Aaret er frugtbar eller ej. Naar de har noget, saa dricker de desmeere. Her boer en Kroemand i Naboe-Lauet, som heeder Jacob Skoemager, som hielper mægtig til at giøre Bonden fattig; de siger, at hand kommer Salt i sit Øll, at de skal tørste, jo meere de dricker.

 

BARONEN.
 
Den Karl maa vi have afskaffet. Men hvad er det som ligger paa Vejen? det er jo en død Mand. Man hører icke andet end Ulycke. Spring een hen og see hvad det er.

 

1. LAQVEI.
 
Det er Jeppe paa Bierget, som har den onde Kone. Hej op Jeppe! nej hand vaagner icke op, om vi sloge og træckede ham efter Haaret.

 

BARONEN.
 
Lad ham kun blive, jeg havde nok Lyst at spille en Comoedie med ham. I plejer at være frugtbar paa Inventioner, kand I nu icke hitte paa noget, som kand divertere mig?

 

SECRETEREN.
 
Mig siunes, at det blev artigt, om man bandt en Papiirs-Krave om hans Hals, eller klippede Haaret af ham.

 

CAMMER-TIENNEREN.
 
Mig siunes, at det var endnu artigere, om man smurte hans Ansigt over med Blek, og udsatte saa nogen, at eftersee, hvorledes hans Kone tog imod ham, naar hand kom hiem i den Positur.

 

BARONEN.
 
Det er got nok. Men hvad gielder, at Erich hitter paa noget, som er artigere. Siig frem din Meening Erich.

 

ERICH LAQVEI.
 
Jeg holder for, mand skulde klæde ham gandske af, og legge ham i Herrens beste Seng, og om Morgenen, naar hand vaagnede, stille os alle an mod ham, ligesom hand var Herren paa Gaarden, saa at hand icke skulde vide, hvorledes hand var snoet eller vent. Og, naar vi saaledes havde faaet ham i de Tancker, at hand var Baronen, skulde vi dricke ham ligesaa drucken igien, som hand nu er, og legge ham i sine gamle Klæder paa denne samme Møding; hvis saadant med Forstand blev exeqveret, vilde det have en underlig Virkning, og hand vilde bilde sig ind, enten at have drømt om saadan Lyksalighed, eller at have virkelig været i Paradis.

 

BARONEN.
 
Erich! du est en stor Mand, og derfor har icke uden store Anslage. Men end om hand vaagnede op i det samme?

 

ERICH.
 
Det er jeg viss paa, at hand icke giør, Eders Naade; thi denne samme Jeppe paa Bierget er en af de stærkeste Sovere i det heele Herret. Man forsøgte forgangen Aar at hefte et Raqvet bag ved hans Nacke, men, da Raqveten gik løs, vaagnede hand derfor icke op af sin Søvn.

 

BARONEN.
 
Lad os da giøre det, slæber ham strax bort, fører ham i en fiin Skiorte, og legger ham i min beste Seng.

 

 

 

 

Act. II.

 

 

 

Sc. 1.

 

JEPPE.
(Forestilles liggende udi Baronens Seng med en Gyldenstyckes Slaap-Rok for Stoelen, hand vaagner og gnicker sine Øjne, seer sig om og blir forskrecket, gnicker sine Øjne igien, tar paa sit Hoved og faar en Guld-broderet Nat-Hue i Haanden, hand smør Spøt paa
sine Øjne, og gnicker dem igien, vender nok Huen om, og beskuer den, seer paa sin
fiine Skiorte, paa Slaap-Rocken, paa Alting, har underlige Grimacer; imidlertid spilles
en sagte Music, hvorved Jeppe legger Hænderne sammen, og græder, naar Musiqven
har ende, begynder hand at tale:)
Ej! hvad er dog dette? hvad er dette for en Herlighed, og hvordan er jeg kommen dertil? drømmer jeg, eller er jeg vaagen? nej, jeg er ganske vaagen, hvor er min Kone, hvor er mine Børn, hvor er mit, Huus og hvor er Jeppe? alting er jo forandret, jeg selv med. Ej! hvad er dog dette? hvad er dog dette?
Raaber sagte og frygtsom,
 

Nille! Nille! Nille! jeg troer, at jeg er kommen i Himmerig Nille! og det gandske uforskyldt. Men, mon det er jeg? mig synes ja, mig synes ogsaa nej. Naar jeg føler paa min Rygg, som endnu er øm af de Hug, jeg har faat, naar jeg hører mig tale, naar jeg føler paa min huule Tand, synes mig det er jeg. Naar jeg derimod seer paa min Hue, min Skiorte, paa ald den Herlighed, som er mig for Øynene, og jeg hører den liflige Musiqve, saa Drolen splide mig ad om jeg kand faa i mit Hoved, at det er jeg. Nej det er icke, jeg, jeg vil tusinde gange være en Carnalie om det er. Men mon jeg icke drømmer? mig synes dog nej, jeg vil forsøge at knibe mig i Armen, giør det da icke ondt, saa drømmer jeg, giør det ondt, saa drømmer jeg icke; jo jeg følede det, jeg er vaagen, vist er jeg vaagen, det kand jo ingen disputere mig; thi var jeg icke vaagen, saa kunde jeg jo icke - men hvorledes kand jeg dog være vaagen, naar jeg ret betencker alting, det kand jo icke slaa feil, at jeg jo er Jeppe paa Bierget, jeg veed jo, at jeg er en fattig Bonde, en Træl, en Slyngel, en Hanrej, en sulten Luus, en Madike, en Carnalie, hvorledes kand jeg tillige med være Keyser og Herre paa et Slott, nej det er dog ickun en Drøm. Det er derfor best, at jeg har Taalmodighed, indtil jeg vaagner op.
 
(Musiqven begynder paa nye, og Jeppe falder i Graad igien.)
 
Ach! kand mand dog høre saadant i Søvne? det er jo icke mueligt? men er det en Drøm, saa gid jeg aldrig maatte vaagne op, og er jeg gall, saa giv jeg aldrig maatte blive viis igien; thi jeg ville stevne den Doctor, der curerede mig, og forbande den, der væckede mig; men jeg hverken drømmer eller er gall; thi jeg kand komme alting ihu, som mig er vederfaret, jeg erindrer jo, at min Sal: Far var Niels paa Bierget, min Far-Far Jeppe paa Bierget, min Hustrue heeder jo Nille, hendes Crabask Mester Erich, mine Sønner Hans, Christoffer og Niels. Men see! nu har jeg fundet ud hvad det er, det er et andet Liv, det er Paradiis, det er Himmerig, jeg, maa skee, drak mig ihiel i Gaar hos Jacob Skoemager, døde, og kom strax i Himmerig. Døden maa dog icke være saa haard at gaa paa, som mand bilder sig ind; thi jeg følede intet dertil; nu staar maa skee Hr. Jesper denne Stund paa Prædike-Stolen og giør Liig-Prædiken over mig, og siger: saadant Endeligt fik Jeppe paa Bierget, hand levede som en Soldat og døde som en Soldat. Mand kand disputere, om jeg døde til Lands eller Vands; thi jeg gik temmelig fugtig af denne Verden. Ach Jeppe! det er andet end at gaa fire Miil til Byen for at kiøbe Sæbe, at ligge paa Straa, at faa Hug af din Hustrue, og faa Horn af Degnen. Ach! til hvilken Lyksalighed er icke din Møje og dine sure Dage forvandlet, Ach! jeg maa græde af Glæde, besynderlig, naar jeg eftertencker, at dette er hendet mig saa uforskyldt. Men en Ting staar mig for Hovedet, det er, at jeg er saa tørstig, at mine Læber henge sammen, skulde jeg ønske mig levende igien, var det alleene for at faa et Kruus Øll at ledske mig paa; thi hvad nytter mig ald den Herlighed for Øynene og Ørene, naar jeg skal døe paa nye igien af Tørst, jeg erindrer, Præsten har ofte sagt, at mand hverken hungrer eller tørster i Himmerig, iligemaade, at mand der finder alle sine afdøde Venner; men jeg er færdig at vansmægte af Tørst, jeg er ogsaa gandske alleene, jeg seer jo intet Menniske, jeg maatte jo i det ringeste finde min Bestefar, som var saadan skickelig Mand, der icke efterloed sig en Skillings Restantz hos Herskabet. Jeg veed jo, at mange Folk har levet ligesaa skickelig som jeg, hvorfor skulde jeg alleene komme i Himmerig. Det kand derfore icke være Himmerig. Men hvad kand det da være? jeg sover icke, jeg vaager icke, jeg er icke død, jeg lever icke, jeg er icke gall, jeg er icke klog, jeg er Jeppe paa Bierget, jeg er icke Jeppe paa Bierget, jeg er fattig, jeg er riig, jeg er en stackels Bonde, jeg er Keyser A - - - - A - - - - A - - - - hielp hielp hielp.
 
(Paa dette store Skraal kommer nogle Folk ind, som imidlertid har
staaet paa Luur for at see hvorledes hand stillede sig an.)

Sc. 2.

 

Cammer-Tienner. En Laqvei. Jeppe.

CAMMER-TIENNER.
Jeg ønsker Eders Naade en lyksalig god Morgen, her er Slaap-Rocken, om Eders Naade vil staa op. Erich spring ud efter Handklædet og Vandbeckenet.

JEPPE.
 

Ach Velbyrdige Hr. Cammer-Tienner, jeg vil gierne staa op, men jeg beder, at I intet ondt vil giøre mig.

 

CAMMER-TIENNEREN.
 
Gud bevare os fra at giøre Herren ondt.

 

JEPPE.
 
Ach! førend I slaar mig ihiel, vil I da icke giøre mig den Villighed at sige mig hvem jeg er?

 

CAMMER-TIENNEREN.
 
Veed icke Herren, hvem hand er?

 

JEPPE.
 
I Gaar var jeg Jeppe paa Bierget, men i Dag - Ach! jeg veed icke hvad jeg skal sige.

 

CAMMER-TIENNEREN.
 
Det er os kiert, at Herren er i saa god Humeur i Dag, at hand behager at skiemte, men Gud bevare os, hvorfor græder Eders Naade?

 

JEPPE.
 
Jeg er icke, Eders Naade, jeg kand giøre min Saligheds Eed derpaa, at jeg icke er det; thi saa vit som jeg kand erindre, saa er jeg Jeppe Nielsen paa Bierget en af Baronens Bønder, vil I have Bud efter min Hustrue, skal I faa det at høre: men lad hende icke tage Mester Erich med sig.

 

LAQVEIEN.
 
Det er sært, hvad er dog dette? Herren maa icke være vaagen; thi hand plejer jo aldrig at skiemte saaledes.

 

JEPPE.
 
Om jeg er vaagen eller ej, det skal jeg icke kunde sige; men det veed jeg og kand sige, at jeg er en af Baronens Bønder, som heeder Jeppe paa Bierget, og jeg aldrig har været enten Baron eller Greve min Livs-Tid.

 

CAMMER-TIENNEREN.
 
Erich! hvad kand dette være? jeg er bange, at Herren er falden i en Sygdom.

 

ERICH.
 
Jeg bilder mig ind, at hand gaar i Søvne; thi det skeer ofte, at Folk staar op af Sengen, klæder sig paa, taler, æder, og dricker i Søvne.

 

CAMMER-TIENNEREN.
 
Nej Erich. Jeg mercker, at Herren phantaserer af en Sygdom, spring strax efter et par Doctores - Ach! Eders Naade slaar saadane Tancker af Eders Hovet. Eders Naade jager derved Forskreckelse i det heele Huus, kiender Eders Naade icke mig.

 

JEPPE.
 
Jeg kiender mig icke selv; hvorledes skulde jeg da kiende jer?

 

CAMMER-TIENNEREN.
 
Ach! er det mueligt? at jeg skal høre saadane Ord af min Naadige Herres Mund, og see ham udi saadan Tilstand? Ach! vort ulyksalige Huus, som blir plaget af saadan Koglerie! Kand icke Herren erindre hvad hand giorde i Gaar, da hand reed paa Jagt?

 

JEPPE.
 
Jeg har aldrig været enten Jæger eller Krybe-Skytter; thi jeg veed, at det er Bremmerholms Arbeid; aldrig nogen Siæl skal kunde bevise mig over, at have jaget en Hare paa Herrens Gods.

 

CAMMER-TIENNEREN.
 
Ach! Naadige Herre! jeg var jo selv med ham paa Jagt i Gaar.

 

JEPPE.
 
I Gaar sad jeg til Jacob Skoemagers, og drak for 12 ß. i Brændeviin. Hvor kunde jeg da være paa Jagt?

 

CAMMER-TIENNEREN.
 
Ach! jeg besværer Naadige Herre paa min blotte Knæ, at hand lader saadan Snak fare. Erich! gik der Bud efter Doctorerne?

 

ERICH.
 
Ja! de kommer nok strax.

 

CAMMER-TIENNEREN.
 
Lad os da faa Herren i sin Slaap-Rok; thi, maa skee, naar hand kommer ud i Luften, tør det blive bedre med ham. Vil Herren behage at iføre sig sin Slaap-Rok?

 

JEPPE.
 
Hiertelig gierne. I maa giøre med mig, hvad jer lyster; naar I kun icke vil slaae mig ihiel; thi jeg er saa uskyldig, som det Barn der ligger i Moors Liv.
Sc. 3.

2. Doctores. Jeppe. Cammer-Tienneren. Erich.

1. DOCTOR.
 

Vi hører med største Smerte, at Herren er u-passelig.

 

CAMMER-TIENNEREN.
 
Ach ja! Hr. Doctor! hand er i en elendig Tilstand.

 

2. DOCTOR.
 
Hvordan er det fatt Naadige Herre?

 

JEPPE.
 
Ret vel! jeg er alleene noget tørstig af det Brændeviin, jeg fik hos Jacob Skoemager i Gaar: vil I kun give mig et Kruus Øll, og lade mig gaa, saa maa mand gierne henge jer og alle Doctore op, thi jeg behøver ingen Medicin.

 

1. DOCTOR.
 
Det kalder jeg ret at phantasere Hr. Collega.

 

2. DOCTOR.
 
Jo stærckere det er, jo snarere vil det udrase, lad os føle Herrens Puls. Ovid tibi videtur Domine Frater?

 

1. DOCTOR.
 
Jeg holder for, at hand maa strax Aarelades.

 

2. DOCTOR.
 
Jeg er icke af den Tancke; thi slige underlige Svagheder maa cureres paa en anden Maade, Herren har haft en fæl og selsom Drøm, som har bragt Blodet udi Bevægelse, og forvirret Hiernen saaledes, at hand bilder sig ind at være en Bonde. Vi maa søge at divertere Herren med de Ting, som hand plejer at have meest Behag udi, give ham de Viine og den Spise, som hand best finder Smag udi, og spille for ham de Stykker, som hand heldst gider hørt.
 
(Een lystig Music begyndes.)

CAMMER-TIENNEREN.
 

Det var jo Herrens Livstycke?

 

JEPPE.
 
Kand nok være. Har mand altid saadan Lystighed her paa Gaarden?

 

CAMMER-TIENNEREN.
 
Saa tit Herren behager; thi hand gier os alle Kost og Løn.

 

JEPPE.
 
Men det er underligt, at jeg kand icke komme ihu, hvad jeg har giordt tilforn.

 

1. DOCTOR.
 
Sygdommen fører det med sig, Eders Naade, at mand forglemmer alt hvad mand har giordt tilforn. Jeg erindrer mig, at for nogle Aar siden en af mine Naboer af stærk Drik blev saaledes forvirret, at hand i to Dage bildte sig ind at være uden Hoved.

 

JEPPE.
 
Jeg var tilfreds, at Birke-Dommeren Christoffer vilde giøre det samme, men hand maa have en Sygdom, som er lige tvert imod denne; thi hand bilder sig ind at have et stort Hoved; hvorvel hand haver slet intet, som mand kand mercke af hans Domme.
 
(De leer alle deraf ha ha ha.)

2. DOCTOR.
 

Det er en Fornøjelse at høre Herren skiemte. Men, at komme til Historien igien, da gik den samme heele Byen over, og spurte Folk om ingen havde fundet hans Hoved, som hand havde tabt, men hand kom sig lyckelig igien, og er denne Stund Klocker i Jydland.

 

JEPPE.
 
Det kunde hand jo blive, omendskiønt hand havde icke fundet sit Hoved igien.
 
(De leer atter ha ha ha.)

1. DOCTOR.
 

Kand Hr. Collega icke erindre sig den Historie, som skeede for 10 Aar siden med den Mand, der bildte sig ind, at der var fuldt af Fluer i hans Hovet, og kunde icke komme af de Griller, hvormeget mand talede for ham, indtil en fornuftig Doctor curerede ham paa saadan Maade: hand lagde et Plaster over hans Hoved, som var bestrøed med døde Fluer, hvilket da hand efter nogen Tids Forløb træckede af, og viisde den Syge Fluerne, bildte hand sig ind, at de vare udtrokne af hans Hoved, og blev derover frisk igien. Jeg har ogsaa hørt om en anden Mand, der efter en lang Feber faldt udi de Griller, at, hvis hand kastede sit Vand fra sig, skulde Landet forgaae af en Flod. Ingen kunde faa ham af de Tancker; thi hand sagde sig at ville døe for det gemeene Beste. Hand blev cureret paa saadan Maneer; mand skickede Bud til ham som fra Commendanten, at, saasom Byen frygtede sig for en Beleiring, og der var icke Vand i Gravene, hand da vilde fylde dem, for at hindre Fienden Adgang til Byen, hvorudover den Syge blev glad, at hand kunde tiene baade sit Fæderneland og sig selv med, og blev saa skilt baade ved sit Vand og sin Sygdom.

 

2. DOCTOR.
 
Jeg kand fremføre Exempel af en anden Historie, som er passeret i Tydskland. En Edelmand kom engang udi et Vertshuus; hvor, da hand havde spiset, og vilde gaa til Sengs, hang hand sin Guld-Kiæde, som hand plejede at bære om Halsen, paa Veggen i Herberget. Verten gav nøje agt derpaa, fuldte ham til Sengs, og ønskede ham en god Nat; men da hand fornam, at Edel-Manden sov, sneeg hand sig ind udi Kammeret, og tog 60 Leed bort af Kiæden, og hang den saa paa Veggen igien. Giesten staar op om Morgenen, lader sin Hest sadle, og ifører sig sine Klæder. Men da hand skulde binde Kiæden om Halsen, fornam hand at den havde mist den halve Deel af sin Lengde, begynder derfor at raabe, at hand var bestaalen. Verten, som stod uden for Døren og lurede, løber strax ind, og lader ligesom hand bliver gandske forskrecket, raabende Ach! hvilken skreckelig Forandring! da Giesten spurte ham, hvi hand saadan tog afsted, sagde hand, Ach min Herre! jer Hovet er bleven engang saa stort, som det var i Gaar. Hvorpaa hand bar frem et falsk Speil, som viiste en Ting engang saa stort, som det er i sig selv. Da nu Edelmanden saae sit Hovet saa stort i Speilen, faldt hand i Graad og sagde: Ach! nu mercker jeg Aarsagen, hvi min Kiæde er bleven saa kort. Hvorpaa hand satte sig paa sin Hest, svøbte Hovedet i sin Kappe, at ingen skulde see det paa Vejen. Der siges, at hand siden mange Dage holt sig hiemme, og icke kunde komme af de Griller, men troede, at Kiæden icke var bleven for kort, men Hovedet for stort.

 

1. DOCTOR.
 
Der ere u-tallige Exempler paa saadane Indbildinger, jeg erindrer ogsaa at have hørt tale om een, der bildte sig ind, at hans Næse var 10 Food lang, og varede alle ad, som mødte ham, at de icke skulde komme for nær.

 

2. DOCTOR.
 
Domine Frater har vel hørt Historien om den Mand, der bildte sig ind, at hand var død. En ung Person faldt udi de Griller, at hand var død, og derfor lagde sig paa en Liig-Baare, og vilde hverken æde eller dricke. Hans Venner forestillede ham saadan Daarlighed, og brugte alle Konster at bevæge ham til at æde, men forgiæves; thi hand afviiste dem kun med Latter, foregivende, at det var mod alle Regler for døde Folk at æde og drikke. Endelig paatog sig en forfaren Mand i Medicinen at curere ham paa en underlig Maade: Hand fik en Tienner til ogsaa at udgive sig for Død, og lade sig med Statz udføre til samme Sted, hvor den Syge laa. Disse tvende laae lenge først og saae paa hinanden. Omsider begynte den Syge at spørge den anden ad, hvorfor hand var didkommen, hvilken svarede: fordi hand var død. Dernest begynte de at spørge hinanden om Maaden paa hvilken de vare døde, hvilket enhver vitløftig fortaalte. Derpaa kommer nogle, som dertil vare bestilte, og bringer den sidste sit Aftens-Maaltid til, hvorved hand reiste sig af Kisten, og giorde et got Maaltid, sigende til den anden: skal du icke ogsaa snart spise? den Syge forundrer sig derover og spurte, om det kunde staa en død Mand an at spise, men fik til Svar, at, dersom hand icke spisede, kunde hand icke lenge være død. Hand lod sig derfor overtale først at spise med den anden, siden sove, staa op, klæde sig paa, ja hand efterabede den anden i alting, indtil hand ogsaa blev levende igien og klog med ham. Jeg kunde give u-tallige fleere Exempler paa saadane selsomme Indbildinger. Saaledes er det ogsaa gaaet til denne gang med Naadige Herre, at hand indbilder sig at være en fattig Bonde. Men Herren maa slaa de Tancker af sit Sind, saa blir hand strax frisk igien.

 

JEPPE.
 
Men mon det kand være mueligt, at det er af Indbilding?

 

DOCT:
 
Ja vist! Herren har hørt af disse Historier hvad Indbildinger kand giøre.

 

JEPPE.
 
Er jeg da icke Jeppe paa Bierget?

 

DOCT:
 
Nej vist.

 

JEPPE.
 
Er da icke den onde Nille min Kone?

 

DOCT:
 
Ingenlunde; thi Herren er Enkemand.

 

JEPPE.
 
Er det og lutter Indbilding, at hun har en Crabask, som heeder Mester Erich?

 

DOCT:
 
Lutter Indbilding.

 

JEPPE.
 
Er det ej heller sant, at jeg skulde til Byen i Gaar at kiøbe Sæbe?

 

DOCT:
 
Nej.

 

JEPPE.
 
Ej heller, at jeg drak Pengene op hos Jacob Skoemager?

 

CAMMER-TIENNEREN.
 
Ej! Herren var jo med os paa Jagt den heele Gaars Dag.

 

JEPPE.
 
Ej heller, at jeg er Hanrej?

 

CAMMER-TIENNEREN.
 
Ej! Fruen er jo død for mange Aar siden.

 

JEPPE.
 
Ach! jeg begynder allereede at fatte min Daarlighed! jeg vil icke tencke paa den Bonde meere; thi jeg kand mercke, at en Drøm har bragt mig i den Vildfarelse, det er dog underligt, hvor et Menniske kand falde i slige Griller.

 

CAMMER-TIENNEREN.
 
Vil Herren behage at spadsere lidt i Haven, mens vi laver noget Froekost til.

 

JEPPE.
 
Ja nok, men det maa skee i en hast; thi jeg er baade hungrig og tørstig.

 

 

 

 

 

 

Act. III.

 

 

Sc. 1.
(Jeppe kommer fra Haven med sin Suite, og et lidet Bord er decket.)

 

JEPPE.
Ha ha, jeg seer Bordet er alt decket.

CAMMER-TIENNEREN.
 

Ja alting er færdig, naar Eders Naade behager at sætte sig ned.
 
(Jeppe sætter sig ned. De andre staaer bag ved Stolen og leer af hans
U-noder, naar hand griber med alle 5 Finger udi Fadet, ræber over
Bordet. Snyder sig med Fingerne og smør det paa Klæderne.)

CAMMER-TIENNER.
 

Vil Herren befale hvad Viin ham lyster.

 

JEPPE.
 
I veed jo vel selv, hvad Viin jeg plejer dricke om Morgenen.

 

CAMMER-TIENNEREN.
 
Der er Rhinsk Viin, som Herren plejer heldst at dricke. Dersom den icke smager Herren, kand hand faa strax anden.

 

JEPPE.
 
Den er noget for suurt. I maa komme noget Miød deri, saa blir den god; thi jeg er meget for sødt.

 

CAMMER-TIENNEREN.
 
Her er Canari Sæk, om Herren vil smage den.

 

JEPPE.
 
Det er en god Viin: Skraaler alle.
 
(Hver gang hand dricker, blæses i Trompetter.)
 
Hej pass op Karle, nok et Glas Viin af Carnalie Sæk, forstaar I vel? Hvor har du faaet den Ring, som du bær paa Fingrene?

 

SECRETEREN.
 
Den har Herren selv givet mig.

 

JEPPE.
 
Det kand jeg icke erindre, giv mig den tilbage, jeg maa have giordt det i Druckenskab. Man gier jo icke saadane Ringe bort. Jeg vil eftersee siden, hvad andre Sager, I har faaet. Tiennere skal icke have meere end Kost og Løn, jeg kand sværge paa, at jeg icke erindrer at have foræret jer noget i Særdeleshed; thi, hvorfor skulde jeg giøre det? den Ring er jo over 10 Rdr. værdt, nej! nej! I gode Karle icke saa icke saa. I maa icke betiene jer af jer Herskabs Skrøbelighed og Druckenskab. Naar jeg er drucken, saa er jeg færdig at give mine Buxer bort; men naar jeg har sovet Rusen ud, tar jeg mine Foræringer tilbage. Jeg fik ellers en Ulycke af min Hustrue Nille. Dog hvad siger jeg? nu falder jeg i forrige galne Tancker igien, og kommer icke ihu, hvem jeg er, giv mig nok et Glas Carnali Sæk. Samme Skaal!
 
(Trompeterne blæser igien.)
 
Gir agt paa, hvad jeg siger, Karle! det maa tiene jer til Underretning herefter, at naar jeg giver noget bort om Aftenen i Druckenskab, maa I levere det tilbage om Morgenen igien. Naar Tiennere faar mere end de kand æde op, blir de storagtig og kaster paa Nacken af Herskabet. Hvormeget er din Løn?

 

SECRETEREN.
 
Herren har stedse givet mig 200 Rdr. om Aaret.

 

JEPPE.
 
Du skal have Dievelen icke 200 Rdr. herefter, hvad Gavn giør du for 200 Rdr. Jeg maa selv slæbe som et Beest, og staa paa Laden fra Morgenen til Aftenen, og kand neppe - See! nu kommer de forbandede Bonde-Griller igien. Giv mig nok et Glas Viin.
 
(Hand dricker igien og Trompetterne blæser.)

 
200 Rigsdaler, det er jo at flaae Huden af sit Herskab. Hør! veed I hvad I gode Karle. Naar jeg har spiset, har jeg i Sinde at henge op hver anden her paa Gaarden. I skal vide, at jeg icke er at skiemte med udi Penge Sager.

 

CAMMER-TIENNEREN.
 
Vi vil give tilbage alt, hvad vi har oppebaaret af Eders Naade.

 

JEPPE.
 
Ja, ja! Eders Naade! Eders Naade! Complementer og Baslementer har vi got Kiøb paa i disse Tider. I vil stryge mig om Munden med Eders Naade, indtil I faar alle Pengene bort, og I blir mine Naader igien. Munden siger nok Eders Naade, men Hiertet Eders Nar. I taler icke hvad I meener Karle. I Betientere ere ligesom Abner, der kom og hilsede Roland sigende: Hil være dig min Broder, og med det samme sticker ham Dolken i Hiertet. Troe mig, at Jeppe er ingen Nar.
 
(De falder alle paa Knæ og beder om Naade.)

JEPPE.
 

Staar kun op igien Karle, til jeg har spiset, siden vil jeg see efter, hvor det henger sammen, hvilke, som har fortient at henges eller ej. Nu vil jeg holde mig lystig.

Sc. 2.

 

Jeppe. Cammer-Tienneren. Rifogden. Secreteren.

JEPPE.
 

Hvor er min Rifogd?

 

CAMMER-TIENNEREN.
 
Hand er her uden for.

 

JEPPE.
 
Lad ham strax komme ind.
 
(Rifogden kommer ind udi en Sølvknappet-Kiole med Geheng om Livet.)
 
Har Eders Naade noget at befale?

 

JEPPE.
 
Intet uden at du skal henges.

 

RIFOGDEN.
 
Jeg har jo intet ondt giordt? Eders Naade! hvorfor skal jeg henges?

 

JEPPE.
 
Est du icke Rifogd?

 

RIFOGDEN.
 
Jo jeg er, Eders Naade!

 

JEPPE.
 
Og du spør endda, hvorfor du skal henges.

 

RIFOGDEN.
 
Jeg har dog tient Eders Naade saa troelig og reedelig, og været saa flittig i mit Embede, saa at Eders Naade har roeset mig altid frem for andre sine Tiennere.

 

JEPPE.
 
Ja vist har du været flittig i dit Embede, det kand mand jo see paa dine støbte Sølv-Knapper, hvad faar du aarlig til Løn?

 

RIFOGDEN.
 
Et halv hundrede Rigsdaler aarlig.
 
(Jeppe gaar og spadserer lit frem og tilbage.)
 
Et halv hundrede Rigsdaler. Ja du skal strax henge.

 

RIFOGDEN.
 
Det kand jo icke være mindre, Naadige Herre, for et heelt Aars møjsom Tienniste.

 

JEPPE.
 
Just derfor skal du henges, efterdi du faar kun et halv hundrede Rigsdaler. Du har Penge til Sølvknappede Kiole, til Krusedoller for Hænderne, til Silke-Pung bag i Haaret, og har kun 50 Rdr. om Aaret. Maa du da icke stiæle fra mig arme Mand; thi hvor skulde det ellers komme fra?

 

RIFOGDEN (paa Knæ).
 
Ach Naadige Herre! Spar mig dog for min fattige Hustrue og u-myndige Børns skyld.

 

JEPPE.
 
Har du mange Børn?

 

RIFOGDEN.
 
Jeg har 7 levende Børn, Eders Naade!

 

JEPPE.
 
Ha ha, 7 levende Børn? fort heng ham Sekreteer.

 

SECRETEREN.
 
Ach Naadige Herre! jeg er jo ingen Bøddel.

 

JEPPE.
 
Hvad du icke est, det kandst du blive, du seer ud til allehaande. Naar du har hengt ham, skal jeg siden henge dig selv.

 

RIFOGDEN.
 
Ach Naadige Herre! er der ingen Pardon?

 

JEPPE (gaar og spadserer igien, sætter sig ned at dricke, staar op igien.)
 
Et halv hundrede Rigsdaler, Kone, og syv Børn. Vil der ingen anden henge dig, saa skal jeg giøre det selv. Jeg veed nok, hvad I er for Karle, I Rifogder, jeg veed hvorledes I har omgaaet med mig selv og andre stakkels Bønder. Ej! nu kommer de forbandede Bonde-Griller mig i Hovedet igien. Jeg vilde sige, jeg veed eders Væsen og Handtering saa vel paa mine Fingre, at jeg selv kunde være Rifogd, om det skulde gielde. I faar Fløden af Melken, og Herskabet faar en Loort (med Tugt at sige.) Jeg troer om Verden staar lenge, saa blir Rifogder Junckere, og Junckere igien Rifogder. Naar Bonden skicker jer eller jere Koner noget i Næven, saa heeder det, naar I kommer til Herskabet: den stackels Mand er villig og flittig nok, men adskillige Ulycker slaar ham til, at hand icke kand betale. Hand har en ond Jord, der er kommen Skab paa hans Qvæg, og andet saadant, med hvilken Snak Herskabet maa lade sig afspise. Troe mig go Karl, jeg lar mig icke saaledes tage ved Næsen; thi jeg er selv en Bonde og en Bondes Søn. See! nu kommer dette Koglerie igien. Jeg siger, jeg er selv en Bondes Søn; thi Abraham og Eva vore første Forældre vare Bønder.

 

SECRETEREN (falder ogsaa paa Knæ).
 
Ach naadige Herre! hav dog Barmhiertighed med ham for hans fattige Hustrues skyld; thi hvoraf skal hun siden leve at føde Kone og Børn?

 

JEPPE.
 
Hvem siger de skal leve? mand kand jo henge dem op med!

 

SECRETEREN.
 
Ach Herre! det er saadan yndig smuk Kone.

 

JEPPE.
 
Saa! du maa skee er forliebt i hende, eftersom du tar dig hende saa an. Lad hende komme her ind.

Sc. 3.

 

Rifogdens Kone. Jeppe. De andre.
(Konen kommer ind og kysser paa hans Haand.)

JEPPE.
 

Est du Rifogdens Kone?

 

KONEN.
 
Ja jeg er Naadig Herre!

 

JEPPE (taar hende paa Brystet.)
 
Du est kiøn. Vil du sove hos mig i Nat?

 

KONEN.
 
Herren har at befale udi alting; thi jeg er i hans Tienniste.

 

JEPPE (til Rifogden.)
 
Vil du tilstede, at jeg ligger hos din Kone i Nat?

 

RIFOGDEN.
 
Jeg tacker Herren, at hand beviser mit ringe Huus den Ære.

 

JEPPE.
 
See her! sæt en Stoel til hende, hun skal spise med mig.
 
(Hun sætter sig ved Bordet, æder og dricker med ham,
hand blir jaloux paa Secreteren og siger:)
 
Du skal faa en Ulycke, dersom du seer paa hende.
 
(Saa tit hand kaster Øje til Secreteren, strax slaar hand Øjene af hende og
seer paa Jorden. Hand synger en forliebt gammeldags Viise, medens hand
sidder til Bords med hende.
Jeppe befaler at spille en Polsk Dantz, og dantzer med hende,
men falder 3 gange af Druckenskab, endelig den fierde gang
blir hand liggende og falder i Søvn.)

Sc. 4.

 

Baronen. De andre.

BARONEN.
Hand sover alt dygtig. Nu har vi Spillet vundet, men vi havde selv nær bleven meest narret; thi hand havde i Sinde at tyrannisere over os, hvorudover vi enten maatte have fordervet Historien, eller ladet os ilde medhandle af denne grove Bonde, af hvis Opførsel man kand lære, hvor tyrannisk og hovmodige slige Folk bliver, der af Skarnet i en hast kommer til stor Ære og Værdighed; jeg havde nær i en ulycksalig Tid paataget mig en Secretaires Person, thi havde hand ladet mig prygle, saa havde der blevet en forstyrret Historie, der havde underkastet mig icke mindre Folks Raillerie end Bonden. Det er best vi lader ham sove endnu lidet, førend vi fører ham i hans skidne Bonde-Klæder igien.

ERICH.
 

Ach Herre! hand sover alt som en Steen, see her! jeg kand slaae paa ham, hand føler det icke.

 

BARONEN.
 
Fører ham da ud, og fuldender Comoedien.

 

 

 

 

Act. IV.

 

 

Sc. 1.
(Jeppe forestilles liggende paa en Møding i sine gamle Bønder-Klæder, vaagner op og raaber:)
Hej Secketeer, Cammer-Tienner, Lakejer! nok et Glas Carnali Sæk!
(Seer sig om, og gnicker sine Øjne ligesom tilforn, tar paa sit Hoved, og faar sin gamle breede Hat i Haanden, gnicker Øjnene, og vender Hatten om paa alle Kanter,
seer paa sine Klæder, og kiender sig selv igien, begynder at tale:)
 
Hvor lenge var Abraham i Paradiis? nu kiender jeg, men desverre, alting igien, min Seng, min Trøje, min gamle Hanrej Hat, mig selv; det er andet Jeppe, end at dricke Carnali Sæk af forgylte Glas, at sidde til Bords med Lakejer og Secketerer bag sin Stoel. Det Gode varer (desverre) aldrig lenge, Ach! Ach! at jeg, som var saadan Naadig Herre for stacket Tid siden, skal see mig i saa slet Tilstand, min prægtige Seng forvandlet til en Møding, min Guldenstyckes Hue til en gammel Hanrej Hat, mine Lakejer til Sviin, og mig selv fra en stoor og naadig Herre forvandlet til en usel Bonde igien. Jeg meenede, naar jeg vaagnede op igien, at finde mine Fingre besat med Guld-Ringe, men de ere (reverenter talt) beseglet med andet. Jeg meente at fodre mine Betientere til Regenskab, men nu maa jeg selv lave min Rygg til, naar jeg kommer hiem, og skal giøre Regenskab for mit Forhold. Jeg tenkte, da jeg vaagnede, at gribe efter et Glas Carnali Sæk, men fik med Tugt at sige en L. i Haanden. Ach Ach! Jeppe! den Boelig udi Paradiis var kun kort, og din Glæde fik hastig Ende. Men hvem veed, om det samme icke kand vederfare mig, hvis jeg legger mig til Hvile nok engang. Ach Ach gid det vilde hende mig! Ach gid jeg kunde komme der igien!
 
(Legger sig at slumme igien.)

 

Sc. 2.

 

Nille. Jeppe.

NILLE.
Mon jeg skal troe, at hand er kommen i Ulycke, hvor kand dog dette være! enten har Fanden taget ham, eller (det som jeg meer er bange for) sidder hand i en Kroe og dricker Pengene op. Jeg var een Giek derudi, at jeg betroede den Druckenbolt 12 Skilling paa Engang. Men hvad seer jeg? ligger hand icke der i Skarnet og snorker? Ach jeg elendige Menniske! der skal have saadant Beest til Mand! din Rygg skal betale det dyrt nok.
(Lister sig sagte hen og gir ham et Slag af Mester Erich for Rumpen.)

JEPPE.
 

Hej hej! hielp hielp! hvad er det? hvor er jeg? hvem er jeg? hvem slaar mig? hvorfor slaar mand mig? hej!

 

NILLE.
 
Jeg skal lære dig strax, hvad det er.
 
(Slaar ham paa ny igien, og træcker ham efter Haaret.)

JEPPE.
 

Ach min hierte Nille! slaae mig icke meere, du veedst icke, hvad mig er vederfaret.

 

NILLE.
 
Hvor har din Fyldehund været saa lenge henne? hvor er Sæben, du skulde kiøbe?

 

JEPPE.
 
Jeg kunde icke komme til Byen, Nille!

 

NILLE.
 
Hvorfor kunde du icke komme til Byen?

 

JEPPE.
 
Jeg blev optagen paa Vejen til Paradiis.

 

NILLE.
 
Til Paradiis (prygler ham) til Paradiis (slaar ham atter) til Paradiis (slaar ham igien) vil du fixere mig oven i Kiøbet?

 

JEPPE.
 
Aa Aa Aa! saa sant som jeg er en ærlig Mand, er det icke sant.

 

NILLE.
 
Hvad er sant?

 

JEPPE.
 
At jeg har været i Paradiis.
 
(Nille repeterer i Paradiis og slaar ham igien.)

JEPPE.
 

Ach min hierte Nille! slaae mig icke meer.

 

NILLE.
 
Fort! bekiend, hvor du har været, eller jeg skal myrde dig.

 

JEPPE.
 
Ach! jeg vil gierne bekiende, hvor jeg har været, dersom du icke vil slaae mig meere.

 

NILLE.
 
Bekiend da.

 

JEPPE.
 
Svær paa, at du icke vil slaae mig meere da.

 

NILLE.
 
Nej.

 

JEPPE.
 
Saa sant som jeg er en ærlig Mand og heeder Jeppe paa Bierget, saa er det sant, at jeg har været i Paradiis, og seet de Ting, som du skal forundre dig over at høre.
 
(Nille prygler ham igien, og træcker ham ind efter Haaret.)

 

Sc. 3.

 

NILLE (alleene.)
Saa din Fyldehund! sov nu først Rusen ud, siden skal vi videre tales ved. Saadane Sviin, som du est, kommer icke i Paradiis. Tenk engang, hvorledes det Beest har drukket Forstanden bort, men har hand giordt sig til gode paa min Bekostning, saa skal hand og ærlig penitere derfor, thi hand skal i 2 Dage faa hverken vaadt eller tørt, inden den Tid skal nok Grillerne forgaae ham om Paradiis.

Sc. 4.

3 bevæbnede Mænd. Nille.

3 MÆND.
Boer her icke en Mand, som heeder Jeppe?

NILLE.
 

Jo her giør.

 

3 MÆND.
 
Est du hans Hustrue?

 

NILLE.
 
Ja Gud bedre, disvær!

 

3 MÆND.
 
Vi maa ind at tale med ham.

 

NILLE.
 
Hand er gandske drucken.

 

3 MÆND.
 
Det vil icke sige, fort skaf ham her ud, eller det heele Huus geraader i Ulycke.
 
(Nille gaar ind og støder Jeppe ud med saadan Fart, at hand støder en af
de 3 Mænd om paa Gulvet med sig.)

 

Sc. 5.

 

JEPPE.
Ach! ach! I gode Mænd, nu seer I, hvilken Kone jeg har at drages med.

3 MÆND.
 

Du fortiener icke anden Medfart; thi du est en Misdæder.

 

JEPPE.
 
Hvad ondt har jeg da giordt?

 

3 MÆND.
 
Det skal du strax faa at vide, naar Retten blir holdet.

Scen. 6.
(Dommeren kommer ind med en anden Betienter, og sætter sig paa sin Stoel, Jeppe bagbunden blir bragt for Domstolen. Een træder frem og beskylder ham saaledes.)

 

2 ADVOCATER.
 

Her er en Mand Hr. Dommer, som vi kand vidne at have seet indsnige sig udi Baronens Huus, givet sig ud for Herren, iført sig hans Klæder, tyranniseret med hans Betienter, hvilket saasom det er et uhørligt dristigt Stycke, saa paastaar vi paa vor Herres Vegne, at det paa en særdeles Maade maa straffes andre Voldsmænd til Exempel og Forskreckelse.

 

DOMMEREN.
 
Er det sant, som du beskyldes for? siig frem, hvad du har til din Forsvar; thi vi ville ingen fordømme uhørt.

 

JEPPE.
 
Ach jeg arme Menniske! hvad skal jeg sige? jeg bekiender at have fortient Straf, men alleene for de Penge, jeg drak op, som jeg skulde kiøbe Sæbe for; jeg bekiender ogsaa, at jeg har nyelig været paa et Slot, men, hvor jeg kom derhen, og hvor jeg kom derfra igien, veed jeg icke.

 

ANKLAGEREN <~><|>: 1 ADVOCAT.
 
Her hører Dommeren af hans egen Bekiendelse, at hand har drucken sig fuld, og udi Druckenskab begaaet saadan uhørlig Misgierning; saa der nu ickun staar tilbage at kiende udi, om een saadan grov Misdædere kand undskylde sin Misgierning med Drukkenskab. Jeg meener nej; thi paa den Maade kunde hverken Hoer eller Mord blive straffet, enhver skulde søge saadane Udflugter, og sige, at det var giordt i Druckenskab, og, omendskiønt hand kand bevise sig at have været drucken, blir hans Sag derfor icke bedre; thi det heeder: hvad en bedriver i Druckenskab, skal hand bøde for, naar hand blir ædrue. Det er jo bekiendt, hvorledes saadan Misgierning nyelig blev straffet, omendskiønt Misdæderen lod sig af Enfoldighed forføre at give sig ud for en stor Herre, men hans Enfoldighed og U-videnhed kunde icke redde ham fra Døden; thi Straff er alleene indført andre til Exempel. Jeg vilde nok fortelle Historien, dersom jeg icke frygtede at opholde Retten dermed.

 

ANDEN ADVOCAT.
 
Gunstige Hr. Dommer! denne Sag kommer mig saa underlig for, at jeg icke kand faa saadan Historie i mit Hovet; endskiønt der vare end fleere Vidner. En eenfoldig Bonde skulde snige sig ind paa Herrens Gaard, og paatage sig hans Person uden at kunde paatage sig ogsaa hans Ansigt og Skickelse? hvorledes kunde hand komme ind i Herrens Sovekammer? hvorledes kunde hand iføre sig Herrens Klæder, uden nogen skulde blive det var? nej Hr. Dommer! man kand see, at det er opspundet Verk af denne stackels Mands Fiender. Haaber derfor, at hand blir frikiendt.

 

JEPPE (grædende.)
 
Ach! Gud velsigne din Mund! jeg har et stycke Tobak i min Buxe-Lomme, om I icke vil forsmaa, det er saa got, som nogen ærlig Mand vil tygge.

 

2 ADVOCAT.
 
Behold kun dit Tobak Jeppe! at jeg taler for dig, er icke for Skienk og Gave, men alleene af Christen Medlidenhed.

 

JEPPE.
 
Om Forladelse Hr. Procurator! jeg havde icke tenkt, at I Folk vare saa ærlige.

 

1 ADVOCAT.
 
Hvad som min Collega fremfører til denne Misdæders Befrielse, grunder sig alleene paa Gisninger. Her spørges icke, om det er rimeligt, at saadant kand skee eller ej, men der bevises, at det er skeed, saavel af Vidner, som af hans egen Tilstaaelse.

 

2 ADVOCAT.
 
Hvad en Mand tilstaar udi Frygt og Forskreckelse, saadan Tilstaaelse kand icke være gyldig. Mig synes derfor, det er best at give denne enfoldige Mand Tid til at betencke sig, og adspørge ham paa nye derom. Hør Jeppe! betenk dig hvad du siger! tilstaar du det, som du beskyldes for?

 

JEPPE.
 
Nej! jeg vil giøre min højeste Eed paa, at det er Løgn, alt hvad som jeg svor paa tilforn; thi jeg har i 3 Dage icke været af mit Huus.

 

1 ADVOCAT.
 
Hr. Dommer! jeg meener uforgribelig, at det icke maa tillades nogen at sværge, der er først overbeviset af Vidner, og siden selv har tilstaaet sin Misgierning.

 

2 ADVOCAT.
 
Jeg meener jo.

 

1 ADVOCAT.
 
Jeg meener nej.

 

2 ADVOCAT.
 
Naar Sagen er af saadan underlig Beskaffenhed.

 

1 ADVOCAT.
 
Der hielper ingen Omstændigheder mod Vidner og Tilstaaelse.

 

JEPPE.
 
Ach! gid de kunde komme i Haar sammen, saa skulde jeg imidlertid tage fat paa Dommeren, og prygle ham saa, at hand skulde glemme baade Lov og Forordning.

 

2 ADVOCAT.
 
Men hør, Hr. Collega! endskiønt Gierningen tilstaaes, saa har dog Manden ingen Straf fortient; thi hand har jo intet ondt giordt paa Gaarden, hverken Mord eller Tyverie.

 

1 ADVOCAT.
 
Det vil intet sige; intentio furandi er det samme som furtum.

 

JEPPE.
 
Tal Dansk, din sorte Hund! saa skal vi nok svare for os.

 

1 ADVOCAT.
 
Thi enten een blir greben, naar hand vil stiæle, eller naar hand har staalen, saa er hand Tyv.

 

JEPPE.
 
Ach naadige Dommer! jeg vilde gierne henges, dersom denne Procurator maatte henges ved Siden af mig.

 

2 ADVOCAT.
 
Holdt inde med slige Ord, Jeppe! du forderver din Sag kun meer dermed.

 

JEPPE.
 
Hvorfor svarer I icke da? (sagte) hand staar som et dumt Beest.

 

2 ADVOCAT.
 
Men hvoraf bevises det furandi propofitum?

 

1 ADVOCAT.
 
Qvicunqve in aedes alienas noctu irrumpit, tanqvam fur aut nocturnus graffator exiftimandus est, atqvi reus hic ità, ergo.

 

2 ADVOCAT.
 
Nego majorem, qvòd scilicet irruperit.

 

1 ADVOCAT.
 
Res manifesta est, tot legitimis testibus exstantibus, ac confitente reo.

 

2 ADVOCAT.
 
Qvicunqve vi vel metu coactus fuerit confiteri -

 

1 ADVOCAT.
 
Ej! hvor er den Vis? hvor er den Metus? det er kun Krog-Love.

 

2 ADVOCAT.
 
Nej I bruger Krog-Love.

 

1 ADVOCAT.
 
Det skal ingen ærlig Mand sige mig paa.
 
(De tar hinanden for Brystet, og Jeppe springer bag til,
og river den første Advocats Peruqve af.)

DOMMEREN.
 

Respect for Retten! holt op, jeg har alt nok.
 
(Læser Dommen op.)
 
Saasom Jeppe paa Bierget, Nielsis Søn paa Bierget, og Jeppes Sønne-Søn sammesteds, er overbeviset, saavel af lovlige Vidner, som af egen Bekiendelse, at have indsneeget sig paa Baronens Slott, iført sig hans Klæder, og handlet ilde med hans Tienner. Saa dømmes hand til at omkommes af Gift, og naar hand er død, hans Legeme at ophænges i en Galge.

 

JEPPE.
 
Ach! Ach Naadige Dommer! er der ingen Pardon?

 

DOMMEREN.
 
Nej ingenlunde. Dommen skal strax exeqveres i mit Paasiun.

 

JEPPE.
 
Ach! maa jeg da icke faa et Glas Brendeviin først, førend jeg dricker Forgiften, at jeg kand døe med Corrasie.

 

DOMMEREN.
 
Jo det kand nok tilstædes.
 
(Jeppe dricker ud trende Glas Brendeviin, falder paa Knæ igien, og spør:
Er der ingen Pardon?)

DOMMEREN.
 

Nej Jeppe, nu er det alt for silde.

 

JEPPE.
 
Ach! det er jo icke for silde. Dommeren kand jo forandre Dommen, og sige, at hand dømte feil første gang. Det skeer jo saa tit; thi vi ere alle Mennisker.

 

DOMMEREN.
 
Nej! du skal selv føle inden nogle Minuter, at det er for silde; thi du har allereede faat Giften ind med Brendevinen.

 

JEPPE.
 
Ach jeg elendige Menniske! har jeg alt faat Giften ind? Ach far vel Nille! dog din Carnali, du har icke forskyldt, at jeg skulde tage Afskeed med dig. Far vel Jens, Niels og Christoffer! far vel min Daatter Marthe! far vel min Øje-Steen! dig veed jeg selv at være Far til; thi du blev giordt, førend Degnen kom hid, du har ogsaa din Fars Ansigt. Vi ligner hinanden som to Draaber Vand. Far vel min brogede Hest, og tack for hver gang, jeg har reedet paa dig, nest mine egne Børn har jeg intet Beest elsket saa meget som dig. Far vel Feierfax, min troe Hund og Dørvogter; far vel Moens, min sorte Kat, far vel mine Stude, mine Faar, mine Sviin, og tack for got Compagnie, og for hver Dag, jeg har kiendt jer. Far vel - Ach! nu kand jeg icke meer, jeg blir saa tung og afmægtig.
 
(Falder om og blir liggende.)

DOMMEREN.
 

Det gaar vel; Dvale-Dricken har allereede giordt sin Virkning, nu sover hand som en Steen, henger ham nu op, men seer vel til, at hand ingen Skade faar deraf, og at Reebet kommer kun under Armene. Nu vil vi see, hvordan hand bær sig ad, naar hand vaagner op, og finder sig hengende.
 
(De slæber ham ud.)

 

 

|
Act. V.

 

 

Sc. 1.
(Jeppe forestilles hengende i en Galge.)

 

Nille. Jeppe. Dommeren
(Nille river sit Haar, slaar sig for Brystet og raaber:)
Ach! Ach! er det mueligt, at jeg skal see min fromme Mand henge saa skammelig udi en Galge. Ach min allerkiereste Mand! forlad mig, om jeg har giordt dig imod. Ach! Ach! nu vaagner min Samvittighed, nu angrer jeg, men forsilde, den Haardhed, som jeg har øvet mod dig, nu savner jeg dig først, nu kand jeg skiønne paa, hvilken from Mand jeg har mist, ach! at jeg kunde redde dig fra Døden med mit eget Liv og Blod.
(Hun tører sine Øjne og græder bitterlig. Imidlertid har Dvale-Dricken ud-opereret,
og Jeppe vaagner op igien, og seer sig henge i en Galge, og sine Hænder bagbundene,
hører sin Hustrue klage, og taler til hende.)
 

Giv dig tilfreds, min hierte Kone, vi skal alle den Vej. Gak hiem og tag vare paa dit Huus, og hav Omsorg for mine Børn, min røde Trøje kand du lade omgiøre til lille Christoffer, det som bliver til overs, skal Marthe have til en hue, seer til for alting, at min brogede Hest blir vel plejet; thi jeg har elsket det Beest, som hand kunde være min kiødelige Broer, hvis jeg icke var død, skulde jeg sige dig adskilligt andet.

 

NILLE.
 
A - - - - A - - - - A - - - hvad er det? hvad hører jeg? kand en død Mand tale?

 

JEPPE.
 
Bliv icke bange, Nille; jeg skal intet ondt giøre dig.

 

NILLE.
 
Ach min allerkieriste Mand, hvorledes kand du tale, naar du est død?

 

JEPPE.
 
Jeg veed icke selv, hvoraf det kommer. Men hør, min hierte Kone, spring bort som en Ild, og bring mig hid for 8 ß. Brendeviin; thi jeg tørster meere nu, end da jeg var levende.

 

NILLE.
 
Fy dit Beest! din Skarn! din forgiftige Druckenbolt! har du icke drucket Brendeviin nok i dit levende Liv? tørster din Fæe-Hund endnu, nu du est død? det kalder jeg et fuldkommen Sviin.

 

JEPPE.
 
Hold din Mund dit Skarn, og spring strax efter Brendevinen. Hvis du det icke giør, saa skal jeg, Drollen splide mig ad, spøge hver Nat i Huset. Du skal vide, at jeg er icke bange for Mester Erich meer; thi jeg føler nu til ingen Hug.
 
(Nille springer hiem efter Mester Erich, kommer ud igien og prygler ham i Galgen.)

JEPPE.
 

Au au au holt op Nille holt op, du kand slaae mig ihiel paa nye, au au au.

 

DOMMEREN.
 
Hør Kone! du maa icke slaae ham meere. Giv dig tilfreds, vi vil for din skyld tilgive din Mand hans Forseelse og dømme ham til Livet igien.

 

NILLE.
 
Ach nej! gunstig Herre! lad ham kun henge; thi hand er icke værd at lade leve.

 

DOMMEREN.
 
Fy! du est en Skarns Qvinde, pak dig bort, eller vi skal lade dig henge ved Siden af ham.
 
(Nille løber bort.)

 

Sc. 2.

 

Jeppe. Rætten.
(Jeppe blir nedtagen af Galgen igien.)

JEPPE.
Ach gunstig Hr. Dommer! er det vist, at jeg er gandske levende igien, eller spøger jeg?

DOMMEREN.
 

Du est gandske levende; thi den Ræt, som kand dømme fra Livet, kand ogsaa dømme til Livet igien. Kand du icke begribe det?

 

JEPPE.
 
Nej! jeg kand mari icke begribe det, men jeg troer, at jeg gaaer igien og spøger.

 

DOMMEREN.
 
Ej du Giek! det er jo let at begribe. Den, som tar en Ting fra dig, kand jo give dig den igien.

 

JEPPE.
 
Maa jeg da forsøge at henge Dommeren op for Løjer skyld, og see, om jeg kand siden dømme ham til Livet igien.

 

DOMMEREN.
 
Nej det gaar icke an; thi du est ingen Dommer.

 

JEPPE.
 
Men er jeg da levende igien?

 

DOMMEREN.
 
Ja du est.

 

JEPPE.
 
Saa, at jeg spøger icke?

 

DOMMEREN.
 
Nej vist.

 

JEPPE.
 
Ej heller gaar igien?

 

DOMMEREN.
 
Nej.

 

JEPPE.
 
At jeg er den samme Jeppe paa Bierget, som jeg var tilforn.

 

DOMMEREN.
 
Ja.

 

JEPPE.
 
At jeg er ingen Geist?

 

DOMMEREN.
 
Nej vist icke.

 

JEPPE.
 
Vil I sværge mig til, at det er sant?

 

DOMMEREN.
 
Ja jeg svær dig til, at du est levende.

 

JEPPE.
 
Beed Drollen splide jer ad derpaa, at det er sant.

 

DOMMEREN.
 
Ej! troer paa vore Ord, og tack os, at vi har været dig saa naadige at dømme dig til Livet igien.

 

JEPPE.
 
Hvis I havde icke selv hengt mig op, vilde jeg gierne have tacket jer, for I løsede mig neer igien.

 

DOMMEREN.
 
Giv dig tilfreds Jeppe, og siig os til, naar din Kone slaar dig oftere; saa skal vi nok raade Boed derfor. See! der har du fire Rigsdaler, som du nogen Tid kand holde dig lystig med, og glem icke at dricke vor Skaal.
 
(Jeppe kysser paa Haanden og tacker. Rætten gaar bort.)

 

Sc. 3.

 

JEPPE (alleene.)
Nu har jeg levet udi halv hundrede Aar, men i ald den Tid er icke hendet mig saa meget, som i disse to Dage. Det er nogle forbandede Historier, naar jeg ret eftertencker det, en Time en drucken Bonde, en anden Time Baron, en anden Time en Bonde igien, nu død, nu bliver levende i en Galge, som er det underligste: maa skee, naar mand henger levende Folk op, saa døer de, og, naar mand henger døde Folk, saa lever de op igien, jeg bilder mig ind, at et Glas Brendeviin vil smage herligt herpaa; hej Jacob Skoemager herud.

Sc. 4.

Jacob Skoemager. Jeppe.

JACOB.
Velkommen tilbage igien fra Byen! fik du Sæben til din Kone?

JEPPE.
 

Ej du Slyngel! du skal vide, hvad Folk, du taler med, Huen under Armen; thi du est kun en Carnali at regne mod saadan som jeg.

 

JACOB.
 
Jeg taalte icke saadane Ord af en anden Jeppe. Men du under mit Huus en daglig Skilling, derfor regner jeg det icke saa nøje.

 

JEPPE.
 
Huen under Armen, siger jeg, du Skuster!

 

JACOB.
 
Hvad er dig vederfaret paa Vejen, mens du est bleven saa spansk.

 

JEPPE.
 
Du skal vide, at jeg er bleven hengt, siden jeg talte med dig.

 

JACOB.
 
Det er jo icke saa meget fornemme. Jeg misunder dig icke den Lycke. Men hør Jeppe! hvor du har drucket dit Øll, der maa du spille din Bærme, du dricker dig fuld andre Steder, men kommer i mit Huus alleene for at giøre Klameri.

 

JEPPE.
 
Fort Huen under Armen Slyngel, hør du icke, hvor det ringler i min Lomme?

 

JACOB (med Huen under Armen).
 
Hillement! hvor har du faat de Penge?

 

JEPPE.
 
Af mit Baronniskab Jacob. Jeg skal fortælle dig, hvad mig er vederfaret, men lad mig faa et Glas Miød først! thi jeg er for storagtig til at dricke Dansk Brendeviin.

 

JACOB.
 
Singot Jeppe.

 

JEPPE.
 
Nu skal jeg fortælle dig, hvad mig er vederfaret; da jeg gik fra dig, faldt jeg i Søvn, da jeg vaagnede op igien, var jeg Baron, og drak mig drucken paa nye af Carnali Sæk, da jeg blev drucken af Carnali Sæk, vaagnede jeg op paa en Møding igien, da jeg vaagnede op paa en Møding, lagde jeg mig at sove paa nye i Forhaabning, at sove mig et Baronniskab til igien, men jeg merckede, at det gaar icke altid an; thi min Hustrue væckede mig op med Mester Erich, og træckede mig ind efter Haaret uden at have ringeste Respect for saadan Mand, som jeg havde været. Da jeg kom ind i Stuen, blev jeg stødt ud igien paa mit Hovet, og saae mig omringet af en hoben Gripomenuser, som dømte mig fra Livet, og dræbte mig med Forgift, da jeg var død, blev jeg hengt, og da jeg var hengt, blev jeg levende igien, og da jeg var bleven levende igien, fik jeg fire Rigsdaler. Saaledes er Historien, men hvordan saadant kunde hende, vil jeg give dig at betencke.

 

JACOB.
 
Ha ha ha det er en Drøm Jeppe.

 

JEPPE.
 
Hvis jeg endnu icke havde disse fire Rigsdaler, skulde jeg ogsaa bilde mig ind, at det var en Drøm, giv mig nok en frisk Jacob, jeg vil icke tencke paa det Galskab meere, men dricke mig en ærlig Ruus.

 

JACOB.
 
Singot Hr. Baron ha ha ha!

 

JEPPE.
 
Du kand, maa skee, icke begribe det Jacob.

 

JACOB.
 
Nej, icke om jeg stod paa mit Hoved.

 

JEPPE.
 
Derfor kand det være sant, Jacob! thi du est en Dosmer, og begriber icke de Ting, som er mindre.

Sc. 5.

 

Magnus. Jeppe. Jacob.

MAGNUS.
 

Ha ha ha! jeg skal fortælle jer en forbandet Histori, som er vederfaret en Mand, der heeder Jeppe paa Bierget, som mand har funden drucken og sovende paa Marcken, iførdt ham andre Klæder, og lagt ham i den beste Seng paa Herre-Gaarden, bildet ham ind, at hand var Herren, da hand vaagnede op, drucket ham fuld paa nye igien, og lagt ham i sine gamle skidne Klæder paa en Møding igien, hvor da hand vaagnede op, bildte hand sig ind at have været i Paradiis; jeg havde nær leet mig ihiel, da jeg hørdte den Histori af Ridefogdens Folk. Jeg vilde mari give en Daler til, at jeg kunde faa den Nar at see ha ha ha!

 

JEPPE.
 
Hvad er at betale Jacob?

 

JACOB.
 
Tolv Skilling.
 
(Jeppe stryger sig om Munden, og gaaer bort meget skamfuld.)

MAGNUS.
 

Hvorfor gik den Mand saa hastig?

 

JACOB.
 
Det er just den samme Mand, som Historien er spillet med.

 

MAGNUS.
 
Er det mueligt? saa maa jeg løbe efter ham. Hør Jeppe! et Ord. Hvorledes staar til udi den anden Verden?

 

JEPPE.
 
Lad mig gaa i Roe.

 

MAGNUS.
 
Hvorfor blev du icke der lenger?

 

JEPPE.
 
Hvad kommer det dig ved?

 

MAGNUS.
 
Ej! fortæll os dog noget om den Reise.

 

JEPPE.
 
Lad mig gaa, siger jeg, jeg giør ellers en Ulycke paa dig.

 

MAGNUS.
 
Ej Jeppe! jeg er saa begierlig efter at vide noget derom.

 

JEPPE.
 
Jacob Skoemager! hielp! taaler du, at mand giør mig Vold i dit Huus?

 

MAGNUS.
 
Jeg giør jo ingen Vold Jeppe, jeg spør kun, hvad du saae udi den anden Verden.

 

JEPPE.
 
Hej! hielp! hielp!

 

MAGNUS.
 
Saae du ingen af mine Forfædre der?

 

JEPPE.
 
Nej. Dine Forfædre maa være paa det andet Sted, hvor jeg haaber du og andre Carnalier efter Døden kommer.
 
(Slider sig løs og flyer bort.)

 

Scen. 6.

 

Baronen. Hans Secretair. Cammer-Tienner. 2 Lakeier.

BARONEN.
Ha ha ha den Historie var Guld værd, jeg havde icke tenkt, at den skulde have haft saa god Virkning. Kandst du divertere mig oftere saa Erich, saa skal du blive meget høyt anskreven hos mig.

ERICH.
 

Nej, naadige Herre! jeg tør icke vove mig oftere at spille saadan Comoedie; thi, om hand havde slaaet Herren, som hand truede, saa havde det blevet til en hæslig Tragoedie.

 

BARONEN.
 
Det er, min Troe, sant. Jeg var bange nok for det, men jeg var saa forliebt i Historien, at jeg heller havde ladet mig slaae, ja, jeg troer, heller ladet dig henge af ham Erich, end jeg havde aabenbaret den. Du var, maa skee, vel af samme Forsæt.

 

ERICH.
 
Nej Eders Naade! det var noget underligt at lade sig henge for Lyst; thi den Lyst kostede alt for dyrt.

 

BARONEN.
 
Ej Erich! saadant skeer jo hver Dag; Folk, om icke paa den Maade, saa dog paa en anden, tar Livet af sig for Lyst skyld. Som for Exempel: en er af en svag Natur, og seer forud, at hand af formegen Drik vil miste Liv og Helsen, stormer dog til sit Legeme, og vover Liv og Helsen tit for en Aftens Fornøjelse. Nok paa en anden Maade: De store Visirer i Tyrckiet blive gierne stranguleret eller qvalte ihiel med en Stricke, somme samme dag, de blive Visirer, andre nogle Dage derefter, og dog stormer alle dertil, saasom alleene for at henges med en stor Titul. Nok paa en anden Maade: Officiers opoffre gierne hver anden baade Liv og Siæl, for at have Titul af Tapperhed, og duellere for ingen Ting end ogsaa med deres Overmænd, som de er visse paa vil expedere dem. Jeg troer ogsaa, at der skulde findes mange hundrede forliebte Mennisker, der for en Nats Fornøjelse gierne skulde lade sig dræbe om Morgenen. Mand seer i Beleiringer, at Soldater i hobetall deserterer, og løber hen til beleirede Byer, som de seer forud vil strax overgive sig, og for at leve en Dag vel lader sig henge den anden. Det eene er icke meere solide end det andet. Mand har i gamle Dage seet Philosophi selv styrdte sig i Ulycke alleene for at blive roset efter deres Død. Derfor troer jeg fuldkommelig Erich, at du heller havde ladet dig henge end fordervet denne deilige Historie.
 
        Af dette Eventyr vi, kiere Børn, maa lære,
        At ringe Folk i hast at sætte i stor Ære
           Ej mindre farligt er, end som at trycke ned
           Den, der er bleven stoor ved Dyd og Tapperhed.

        Naar Bønder, Handverks-Mænd, mand Regiment vil give,
        Da Scepteret til Riis kand snart forvandlet blive
           For Øvrighed mand da Tyranner let kand faa,
           En Nero i hver Dorp ved Roret fast vil staa.

        Mon Cajus Phalaris vel fordum øve kunde
        En større Myndighed end denne ringe Bonde
           Green, Galge, Steil og Hiul hand truede os med
           Da hand ej endda varm var i sin Myndighed.

        Vi derfor Øvrighed fra Ploven meer ej tage
        Giør Bonde til Regent, som udi fordum Dage,
           Thi gamle Griller hvis mand fuldte derudi
           Hvert Herredom maa skee faldt hen til Tyranni.

 

 
Opført 1722, tryk 1723 i 1. bind af pseudonymet "Hans Mikkelsen"s komedier for Den nye oprettede Danske Skue-Plads.

Ordforklaring

Akt 1:

Hr. Poul: hr. plus fornavn brugtes om præster - Land-Gilde: årlig afgift til herremanden - Offer: pengegave til kirkens embedsmænd ved højtiderne, del af præstens løn - Boeskab: bohave - Ridefogden: herremandens repræsentant over for fæstebønderne - Ritualen: de kirkelige forskrifter - Fæstebrev: kontrakt mellem herremand og fæstebonde - reverenter talt: rent ud sagt - Crabasken: læderpisken - Skabhals: slyngel, fjols - Lucifer: djævelen - Malicien: militæret - vittig: klog - Corasie: mod - 3 Hellige-Dage: jul påske og pinse - da: selv om - holde ringeste Tone: det gav degnen prestige at kunne trække visse salmetoner langt ud - tog Troen over: i salmen " Vi tro, vi alle tro på Gud" havde degnen mulighed for at brillere ved et holde tonen længere på "vi" længere end kollegerne - som Nille: mens Nille - har got ved at sige: kan sagtens snakke - sagte: nok , sagtens - drikker ham til: det var skik at smage på drikken, før man rakte den til gæsten - Singot: skål (egl. Gud signe dig) - eeneste Skilling: en-skilling - Drollen skal splide jer ad:  fanden tage jer - saa mari: mild ed ( af jomfru Maria) - Styver: to-skilling - Prakker: udsuger - Peteheia og Polemeia: tralleord - Akker-Mær: groft skældsord om kvinde, egl plovhest - abelgraa: abildgrå, gråskimlet - giort over: handler om - smuk: flink - mir zu: skål med mig (ty.) - Godtaar: "skål", egl. godt år - Ich tank ju .. haal: plattysk: Jeg takker dig Jacob, drik, så djævelen tager dig - Companen: felten - Wismar: nordtysk by - Auction: aktion, slag - Psalme: han mener :salve - fordyvled: "fordjævlet" -- Davids Psaltkar: Davids salmer (græsk: psalter) - bastenere: banke - Læderen: kedelig - Hundsvot og Caronie: sjofle skældsord - Skuster: skomager - Sædkorn: korn til at så - Inventioner: ideer; påhit - divertere: underholde - artigt: morsomt - Positur: tilstand - Anslage: påfund

Akt 2:

Gyldenstykkes: silkestof indvævet med guld- og sølvtråde - for Stolen: liggende på eller over stolen - vender nok Huen om: vender nok huen om igen - disputere: her: benægte - besynderlig: især - færdig at vansmægte: ved at gå til - Villighed: tjeneste - Koglerie: hekseri - Bremerholms Arbeid: straffen for krybskytteri var 3 års straffearbejde på orlogsværftet B. - quid tibi... : hvad synes du, hr. broder - bragt Blodet udi Bevægelse: menneskets lidenskaber og sindstilstand mentes knyttet til blodet og andre legemsvæsker - Birke-dommeren: lokal dommer udnævnt af herremanden - Flod: oversvømmelse  - det gemeene beste: det fælles bedste - Edelmand: adelsmand - tog afsted: tog på veje - forestillede ham saadan Daarlighed: søgte at forklare ham det tåbelige i det

Akt 3:

Canari Sæk: hedvin fra de canariske øer - Skraaler: her bydemåde. Der skulle synges eller spilles fanfare når fine folk drak - Baslementer: håndkys - Geheng: bælte eller skulderskærf til at bære sidevåben i - Silke-Pung: silkehårnet var på mode - omgaaet med: behandlet - Junkere igien Rifogder: junkere til gengæld ridefogder - Rallerie: spot

Akt 4:

Hanrej Hat: hat med bred nedfaldende skygge, der kunne skjule bærerens "horn" - fodre: fordre, kræve - fixere: gøre grin med - poenitere: gøre bod - kiende udi: dømme om, afgøre - Procurator: sagfører - intentio furandi: hensigten at stjæle - furtum: tyveri - furandi propositum: forsæt at stjæle - Quicunqve ..... ergo: hvo som om natten bryder ind  i et fremmed hus, skal anses som  tyv eller natlig bandit, men således forholder den anklagede her sig, altså - Nego ... irruperit: jeg benægter oversætningen (påstanden), nemlig at han er brudt ind - Res ... reo: sagen er åbenbar, da der er fremstået så mange vidner, og den anklagede har tilstået - Quicunqve ... confiteri: hvo som ved vold eller frygt er blevet tvunget til at tilstå - Vis: vold - Metus: frygt - Krog-Love: prokuratorkneb med fordrejelser og spidsfindig udlægning af lovene

Akt 5:

udopereret: ophørt med at virke - Geist: spøgelse - kysser på hånden: efter gammel bondeskik kysser Jeppe sin egen hånd, som han derefter rækker dommeren - Gripomenuser: øgenavn om folk fra politi og retsvæsen - mindre: her: lettere at forstå, mere ligetil - stormer dog til: ødelægger dog (sit legeme) - Nok paa en anden Maade: og på en anden måde - Officiers opoffre gierne hver anden: Hveranden officer ofrer gerne .. - solide: fornuftigt - Regiment: regeringsmagt - Nero: romersk kejser, kendt for sin grusomhed - Dorp: landsby - Cajus: bedre kendt som Caligula, kendt for sin grusomhed - Phalaris: græsk tyran på Sicilien - Herredom: "styre"

 

Arbejdsspørgsmål til "Jeppe paa Bierget":
 

1.
Beskriv Jeppe og hans (bevidsthedsmæssige, psykologiske) udvikling i komedien. Er han en komisk eller tragisk figur - set med nutidens øjne, set med 1700-tallets øjne?

2.
Hvorfor drikker Jeppe?

3.
Beskriv baronen. Hvad er hans funktion i komedien?

4.
Diskuter komediens morale (budskab). 
Hvorledes vil I - som instruktører - gøre denne aktuel for et nutidigt publikum?

5.
Find en scene, som I synes er sjov! 
Hvad er det, som gør scenen sjov? Hvorledes vil I iscenesætte denne scene, så Jeppe fremstår som a) en naragtig figur, som b) en tragisk figur.

6.
Er "Jeppe paa Bjerget" skrevet i overensstemmelse med oplysningstanken? Hvordan?

 

til top


 
Da Vinci Mysteriet af Dan Brown er en af alle tiders største bestsellere, solgt i snart 20 mio. eksemplarer, heraf over 100.000 i Danmark, og foreløbig oversat til 42 sprog. Den er også dårligt skrevet, løgnagtig, fyldt med fejl, og den promoverer endnu en absurd sammensværgelsesteori.

 
Jeg har haft samtalen nogle gange.

X: Det er jo blot er en roman.

Jeg: Dan Brown siger, at selve handlingen er fiktion, men resten er fakta, og forbløffende mange læsere tror ham.

X: Ja, er det ikke pudsigt, at folk lader sig narre?

Jeg: Bogens budskab er, at den kristne kirke de sidste 2000 år som et led i en sammensværgelse har myrdet og tortureret for at skjule sandheden om Jesus og Maria Magdalene.

X: Og hvad så?

Jeg: Det siger du kun, fordi skurkene i sammensværgelsen er hvide kristne mænd, som bor i Vesten. Hvad nu hvis Dan Brown havde skrevet om den jødiske sammensværgelse for at erobre verden?

 

Advarsel: Her afsløres noget af handlingen i Da Vinci Mysteriet.

 

Robert Langdon, professor i religiøs symbolik ved Harvard Universitet, kaldes til Louvre Museum i Paris, hvor kurator Jacques Saunière er fundet myrdet under mystiske omstændigheder. Han ligger nøgen med vidt spredte ben og arme, så han former en cirkel skrevet ind i et kvadrat, ganske som i en berømt tegning af Leonardo da Vinci. Det er blot den første gåde af mange, som Langdon skal løse sammen med Saunières barnebarn, den smukke Sophie Neveu. Løsningen på mysteriet er kort fortalt, at Saunière var en af lederne af den hemmelige organisation Sions Priorat (i den danske oversættelse står af uforklarlige grunde uoversat Priory of Sion), som siden sin grundlæggelse år 1099 i Jerusalem har beskyttet en hemmelighed: Den Hellige Gral er ikke den kalk, af hvilken Jesus drak under den sidste nadver, men en kvinde, Maria Magdalene. Det var hende, der skulle have ført bevægelsen videre, og efter korsfæstelsen flygtede den gravide Maria Magdalene til Frankrig, hvor hun fødte Jesu barn. Gennem dette barn blev Jesus og Maria Magdalene stamfædre til den merovingiske kongeslægt. Denne sandhed om deres forhold og den kvindelige kristendom har kirken gennem århundrederne myrdet, forfulgt og tortureret for at undertrykke.

Dan Brown skriver selv i indledningen og har bekræftet i interviews, at alle beskrivelser af kunst, arkitektur, dokumenter og hemmelige ritualer er korrekte. At Sions Priorat eksisterer og blev grundlagt i 1099. At pergamenter opdaget i 1975 i det franske nationalbibliotek kendt som »Les Dossiers Secrets« (de hemmelige papirer) identificerer en række historiske personer som stormestre i Sions Priorat, blandt andre Isaac Newton og Leonardo da Vinci. Så skønt personer og handling er fiktion, så foregår de i et faktaunivers, som skal tages alvorligt. Dan Brown hævder selv at have brugt et år på research.

Dan Brown må læse langsomt, men grundigt, for mere eller mindre alt har han hentet fra to pseudohistoriske bøger fra 1982 og 1997. Den ene er Holy Blood, Holy Grail (dansk: Det hellige blod og den hellige gral) af Michael Baigent, Richard Leigh og Henry Lincoln. Udgangspunktet er mysteriet om præsten i den franske by Rennes-de-Chateau, Bérenger Saunière (samme efternavn som kuratoren i Louvre!), om hvem der gik vedholdende rygter, at han i 1891 havde gjort en opdagelse, der skaffede ham pludselig rigdom. Baigents, Leighs og Lincolns teori var, at han i en af kirkens søjler havde fundet sensationelle pergamentdokumenter, som kunne ryste kirkens grundvold. Herfra følger hele den historie, der genfindes i Da Vinci Mysteriet. Jesus og Maria Magdalene, flugten til Frankrig, barnet, Merovingerne og Sions Priorat. Resten, den undertrykte kvindelige kristendom, de kunsthistoriske analyser, koderne i Leonardo da Vincis kunst samt lidt ekstra krydderi i form af sakral sex, har Dan Brown fra The Templar Revelations. Secret Guardians of the true Identity of Christ af Lynn Picknett og Clive Prince (Dansk: Tempelherrernes Indsigt. De hemmelige vogtere af Kristi sande identitet).

Men komedien stopper ikke her, for den virkelige forfatter til hele historien og Dan Browns »fakta« var en fantast, svindler og antisemit ved navn Pierre Plantard.

 

Vi vender tilbage til præsten i Rennes-de-Chateau, hvis penge i virkelighedens verden stammede fra at sælge messer i så store mængder, at han ikke kunne nå at holde dem. Det var ulovligt og førte til, at han blev suspenderet og døde i fattigdom i 1917. Så i 1950erne begyndte en restauratør i Rennes-de-Chateau ved navn Noel Corbu at sprede historier om Saunière, hans mystiske rigdom og de sensationelle fund, han havde gjort i kirken. Formålet var sandsynligvis blot at øge omsætningen i hans restaurant, men ind på scenen trådte Pierre Plantard, som havde større ambitioner. Han øjnede i den falske historie om Bérenger Saunières opdagelser og rigdom muligheden for at hæve sin egen status i de esoteriske og højreekstreme kredse, han havde været en del af siden sin ungdom. Sammen med en Gérard de Sède udgav han i 1967 en bog med titlen L'Or de Rennes (Rennes guld). Her er beskrivelser af de mystiske pergamenter, som Saunière skulle have fundet, og som blev forfalsket af en anden entreprenant herre ved navn Philippe de Chérisey.

Samtidig begyndte Plantard at deponere hjemmelavede dokumenter i det franske nationalbibliotek, som sammen med pergamenterne promoverede to historier: at Pierre Plantard, som senere føjede det adelige de Saint Clair til sit navn, var efterkommer af Dagobert II, den sidste merovingiske konge, som blev myrdet i 679, og at der eksisterede en dybt hemmelig loge ved navn Sions Priorat grundlagt i 1099, som havde haft stor betydning i europæisk historie og som havde en plan, der ville blive afsløret, når tiden var inde.

Blandt de »hemmelige dokumenter« var bl.a. den liste over prioratets stormestre, som via Holy Blood, Holy Grail skyllede op i Da Vinci Mysteriet. Om Sions Priorat er den prosaiske sandhed, at det ikke blev grundlagt i 1099 i Jerusalem, men i 1956 i Annemasse i Frankrig tæt på Genèvesøen. Det var en lejerorganisation, der skulle bekæmpe boligspekulation i området og presse myndigheder til bl.a. at sikre bedre gadebelysning. Før 1950erne var der ingen hemmelig loge, ingen stormestre, ingen hemmelige dokumenter i det franske nationalbibliotek.

Med de kilder er det ikke så besynderligt, at fejlene i Da Vinci Mysteriet næsten falder over hinanden. Der er ikke plads her til opsummere dem, men læsere kan roligt regne med, at i det mindste alt om hekse, kunst, tempelherrerne, gotiske kirker, Interpol og glaspyramiden i Louvre er faktuelt forkert.

 

Her er vi tilbage ved udgangsspørgsmålet: betyder det noget? Det er jo bare en roman. Mit svar er, jeg holder meget af en god roman, men her sælges løgn, fup og forfalskninger som fakta, og tilsyneladende med stor effekt. Og sammensværgelsesteorier af den type, som Da Vinci Mysteriet promoverer, er ikke et pudsigt fænomen, men tegn på sygdom i samfundet. I den muslimske verden er groteske antisemitiske sammensværgelsesteorier alment accepteret tankegods i vide kredse. En berygtet antisemitisk forfalskning som »Zions Vises Protokoller« om den jødiske sammensværgelse for at overtage verden blev f.eks. sendt som et 40 episoders historisk drama i egyptisk TV i 2002. Også i USA og Europa har sammensværgelsesteorier fra at være begrænset til ekstreme grupper bredt sig og bliver tilsyneladende troet af store dele af befolkningen. Prinsesse Diana blev myrdet af den britiske efterretningstjeneste, månelandingen fandt ikke sted, men blev instrueret af Stanley Kubrick, Pentagon planlagde angrebet på Twin Towers 11. september osv. Kritisk sans og sund fornuft suspenderes uden problemer. Som den svenske forfatter Peter Englund har skrevet, er sammensværgelser blevet en forklaringsmæssig arketype i vor tid. Men hvordan kan vi opretholde en fornuftig og rationel debat i et demokratisk samfund, når flere og flere ser sammensværgelser, hemmelige selskaber og mord overalt, og intet er som det ser ud til?

 

 

ARBEJDSSPØRGSMÅL TIL "BABETTES GÆSTEBUD"

Spørgsmål til gruppearbejde:

1.

Karakterisér de to søstre , herunder: Hvad er deres "livsfilosofi"?

Hvad hører vi om dem gennem historien, deres fortid – deres opfattelse af Babette?

Hvordan og hvorfor ender deres forhold til deres tilbedere (Lövenhielm og Papin)?

Find citater der underbygger besvarelsen.

2.

Karakterisér Lövenhielm og Papin og deres forhold til Martine og Philippa.

Hvordan udvikler de sig, hvad lærer de?

Kommentér nedenstående citat:

General Lövenhielm havde til Overmaal naaet alt hvad han her i Livet havde stræbt efter (…) Kun han selv kendte til et forunderligt, et uforklarligt Forhold, der sletikke svarede til hans haandgribelige Kaar: han var ikke fuldkommen lykkelig. Noget var galt et eller andet sted..

Find citater der underbygger besvarelsen.

3.

Karakterisér Babette.

Hvordan udvikler/forandrer hun sig gennem historien – og hvorfor?

Hvilken betydning har middagen for Babette?

Kommentér nedenstående citater:

I saadanne Øjeblikke forstod de at Babette var dyb, langt nede i hendes Sind var der undervandsskær, hvorimellem der gik Erindringer, Lidenskaber og Længsler, som de slet intet kendte til.)

 

"Og de Folk, jeg nu nævnte, Mesdames, var onde og grusomme Mennesker. De lod Folket i Paris sulte, de undertrykte de Fattige….(…) Og dog, Mesdames," fortsatte hun, "jeg rejser ikke tilbage til Paris, nu da disse Mennesker ikke længere er der. (…)De var blevet opdraget og uddannet – med større Bekostning end De, mine smaa Damer, nogensinde kan fatte eller tro – til at forstaa hvor stor en Kunster jeg er……

Find citater der underbygger besvarelsen

4.

Hvilken betydning har middagen for deltagerne?

Hvilke konsekvenser har middagen for de forskellige deltagere?

Hvordan bliver gæstebudet beskrevet – og hvorfor på denne måde?

Hvordan kan middagen på baggrund heraf tolkes?

Find citater der underbygger besvarelsen.

5.

Hvordan forholder Martine og Philippa sig til Babettes bøn om at måtte lave en fransk middag? – og hvorfor på denne måde?

Hvordan reagerer de på Babettes forberedelser – og hvorfor?

Find citater i teksten, der beskriver hvordan de opfatter middagsforberedelserne og Babette, og giv et bud på hvorfor.

 

FÆLLES SPØRGSMÅL SOM ALLE SKAL  BESVARE:

1 Hvad er det centrale tema i teksten?
2 Hvilken virkning har det at vi får præsenteret historien om gæstebudet som vi gør? Hvilken forbindelse er der mellem Martines og Philappas fortid og Babettes gæstebud?
3 Diskutér hvordan teksten forholder sig til det at være kunster og kunstens rolle. Find referencer i teksten hertil. Kan I ud fra disse referencer sige noget om Karen Blixens budskab med Babettes gæstebud. I hvilken forstand kan man sige at gæstebudet er et kunstværk, og hvilken rolle spiller det som kunstværk i forhold til tekstens modsætning mellem på den ene side afkald, åndelighed « Nydelse, kropslighed?
4 Diskutér: Hvad er kunst, og hvad skal kunstens rolle være?

 

 

 

Arbejdsspørgsmål til "Se dagens lys", 1980

Giv et resumé af romanen.

Tid, sted og fortælleteknik: sammenlign begyndelserne på de første kapitler side, 5, 17 og 34. Er der en fælles struktur? Sammenlign disse med fremtidsmenneskets mål om at skabe variation i tilværelsen.

 

Gør rede for fortælleteknikken. Se på dagens motto. Diskuter Elefs dagbogsprojekt og dets betydning i forhold til tidsopfattelsen i samfundet.

Karakteriser de miljøer, der beskrives i de første kapitler, og begynd en karakteristik af fremtidens samfund, som det er fremstillet i romanen – fordele og ulemper.

 

Hvilket samfundssyn og teknologisyn afspejler romanen.

Hvordan harmonerer menneskene i romanen med det tekniske system?

 

Personkarakteristik: Karakteriser Elef og Maya – relater dem til de partnere Elef har i de første kapitler.

Gør rede for kærlighedens "ansigter" i romanen.

Hvad siges om identitet og meningen med livet (p. 22-23)?

Gør rede for smerten eller lidelsens betydning i romanen (p. 42-43):

Karakteriser de to samfundstyper – fastholdelsessamfundet og udskiftningssamfundet. Sæt disse i relation til samfundstyper I kender til. Er romanen en utopi (idealvision) eller en dystopi (skrækvision)?Karakteriser Varinka og hendes idealer for et samfund.

I fremtidssamfundet findes to typer sindssyge, nemlig fastlåste og sammenfaldne personer (p. 11, 51, 67 og 146-147), hvad dækker begreberne over? Hvilket normalbillede af mennesket ligger til grund for disse? Sammenlign med vores forestilling om sindssyge.

På s 66-67 diskuterer Elef og Kean "det enestående", hvad falder ind under begrebet , og hvordan respekterer man, at noget er enestående? Diskuter forfatterens mening med dette.

Beskriv Elef og Mayas afsluttende projekt. Deres behov for "Et bånd, der binder tingene sammen".

Perspektivering: Hvad er romanens udfordring til vor tid? Hvad er jeres reaktion på den opstillede utopi? Genkendelse eller afvisning? Er et sådan samfund en mulighed?

 

Arbejdsspørgsmål til "Paradisæblerne"

A: Besøg hos mormoderen

1: Karakteriser stemningen og kulturen i mormoderens stuer. Karakteriser mormoderen. Hvad symboliserer hun? Hvad symboliserer urets tikken?

2: Karakteriser jeg'et. Fortolk herunder billedet af ræven og stokænderne - og sæt tolkningen i relation til jeg'ets situation.

3: Karakteriser stemningen i skyttens stue. Beskriv høgen i stuen - og belys dens symbolske værdi? Karakteriser skytten. Hvad symboliserer han?

4: Hvordan er stemningen ved afskeden fra mormoderens stue henunder mørkningen? Hvorfor?
Hvad ligger der i: "du skal vel gå omvejen ad broen, for isen er vist ikke sikker endnu?"

5: Beskriv paradisæblerne og belys deres symbolske funktion.

6: Hvorfor er mormoderen ikke bange for lydene uden for vinduet om natten?


B: Hjemvejen

7: Hvordan er naturen og vejret beskrevet under hjemturen? Symbolik?

8: Hvorfor kan jeg'et godt lide lyden af træskoenes klang mod vejens sten?

9: Belys Ejnars indflydelse på jeg'et. Hvorfor er de to barnekammerater blevet fremmede for hinanden? Hvad symboliserer Ejnar?

10: Beskriv engens udseende - med isen? Hvad symboliserer den?

11: Beskriv jeg'ets tanker og følelser omkring situationerne ved åens is. Hvilken "verden" stifter jeg'et bekendtskab med (hvilken vingesusen høres)? Hvad symboliserer puffet i ryggen?

12: Beskriv stemningen, tankerne og følelserne hos jeg'et - i løb over markerne. Hvorfor svinger jeg'et sig rundt, - hvorfor føler det sig igen mat og tung til mode? Hvordan lugter marken? Hvorfor? Hvorfor ønsker jeg'et at gå vild?

13: Hvorfor falder jeg'et ikke i mergelgraven? Hvilken symbolsk funktion har "det", træskoen støder på? Paradisæblerne? Forklar citatet: " Jeg blev så varm, og jeg fortrød. Tågen var så god nu. Der er nok nogen, som har passet på, tænkte jeg".

Forklar citatet: " Jeg syntes, jeg hørte det synge svagt i luften, som af et ur, der snart vil falde i slag, en mærkelig og køn lyd, ganske svagt. Tågen duftede som store, nystrøgne forklæder. Og paradisæblerne duftede ud gennem fletværket på mormors kurv".

14: Hvad ligger der i, at jeg'et afslutningsvist skimter lyset fra vinduerne hjemme?

15: Hvilket tema belyser novellen? Hvilke overordnede modsætninger determinerer eksistensvilkår for det "moderne" menneske? Hvordan finder man vejen frem gennem livet? Belys således novellens menneskesyn.

16: Perspektiver til Heretika / religiøs eksistentialisme.

 

 

Tom Kristensen (1893-1974):

 

Landet Atlantis

 

ET SYMBOL

1.

Verden er blevet kaotisk påny.
Påny intonéres med heftige Klange.
Bort, Sycofanter! Og bort, Parasitter!
Og bort I, som knælende hylder de mange!
Og Kandis-Tenoren forstummer - - -
Hør Agitatorens Sange!

 

2.

Hæs er hans Mæle. Med sprængende rødt
ses Læberne flamme bag skægsorte Flige.
Hør, hvor han brøler om Landet Atlantis,
om Ungdom, om Kraft og om aldrig at vige,
at først gennem Landet Atlantis
når vi til Skønhedens Rige.

3.

Skøn som en sønderskudt Banegård er
vor Ungdom, vor Kraft, vore vilde Idéer,
skøn som Revolverens isgrønne Stjerne,
der fødes i Nuet med smældende Véer
på Ruden i Revolutionens
skingrende Glasklangs-Caféer.

 

4.

Rødt er Kupéernes flunsede Plyds,
som vajer i Vimpler på Vildskabens Farter.
Postbudets Frakker er gode som Faner.
Lakajers Kavajer er tunge Standarter
der åbner sig blodigt i Vinden.
Held vore Fane-Bastarder!

 

5.

Kampen skal vindes med rustent Gevær,
Gardinstænger, Daggerter, Brosten i Blokke.
Sejren skal fejres med grelle Fanfarer
på Blikgrammofoner og Mælkemands Klokke,
og Messingtrompeter skal høres
suppende kalde og lokke.

6.

Landet Atlantis, vi længes imod,
har blanke Geværpyramider på Gaden.
Bålene blafrer for Gydens Soldater,
som hungrige læner sig op mod Facaden
og af Hermetik-Dåser hugger
slugvorne til sig af Maden.

 

7.

Gaderne gaber, og Blæst hujer hvast
og danner sig Nøglehuls-Fløjter og hviner
dødningeagtigt de Benpibe-Valse
der danses ved Fester i Huses Ruiner,
mens Vinduers smadrede Ruder
kranie-ironiske griner.

 

8.

Bålene kaster uroligt et Skær
af Brand og af Blod imod Huse og Skure.
Blikdåser blinker med Lågene krænget,
Avisstumper klæbes af Blæsten mod Mure.
En Kniv bliver hvæsset mod Sporvogns-
Skinnernes stålblanke Fure.

9.

Sådan er Længselens Land, Atlantis,
hvor alle harmoniske Fordomme svigter.
Farverne sprænges, og Formerne sprænges,
og Skønheden skabes af grelle Konflikter.
I Chaos jeg løfter min bøsse
mod Skønhedens Stjerne og sigter.

 

(Fra Fribytterdrømme, 1920)

 

ORDFORKLARING:

Atlantis græsk mytisk ø vest for Europa. Atlantis sank i havet som straf fordi indbyggerne begyndte at sætte rigdom højere end dygtighed og dyd

sykofant spytslikker

parasit snylter

kavaj lang, tyk frakke

Standart rytterfane

benpibe hule del i knogle

I Chaos.. skjult Nietzschecitat: "Jeg siger jer: man må endnu have  kaos i sig for at kunne føde en dansende stjerne." ("Således talte Zarathustra" 1885)

 

 

 

 

 

Rudolf Broby Johansen (1900-1987)

FORÅRET KOMMER TIL CAFEEN -


GASBLEG STØVLUFT OG SVINDENDE DAGS
                                                       BLÅ SKÆR

BRYDES MELLEM »WILLIAM SIMPSON«S
                                    SKRIGENDE REKLAMER

EN METER OVER GULVETS MØJGRØNNE KVADRAT 
TUNGT HOLDT I AVE AF ET SVÆRBENET
                                KRAFTPARALLELOGRAM
HÆNGER BILLARDETS SPINATFALMEDE AF
              PERSPEKTIVET BRAT TILSPIDSEDE FIRKANT 
HVIDE CIRKELFLADER BEVÆGER SIG I SPIRALER 
FRA QUEUERS  TERRA-TREKANTER

SPILLER BØJER SIG MED RØDT KUGLE-HOVED
TUNGT KILET FAST I KEGLE-KROP
GULT OVALANSIGT GRINER
DRUKKEN RÆBER (MUND: SORT HUL I
                                             GRØNLIGT FJÆS)

SKØGES ÅDSELBLIK KLÆBER VED APACHES
                                                  LASK -HÆNDER

SKØD VIDER SIG CIRKLENDE 

DØR  HYLER

TRETTEN ÅRS BLOMSTERSÆLGERSKE
KOMMER
ALLE HENDES LEGEMS LINJER ER ELLIPSER
RUMMETS TERNING BLIR ROSENRØDME
STILHED EVIGGRØNNER I BLÅREGNER
BJERG I TRÆ I SØ...

ALFONS ÆTSER HUDLØS
SPANSKGRØN /
ZINNOBER

FALDER BAGFRA OVER BUESKULDRE

SKRIG BRISTER
PURPURN BLODIG BLÅNER BILLARD-PLAN
UROLIGT GLØDENDE KEGLESNIT VIRVARER 
QUEUE ZIK-ZAKER

OMVENDT PYRAMIDE STYRTER OVER OS 
BLIKTRAGT GRAMMOFON SKINGRER
TI/TI/TIERDI/DA
VALMO I VALMI / VALKAJMAKA

(1922)

ORDFORKLARING:

WILLIAM SIMPSON engelsk tegner og maler (1823-1899

QUEUER køer som bruges til billard

APACHE forbryder fra Paris

ZINNOBER rød farve, her kvinde klædt i zinnoberfarvet dragt

 

BORDELPIGE DRÆBER UFØDT- Rudolf Broby-Johansen  (1900-1987)

 

SKAMSLIDT DIVAN

PÅ RYGGEN TØS
MED CHEMIS-VALK OVER MAVE
SPREDBEN
BORER STRIKKEPIND
I KULHÅRSUDFRYNSET VULVA

GURGLENDE


LIG KØNS-KRYBER

1922

ORDFORKLARING:

CHEMIS-VALK chemis: skjorte, valk: klæde

VULVA latinsk betegnelse for kvindens ydre kønsorganer

 

 

 

Ångest, Ångest är min arvedel  -  Pär Lagerkvist (1891-1974)

 


Ångest, ångest är min arvedel,
min strupes sår,
mitt hjärtas skri i världen.
Nu styvnar (stivner)  löddrig (skummende) sky
i nattens grova hand,
nu stiga skogarna
och stela (stejle) hojder
så kargt (fattigt) mot himmelens
forkrympta (forkrøblede ) valv (hvælving).
Hur hårt är allt,
hur stelnat (stivnet), svart och stilla!

Jag famlar kring i detta dunkla rum,
jag känner (mærker) klippans vassa kant mot mina fingrar.
jag river mina uppåtsträckta händer
till blods mot molnens (skyernes) frusna trasor (laser).

Ack, mina naglar sliter jag från fingrarna.
mina händer river jag såriga, ömma
mot berg och mörknad skog.
mot himlens svarta järn
och mot den kalla jorden!

Ångest, ångest är min arvedel,
min strupes sår,
mitt hjärtas skri i världen.

(Fra digtsamlingen Ångest, 1916)

 

 

 

Otto Gelsted (1888-1968)

Reklameskibet    Til  H.R.K     

Skibet stævner ind
i den skumrende Havn.
Megafonen brøler en Hilsen til Byen,
de elektriske Projektører
kaster deres femfugede Stråle
lige til Vejrs som en Komethale
og tegner med lldskrift på Skyerne:
        KØB EN FORDBIL

Og nu er Skibet
en eneste funklende Illumination,
Flyverne beskyder det med bengalske Bomber.
Skorstenen, der har Form som en Tuborgflaske,
og de bemalede Sider med deres kæmpemæssige
Figurer og Bogstaver som en fantastisk Camouflage.
Kodakpigen, Johnnie Walker
veksler i blendende Farver,
der spejler sig i Søen,
så Skibet ligger snart i en grøn Afgrund,
snart i en Ild af gule, spillende Luer,
snart i en Bloddam.

Og hvad findes ikke om Bord?
Her er Udstillinger af Billed- og Kogekunst.
fransk Køkken og Kubisme og kemisk Madlavning.
her er den sociale Udstilling, der viser Samfundet i Længdesnit
fra Proletaren. der ædes op af Lus i en Skarnkasse
til Millionærens Luksus-WC.

Her er kosmetiske Klinikker og Selvmordskontorer,
hvor fortvivlede Mennesker kan søge Hjælp
mod Erlæggelse af et passende Vederlag,
her forevises de nyeste Tricks på Lægekunstens Område.
Mænd og Kvinder. der forvandles til hinanden,
her er selve Skibet med alt, hvad der hører sig til,
Tennishaller og Svømmebassiner og Kirken og Avistrykkeriet,
(hvis Blad bringer hele Biblen som Føljeton).
her er Kæmpegyroskopet.
der med sine 180.000 Omdrejninger i Minuttet
ophæver enhver Slingring
og sikrer Passagererne mod Søsyge!

Og her er endelig Passagererne
Alle, der står i Offentlighedens og Sensationens Tegn!
Den l36-årige Olding fra Volhynien.
der var med Napoleon i Moskva,
det 6årige Skakgeni Sammi Meyer fra Polen
og de sammenvoksede Tvillinger.
hvoraf den levende bærer den anden omvendt på sin isse
så de visne Arme og Ben
hænger ned om hans Hoved
som en pragtfuld Fjerbusk.

Så naturligvis et passende Udvalg
af Verdenskrigens fallerede Regenter og Berømtheder
plus mellem Besætningen
de uundgåelige russiske Storfyrster
og wienske Operadivaer.

Og på første Plads
Filmens Stjerner.
Helten fra det vilde Vesten
(med Odolsmil).
Verdenskomikeren (med Odolsmil) og Solskinspigen (Odolsmil).

Men inde i Havnen
sidder en Mand i et Skur
foran et Bord med Urskiver og Maskiner.
Han har en Shagpihe i Munden
og ser ud som en almindelig blond dansk Student.
Han venter på det øjeblik.
da Skibet er over det rette Felt.
Så trykker han på en Knap.
Det er ingen Ild fra Himlen, han venter.
Nej, han selv rejser Ilden fra Afgrunden.
Og midt i den populære Shimmy:
"Ryst mig. til jeg revner"
mens en ildmand skræver frem på Reklameskibet
og forkynder en ny Sandhed for Menneskeslægten:

OMA ER BEDST

lyder et Brag -

Fra digtsamlingen Jomfru Gloriant, 1923

 

ORDFORKLARING:

H.R.K. sandsynligvis Hans Rudolf Kirk

Megafonen en råber

bengalske Bomber stærkt farvet fyrværkeri

Camouflage sløring

Kubisme kunstretning fra 1900 der benytter geometriske figurer som udtryksmiddel

Volhynien provins i Østpolen

russiske Storfyrster levede i eksil efter revolutionen 1917

Operadivaer berømte operasangerinder