Andreas Stæhr & Stina Møldrup Sørensen

"Ungdommen nu til dags"

Københavns Universitet 2005

(uddrag)

 

De indignerede kvinder

Bandeordsdebatten blusser for alvor op i efteråret 2004, hvor Hanne Vibeke Holst starter en storm

af indlæg efter hendes opsang til rapperen Niarn og hans kolleger, som hun beskylder for at bruge

sexistisk og mandschauvinistisk lyrik i deres forsøg på at nå unge lyttere (Holst 2004). Mange

sprogmoralister har peget på hiphopmiljøet som en af de mange påvirkningskilder til unges

fordærvede sprog, men med sit indlæg giver Holst rappernes fucksprog en ny, central plads i

bandeordsdebatten.

Holsts primære bekymring er de sexistiske kvindebilleder, som rapperne skaber ved at bruge ord

som luder, so, ho, bitch og babe. Hun drager en direkte parallel mellem rappernes tekster og

stigningen af gruppevoldtægter i københavnsområdet inden for de seneste år. I indlægget spiller

Holst primært på rollen som bekymret forælder, der hjælpeløst må se til, mens anmeldere roser

denne sexistiske og voldsforherligende musik til skyerne (Holst 2004). Hun prøver ud fra dette

billede at opildne andre bekymrede forældre og borgere til at stille Niarn og hans kolleger til ansvar

for det forurenede sprog, de lægger for dagen: "[…] du må være gammel nok til at stå ved dine

gerninger. Det plejer vi at forlange […] af voksne mænd midt i tyverne […]" (Holst 2004). Dette

"vi" skal henvise til det danske samfund, og hendes bevidste brug af ordet "gerninger" associerer til

bibelen, men også retsplejen. Hun antyder hermed, at Niarn med sit beskidte sprog har forbrudt sig

mod samfundet – på et verdsligt og åndeligt plan.

Med dette indlæg skriver Holst sig ind i sprogmoralisternes diskursformation. Hun antyder, ligesom

flere sprogmoralister, en forbindelse mellem fucksproget og en kriminel løbebane, og anser

fucksproget som en forurening, der for evigt vil ødelægge det danske sprog, hvis ikke noget laves

om nu. Samtidig forsøger hun, ved at henvise til andre diskurser, at føje en ny dimension til, hvad

der er korrekt og forkert sprog. Men i sin artikel antager hun, at alle kvinder føler samme

indignation som hende, når de hører ord som luder, bitch og babe. På den måde ender hun med at

lægge sig op ad sprogmoralisternes påstande om, at der kun findes en måde at forstå brugen af

bandeord og tabuord på: den måde, dannede mennesker som hun selv mener, de skal forstås. Holst

bliver bakket op af kvinder, der ligesom hun føler sig ramt på sit køn af rappernes ordvalg, blandt

andet kønsforskeren Anette Dina Sørensen, som roser Holst for at turde tage kampen op med

anmeldernes kæledægger: "Endelig en med nosser store nok til at formulere det, jeg, og mange

andre – også mænd – hovedrystende tænker […]" (Sørensen 2004). Det er vel ment ironisk, men

med ordet "nosser" kan man argumentere for, at kønsforskeren alligevel kommer til at reartikulere

en sexistisk diskurs, der i et forsøg på at sige noget positivt om en kvinde tyer til brugen af et ord,

der traditionelt bruges i positiv overført betydning om en maskulin attribut.

Hiphop er nutidens sproglaboratorium

Politiken tager Holsts udfordring op og fremfører i deres leder, at avisens generelt positive syn på

dansk hiphop bunder i de kreative nyskabelser, som rapperne formår at bringe ind i det danske

sprog. De mener, at Holst går over gevind med sin "tantemoral" (POL 2004). Også rappere fra det

danske hiphopmiljø tager til genmæle, og frabeder sig sexismebeskyldninger. Jokeren udtaler sig i

Køster-Rasmussen 2004 om sangen "Kvinde din møgluder", som Holst kritiserer: "[…] da jeg skrev

sangen, var den et udtryk for den følelse, jeg havde på det tidspunkt. Og hvis vi skal til at censurere

følelser i kunsten, så synes jeg virkelig, at vi er ved at være ude, hvor vi ikke kan bunde." (Køster-

Rasmussen 2004). I samme artikel påpeger Niarn, at hans tekster er et udtryk for det samfund, han

er vokset op i (Køster-Rasmussen 2004). De to rappere bakkes op af Quist, der kritiserer Holsts

opfattelse af, at et ord som luder kun kan betyde en ting. Hun påpeger, at det for de fleste unge i dag

betyder "dumme idiot", mens det for Holsts generation er det værste, man kan sige om en kvinde.

I Iwersen og Hygum-Sørensen 2004 interviewes en række gymnasieelever fra Rysensteens

Gymnasium om deres forhold til fucksproget. Her nævner flere af dem, at de bruger de slemme ord

i en anden betydning, end de ældre generationer. Samtidig fremhæver de, at man sagtens kan kalde

sin veninde for en luder for sjov (Iwersen og Hygum-Sørensen 2004).

På den anden side står rapperne og Quist, der argumenterer for, at unge i dag ikke lægger den

samme sexistiske værdiladning i ord som luder og bitch. Denne holdning understreges af Iwersen

og Hygum-Sørensens interviews 2004, hvor unge selv giver udtryk for, at ordene har ændret

betydning. Sprogfunktionalisterne og de interviewede rappere udtrykker på mange måder de samme

sprogholdninger, idet de alle betragter sig som iagttagere, hvis rolle består i at beskrive den

sproglige tilstand i dag.

Nul-tolerance programmer og klippekortsordninger

En væsentlig tendens i perioden 2004-05 er, at et stigende antal journalister involverer sig i

bandeordsdebatten. De rapporterer om skoler, der overvejer de såkaldte nul-tolerance programmer.

Enkelte skoler rundt omkring i landet har allerede taget skridtet, og har indført restriktioner. Blandt

andre rapporterer journalisterne Gimbel 2005, Esdahl 2005 og Højstrøm 2005 om, hvordan flere

folkeskolers lærerstab sammen med eleverne har udarbejdet regler, der omhandler elevernes

sprogbrug. Overholdes disse regler ikke, kan det betyde kontorsamtaler, forældrekontakt,

eftersidning og i værste fald bortvisning (Esdahl 2005). I Vang 2005 udtrykker skoleinspektøren fra

Østerlars-Gudhjem Skole på Bornholm et ønske om at indføre en klippekortsordning med seks klip.

Eleven vil få et klip, hver gang han eller hun bander. I værste fald vil et brugt klippekort betyde

bortvisning fra skolen (Vang 2005).

Det antages i disse artikler af journalisterne, at sproget blandt de unge vitterligt er blevet værre og

bør stoppes inden det tager overhånd. Med udtalelser som "bunden er nået for skoleelevernes

sprog" (Urban Herning RED 2004) og "Danske skolebørn tillægger sig i stigende grad et sprogbrug,

der kan få selv den mest forhærdede havnearbejder til at rødme af forlegenhed." (Gimbel 2005)

reartikulerer de sprogmoralisternes diskursformation. Men der er stor forskel på sprogmoralisternes

debatindlæg og journalisternes rapporter. Journalisterne, som regnes for at stå for en seriøs og

objektiv formidling af nyheder, fremfører sprogmoralisternes holdninger til ungdomssprog som om

disse var uomtvistelige. Meget tyder derfor på, at de har optaget sprogmoralisternes påstand om, at

de unges sprog er i hastigt fordærv som naturaliseret, almen baggrundsviden. Selv om mange

sprogfunktionalister udtaler sig om ungdomssprog i denne periode, er det altså sprogmoralisternes

opfattelse af, hvad der kan stemples som godt og dårligt sprog, der er blevet den gængse, i hvert

fald i avismediet.

Konklusion

Hvis man skal forsøge at give et billede af, hvilke skjulte, ideologiske holdninger, der ligger til

grund for sprogmoralisternes dominerende diskursformation inden for bandeordsdebatten, må man

nødvendigvis se på den argumentationsrække, der tegner sig gennem de seneste 16 år. Her står det

klart, at de fleste sprogmoralister forholder sig til sprog som noget, der afslører, hvorvidt man er

dannet eller ej - som vi så det hos blandt andre Isherwood 1995, Clausen 2000 og PBC 2003 – og

hermed opdeles sprogbrugerne i to grupper. Det ulige magtforhold mellem de to grupper fastholdes

yderligere, idet sprogmoralisterne kritiserer det vulgære, folkelige sprog, som bandeord og tabuord

ifølge dem hører under. Deres egen dannelse er ofte taget for givet og vægtet højt, og det fremgår

derfor tydeligt, hvordan de knytter deres forestillinger om unges sprog sammen med uddannelse og

skoleforløb. De mener slet og ret, at man ikke længere kan ændre et ungt menneskes sprog, efter

han eller hun har forladt uddannelsesinstitutionerne. Det lader til, at de er kommet frem til denne

forestilling, idet det var her, de selv lærte det, de kalder "korrekt" sprog.

Sprogmoralisterne bygger videre på denne forestilling, når de i debatten forarges over det sløsede

og vulgære ungdomssprog, der, ifølge dem, aldrig har været værre end i dag. I et forsøg på at

dokumentere denne påstand, inddrager de psykologer, der mener, at børn ikke længere formår at

differentiere deres sprog alt efter, hvem de taler til.

Konsekvensen for de sprogligt utilpassede unge er ifølge sprogmoralisterne, at de vil blive udstødt

af samfundet, og derfor forvilde sig ind i kriminalitet. Den eneste konkrete løsningsmodel som

sprogmoralisterne foreslår, er ordensreglementer og sanktioner i uddannelsesinstitutionerne.

Denne argumentation synes at danne baggrund for de fleste sprogmoralisters debatindlæg fra 1990-

2005. I løbet af 2000-2005 sker der imidlertid en udvikling, der på mange måder afspejler

højredrejningen inden for dansk politik i 2001, hvor den nye borgerlige regering med støtte fra

Dansk Folkeparti kommer til at stå i spidsen for en fremmedhadsk indvandrerdebat. I

bandeordsdebatten spores den fjendtlige indvandrerdiskurs, hvor flere sprogmoralister beskylder

indvandrerne for at være nulsprogede, fordi deres sprogbrug ikke klinger rigtigt i deres ører. Ved at

drage indvandrerne til ansvar for det grimme sprog, udnævner de denne samfundsgruppe til den nye

lavstatusgruppe. Samtidig drages hiphopmiljøet med ind i diskursen, da dette af nogle debattører

anses for at være grobund for sexistiske og undertrykkende kvindebilleder.

Sprogmoralisterne antyder en sammenhæng mellem indvandrere og det kriminelle miljø, en

antagelse, man kan argumentere for, at dagspressen i høj grad har været med til at skabe i disse år.

På samme måde mener vi, at den fremmedfjendske indvandrerdebat er med til at skabe

sprogmoralisternes nedgørende holdning til indvandrernes sprog og dermed også til deres identitet

som gruppe i Danmark. Ved at afspejle denne holdning i deres debatindlæg spiller

sprogmoralisterne med på blandt andet Dansk Folkepartis forestilling om, at indvandrerne er en

trussel mod det danske sprog og dermed den danske kultur og identitet.

Sprogfunktionalisterne ser ikke indvandrerne som en trussel, hverken for det danske sprog eller den

danske kultur, og de forsvarer denne gruppe i flere debatindlæg. I disse indlæg undermineres

sprogmoralisternes faglighed, idet sprogfunktionalisterne blankt afviser påstandene om

nulsprogethed blandt indvandrere.

Deres moddiskurs stiller sig kritisk over for stort set alle sprogmoralisternes argumenter. Først og

fremmest mener de i princippet ikke, at der findes en bestemt slags sprog, som er bedre end et

andet. De peger på, at skellet mellem godt og dårligt sprog i høj grad er skabt af sprogmoralisterne.

Samtidig holder sprogfunktionalisterne fast i, at unge mennesker er meget bevidste omkring, hvilket

sprog de taler til hvem. En anden væsentlig pointe for sprogfunktionalisterne er en tilbagevisning af

påstanden om, at unges sprog i dag skulle være mere bandeordsbefængt end tidligere. Rathje og

Andersen 2005 dokumenterer i en undersøgelse, der sammenligner tre generationers brug af

bandeord, at de tre generationers brug af bandeord er lige stor. Den store forskel er derimod, hvilke

ord, de forskellige generationer bruger, når de bander. Den ældre og midaldrende gruppe bruger

bandeord fra religions- og sygdomskategorien, mens unge holder sig mest til bandeord fra Hansens

gruppe "kroppens nedre funktioner" (Rathje og Andersen 2005). Heri ligger måske en forklaring på,

hvorfor ældre generationer, heriblandt sprogmoralisterne, opfatter de unges banderi som værre og

grovere end deres eget.

Over for sprogmoralisternes kritik af sexistiske ord i hiphopmiljøet, påpeger sprogfunktionalisterne,

at der er sket en betydningsændring i mange af de ord, den ældre generation opfatter som

grænseoverskridende. Men til trods for sprogfunktionalisternes autoritet inden for området, kommer

deres moddiskurs ikke til at opnå en særlig dominerende status i diskursordenen. Dette kan der være

flere grunde til. Sprogfunktionalisterne udtaler sig på baggrund af en videnskabelig tilgang til

sproget, og deres udtalelser er derfor mere saglige og nøgternt beskrivende end sprogmoralisternes,

som i deres indlæg spiller på at vække patos og gruppefølelse blandt de borgere, der i deres

dagligdag konfronteres med fucksproget. Og i en sådan situation tilsidesættes ofte videnskabelige

forskningsresultater til fordel for usaglige emner, der kan vække folkelig opbakning. Historien om

de unges fordærvede sprog sælger bedre end sprogfunktionalisternes videnskabelige påvisning af, at

unge altid mere eller mindre bevidst har vakt foragt og opmærksomhed over for de ældre

generationer.

Tilbage til den sorte skole?

Fra 2005 står det klart, at sprogmoralisternes diskursformation har fået så meget indflydelse i

bandeordsdebatten, at deres ideologi har vundet indpas hos en stor del af befolkningen. At op mod

en tredjedel af Københavns folkeskoler har taget initiativer over for unges vulgære sprog,

forekommer os at være en af de konsekvenser, bandeordsdebatten har fået for den sociale praksis

(Mikkelsen og Pinholt 2005). Man kan argumentere for, at sprogmoralisternes gennemgående kritik

af ungdomssprog også afspejler en kritik af folkeskolerne, som de ser ud efter 60’ernes opgør med

den sorte skole (Everbusch 1999). De sanktionsmuligheder, som nogle af skolerne har indført, tyder

i hvert fald på, at man igen ved hjælp af tvang vil forsøge at påvirke elever til at tale et, af

sprogmoralisterne, vedtaget og dannet sprog. Flere af de skoleinspektører, som journalister

interviewer i forbindelse med indførelse af nul-toleranceprogrammer, anfører, at målet med disse

tiltag ikke er kæft, trit og retning, men hvorvidt dette kommer til at holde stik, må fremtiden vise.